Linie 3-legenden Thomas Eje var for ti år siden på sommerferie på den græske ø
Skiathos sammen med sin daværende kæreste, hans datter og datterens veninde.
Klokken tre om natten begyndte hotelværelset pludselig at ryste kraftigt.
LÆS OGSÅ: Stig Ellings
drømmerejse blev et mareridt
- Jeg lå og drømte, at der stod en flok bodybuildere rundt om min seng og
rykkede den frem og tilbage. Men så vågnede jeg og mærkede, at værelset
rystede så kraftigt, at skufferne faldt ud af reolen og lamperne væltede.
Det var meget voldsomt og varede i ca. to minutter. Jeg var ikke bange, men
syntes det var spændende. Måske lidt for spændende, siger Thomas Eje.
LÆS OGSÅ: HK-boss: Jeg blev
opbragt af en østtysk kanonbåd
Entertaineren vidste straks, at det var et jordskælv, så han vækkede resten
af familien, og fik dem gennet udenfor.
- De unge, der var teenagere, var skidesure, fordi jeg havde vækket dem. De
var vist lige kommet hjem fra byen.
Drinks ved poolen
- Da vi endelig stod nede foran hotellet, var det hele stoppet igen. Men lige
da vi kom tilbage på værelserne, begyndte rystelserne igen. Så tog vi en tur
mere udenfor. Jeg endte med at sidde resten af natten ved poolen og drikke
gin & tonics med en ingeniør fra Tønder.
Senere fandt Thomas Eje ud af, at jordskælvet blev målt til 6,7 på
richterskalaen og havde sit epicenter blot 25 kilometer væk. De næste dage
blev Skiathos ramt af 11 efterskælv.
