Slut med at drive den af

Nu vil vi være aktive og dyrke sport i ferien

  • Bjergvandring er for alle, for ruten kan tilpasses efter, hvor øvet man er, og om der skal børn med. (Foto: Colourbox)
Bjergvandring er for alle, for ruten kan tilpasses efter, hvor øvet man er, og om der skal børn med. (Foto: Colourbox)
1 af 1

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Mens ferie traditionelt set er forbundet med afslapning og en god bog, der fortæres under en parasol på en solrig strand, så vælger danskerne i højere grad end nogensinde før at tage på ferie spækket med sport og motion.

Det viser en landsdækkende undersøgelse, rejsearrangøren Apollo har fået lavet.

– Siden vi åbnede vores sportsresort, Playitas, i sommeren 2009, har vi oplevet en eksplosiv interesse for den aktive ferie. Vi oplever, at den aktive ferie er 'det nye sort' inden for rejseformer, som langt flertallet af danskerne allerede har taget til sig, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Livskvalitet
Den store succes forklarer hun med danskernes interesse for en sund livsstil.

– Danskerne er mere end nogensinde optaget af livskvalitet. Livskvalitet får man bl.a. ved at have en sund sjæl i et sundt legeme, og det kan en aktiv ferie hjælpe med til. Nogle tager på aktiv ferie og fortsætter deres aktive liv hjemmefra, mens andre gør det, fordi de gerne vil indlede en ny epoke af deres liv, hvor fysisk træning spiller en rolle. Det handler også om, at man med den aktive ferie kan give sine børn eller rejsefæller det bedste, man kan – vejen til det sunde, glade liv, siger hun.

Det er Lise Lyck, lektor på Center for Tourism and Culture Management på CBS, enig i.

– Den stigende interesse for aktiv ferie hænger sammen med den store interesse for fitness. Det er væsentligst personer, der dyrker fitness, løb osv., der interesserer sig for aktiv ferie. Det gælder yngre, men også en del ældre, siger hun, der mener, at tendensen formentlig vil fortsætte.

Er du blevet træt af den klassiske dase- og badeferie, hvorfor så ikke prøve noget nyt og være fysisk aktiv i ferien. Aktivferier spænder bredt fra en uge på nogle af charterbranchens store sportshoteller, hvor du dyrker alt fra tennis over vandpolo til bjergvandringer i Indien.

Ferie præsenterer dig her for fem forskellige former for aktiv ferie.

Bjergvandring

Vandre i et af verdens smukkeste landskaber med snævre dalstrøg, brusene fosser og kontakt med folk i små indiske bjerglandsbyer. Sådan kunne en dag på en bjergvandringsferie meget vel se ud. Hos Grace Tours kan du vælge imellem en række forskellige bjergvandringer i lande som Nepal og Indien samt Tibet. Men det er også nemt at finde vandreruter i bjergene i Europa som f.eks. Alperne. Og bjergvandring er i og for sig for alle. Du kan tilpasse ruten, så den passer til dig, efter hvor øvet du er, og om der skal børn med på turen.

Pris: Varierer alt efter rejsens længde, og hvor du vælger at tage hen. Hos Grace Tours koster en ferie med bjergvandring fra omkring 14.000 til 22.000 kroner.

Klatreferie

Har du lyst til for alvor at udfordre dig selv psykisk såvel som fysisk, er en klatreferie måske lige noget for dig. Og selv om du aldrig har set skyggen af en klatrevæg, kan du sagtens komme på klatreferie. Bering Rejser arrangerer klatrerejser både til nybegynderne, der gerne vil prøve noget nyt – og til de mere øvede klatrere, der drømmer om nye og større udfordringer.

Pris: Hos Bering Rejser kan du komme på klatreferie både i Grækenland og Thailand. 14 dages klatreferie for begyndere i Thailand fås fra 8945 kroner inklusive flybillet, ophold og klatreinstruktion.

Otte dages begynderklatrekursus i Grækenland koster fra 3070 kroner. Prisen inkluderer ophold og klatrekursus, men ikke flybillet.

Ferie på to hjul

Danmark er verdenskendt for at have mange cyklister – og det at cykle er på mange måder en skøn måde at transportere sig selv på. På den måde er du tættere på naturen, end hvis du sidder i en glohed bil.

Danmark er et oplagt land for cykelferie, men hvis du planlægger en cykelferie i udlandet, er det en god ide at opdatere dig på landets infrastruktur. Men verden byder på mange skønne steder for en cykelferie. Du kan for eksempel opleve Toscana, Frankrig eller Spanien på cykel. Vil du gerne rejse oversøisk, kan du tage jernhesten med til lande som Thailand, Vietnam og Nepal.

Pris: Ruby Rejser arrangerer en række cykelferier i Europa. Priserne varierer fra 3500 til 9000 kroner i juli for en uges cykelferie. Prisen inkluderer ophold, men ikke transport til og fra Danmark og cykelleje.

14 dages cykelferie i Vietnam hos Topas Travel koster ca. 20.000 kroner. Prisen inkluderer ophold, cykelleje og flybillet.

Løbeferie

Løb er danskernes foretrukne sportsgren, og kan du ikke få nok af løbetræning, kan du nu dedikere ferien til løb. Der findes flere måder at tage på løbeferie på. Kunne du tænke dig at lægge maratondistancen bag dig, kan du tage på ferie med Maraton Travel Club og løbe maratonløb over hele verden.

Er 42 km lige en tand i overkanten, kan du tage til kvindeløbet i New York sammen med veninderne, hvor distancen er ti km. Du kan også vælge at tage en løbeferie på Lanzarote, hvor sportshotellet Club La Santa hvert år arrangerer løbeuger.

Pris: Kvindeløbet i New York koster 10.995 kroner pr. person for fem dage. Prisen inkluderer ophold og flybillet.

En uges ophold i juli på Club La Santa koster fra 5495 kroner pr. person. Prisen inkluderer ikke flybillet.

Yogaferie

Forestil dig at starte dagen med at stå tidligt op og lave yogaøvelser, mens solen langsomt stiger. Sådan vil du starte dine feriedage, hvis du vælger at tage på yogaferie. Denne ferieform er gennem de seneste år blevet mere og mere populær blandt danskere og er en ferie, hvor du ikke skal koncentrere dig om andet end dig selv, din krop og din sjæl.

Du behøver ikke være ekspert i yoga for at deltage. De fleste rejseudbydere af yogaferier tilbyder kurser, som du kan tage, inden du rejser på ferie, og instruktørerne på yogaferien vil tilpasse undervisningen efter, hvad eleverne kan.

Pris: Du kan komme på yogaferie overalt i verden lige fra Samsø og Sardinien til Indien og Mexico. Prisen afhænger naturligvis meget af, hvor du vælger at tage hen.

Yogaferie på Samsø koster eksempelvis 2500 kroner for tre dage i delt værelse hos Yogaudstyr.dk, mens to ugers yogaferie i Goa i Indien koster 3000 kroner i dobbeltværelse. Prisen inkluderer ikke flybillet.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik