Persondata politik

Fotoskolen: Det ta'r kun fem minutter

Når du bruger lidt ekstra tid på dine billeder, løfter du resultatet

  • - Jeg kunne bare have taget et billede af manden, der pudser stjernerne på Hollywood Boulevard, da jeg gik forbi ham. Men jeg ville gerne have, at man kunne se stjernerne tydeligt. Så jeg stillede mig bag ham, gik lidt i knæ for at få en dybdeeffekt ved hjælp af stjernerne, og så ventede jeg på, at han kiggede op, så jeg kunne se hans ansigt.
- Jeg kunne bare have taget et billede af manden, der pudser stjernerne på Hollywood Boulevard, da jeg gik forbi ham. Men jeg ville gerne have, at man kunne se stjernerne tydeligt. Så jeg stillede mig bag ham, gik lidt i knæ for at få en dybdeeffekt ved hjælp af stjernerne, og så ventede jeg på, at han kiggede op, så jeg kunne se hans ansigt.
1 af 1
 

Du er fanget som en lus mellem to negle. På den ene side kigger din bedre halvdel på dig med trætte øjne, men på den anden blinker kameraets linse forventningsfuldt til dig. Hvad nu? Skal du give efter for de kløende fingre, tage kameraet frem og skyde en serie billeder? Eller skal du traske efter resten af familien?

Fotograf Mads-Peter Eusebius Jakobsen kender problematikken fra sin egen familie.

Hans bedste råd er inden ferien at lave en pagt med familien om, at han har lov til at tage fem-ti gode billeder, der hver tager omkring fem minutter at skyde. Og som fotograf er tiden vigtig.

– De fleste tænker: Nu har jeg lyst til at tage et billede. Så tager de kameraet op af tasken, peger kameraet et sted hen og trykker på knappen. Så kommer de hjem, kigger på billedet og tænker: Hvad skal jeg egentlig bruge det her til?

– Hvis de i stedet havde kigget ordentligt på motivet, inden de havde trykket på knappen, ville de have kunnet gøre billedet meget mere interessant.

Led efter billedet
Han forklarer videre, at nogle topfotografer mener, at man skal bruge fem gange fem minutter på research, inden man tager det første billede.

– Tidsforbruget er måske lidt overdrevet, men pointen er, at du skal finde det bedste billede.

For at hjælpe dig til at få det bedste foto kan du hele tiden have følgende i baghovedet:

Gå rundt om det, du vil fotografere. Det bedste billede er ikke nødvendigvis det mest oplagte.

Tænk forskellige synsvinkler ind over billeder. Skal billedet tages oppefra eller nedefra? Skal du være tæt på eller langt fra?

Skal du have baggrunden med?

Masser af research
Det kan måske virke som et større arbejde at skulle tænke over sine billeder. Men …

– Når fotograferne på National Geographic kan tage sådan nogle flotte billeder, er det ikke udelukkende, fordi de er gudbenådede fotografer. De er dygtige, men der ligger også mange dages research bag ét enkelt af deres fantastiske billeder, siger Mads-Peter Eusebius Jakobsen.

– Så når du tager på ferie med dit lommekamera og forventer at komme hjem med fantastiske billeder, så er der en grund til, at du ikke gør det. Og det er ofte manglende forberedelse.

– Sagen er, at bare 30 sekunders ekstra tanker kan ændre et billede fra at være ligegyldigt til at blive et flot og interessant fotografi.

En tur i maskinen

De professionelle fotografer er dygtige til at tage billeder – ingen tvivl om det. Og for at blive endnu bedre efterbehandler de deres billeder.

– Du træffer nogle valg under efterbehandlingen, som styrker dit billede. Det behøver ikke være omfattende efterbehandling – bare det, at du beskærer billedet og centrerer kontrasten omkring det vigtige i billedet, løfter resultatet, siger fotograf Mads-Peter Eusebius Jakobsen.

På sin blog underviser han i brugen af efterbehandlingsprogrammerne Adobe Lightroom 4 og Adobe Photoshop CS6, der begge er programmer for den entusiastiske fotograf.

Farver, lys og kontraster
For begynderen kan programmerne virke overvældende – både i sværhedsgrad og pris.

– Der findes mange gode billige og gratis programmer. Mange bruger Picasa, der kan nogle fine ting og er enormt brugervenligt.

Når du skal kigge dig om efter et efterbehandlingsprogram, bør du gå efter din mavefornemmelse.

– Om programmet har de vilde features, er ikke afgørende. Du skal kunne arbejde med farverne, lyset og kontrasterne i billedet uden at ødelægge dit fotografi. Derudover skal du selvfølgelig også kunne betjene programmet.

– Men er efterbehandling ikke manipulation? Er det ikke snyd?

– Hvorfor skulle det være det? Når du justerer kontrasterne og beskærer billedet, er du jo allerede i gang med en efterbehandling. Når billederne blev fremkaldt i mørkekammer i de gamle analogdage, skulle man også træffe valg om kontrast og beskæring, og det blev ikke set som snyd. Den digitale efterbehandling gør bare de ting, som man i gamle dage gjorde i mørkekammeret.

Før billedbehandlingen virker billedet lidt dødt i farverne. For at få slutresultatet blev farverne justeret ved at rykke hvidbalancen en anelse mod de varmere farver. Derefter blev farvemætheden pumpet godt op.

Gopl op på gode billeder

Mads-Peter Eusebius Jakobsen har fotograferet professionelt i godt seks år. Og selv om hustruen hjemme i privaten kender alt til mandens lidenskab for at fortælle historier med kameraet, kan hun blive lidt opgivende, når Mads-Peter – igen-igen – ser en spændende ting, han liiiiige skal se lidt nærmere på.

Hun har dog accepteret, at en ferie også betyder, at der indimellem skal bruges lidt ekstra tid ved seværdighederne. For at fange det bedste billede.

– Kan du komme i tanke om et foto, hvor tiden gav dig et ekstra fedt foto?

– Vi var på ferie i USA, hvor vi besøgte et stort akvarium i Monterey. Der var et stort bassin med måske 20 kæmpe-gopler. Baggrunden var mørkeblå, og goplerne blev belyst bagfra, så de så helt orange ud.

– Jeg startede med at tage et billede af hele bassinet, og billedet blev da også fint. Men der manglede noget.

– Baggrundsbelysningen gjorde, at vi virkelig kunne se detaljerne i goplerne, og kontrasten i farven var virkelig flot. Så jeg gik lidt tættere på og begyndte at fotografere halen på en af goplerne.

– Problemet var, at hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se, at det var en gople. Derfor ventede jeg, til goplerne var svømmet i forskellige retninger. Det gjorde, at jeg kunne tage et billede af en enkelt gople, hvor jeg stadig var så tæt på, at jeg kunne se detaljerne, men samtidig så langt fra, at man kunne se, hvad billedet forestiller.

– Først tog jeg bare et billede af goplerne, fordi de var pæne.

– Så blev jeg fascineret af detaljerne og besluttede mig for at give mig tid til at fange nogle af dem.

Fotografen

Mads-Peter Eusebius Jakobsen er professionel fotograf gennem seks år, hvor han har fotograferet alle fra tv-vært Anders Lund-Madsen til sanger Thomas Buttenschøn.

Sidste år medvirkede Mads-Peter i DR's 'Aftenshowet', hvor han fortalte om fotomanipulation i forbindelse med pikante billeder af den svenske konge.

Flere gange om ugen deler Mads-Peter fototrick på bloggen mashedpotatoes.dk/blog. Her vil du kunne få uddybet alle emnerne i Ekstra Bladet Feries fotoskole.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Peder Nederland Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik