Persondata politik

Meget mere end en sejlende scorefest

For 47-årige Svend og hans mand gennem 31 år, Hans, er et gay cruise den ultimative frihed. Her er fest og farver - og de behøver ikke at kigge sig over skulderen, når de holder i hånd og kysser

  • Flest amerikanere, men også australiere, brasilianere og enkelte danskere har fået øjnene op for skræddersyede krydstogter til homoseksuelle. (Foto: Atlantis Events)
Flest amerikanere, men også australiere, brasilianere og enkelte danskere har fået øjnene op for skræddersyede krydstogter til homoseksuelle. (Foto: Atlantis Events)
1 af 1
 

Der findes krydstogter for stort set enhver smag – fra eksotiske øhop-ture til Antarktis-ekspeditioner, dyre verdensomsejlinger og billige drukture i Bahamas.

Et koncept, der nyder stor succes i navnlig USA, men som endnu er relativt ukendt herhjemme, er gay cruises, krydstogter, som henvender sig direkte til homoseksuelle.

Ruterne er klassiske – her er f.eks. rundture i Caribien, Middelhavet og Asien – men publikum er feststemte homoseksuelle, så skibene bliver ladet med ekstra meget lyd- og lysudstyr, anerkendte newyorker-dj'er, kunstnere, Broadway-shows – og tusindvis af bøsser (og enkelte lesbiske) fra hele verden. Flest amerikanere – og en del brasilianere og australiere.

Lidt andre normer
Svend, 47 år, og hans mand gennem 31 år, Hans, 60 år, er nogle af de få skandinaver, som har været af sted, og de er netop vendt hjem til Danmark fra deres femte gay cruise med Atlantis Events. Og det er tydeligt at høre begejstringen i Svends stemme:

– Det har været endnu en fantastisk sjov tur. Vi føler en ekstrem stor grad af frihed ved at tage på cruise med en masse ligesindede. Der er ingen af os, der er skrigende, åbne bøsser – vi er åbne, men også rimelig diskrete med det i vores hverdag – og på et gay cruise får vi muligheden for at 'slå håret ud' og slappe af, forklarer Svend, som af hensyn til sit arbejde ikke ønsker at stå frem med efternavn.

LÆS OGSÅ: Marokko afviste homoseksuelle turister

– Ved at der stort set kun er bøsser om bord, og at personalet er indstillet på det, bliver der skabt et andet offentligt rum med nogle lidt andre normer, hvor vi kan være fuldstændig os selv og ikke skal være bange for at komme til at provokere nogen ved f.eks. at holde i hånd eller kysse hinanden.

– Og ja, selvfølgelig er det lidt trist, at vi ikke kan gøre det til hverdag, men der er jo ingen grund til at støde nogen, siger Svend.

Nye venner fra hele verden
– På sådan en tur er der fest og farver og fis og ballade, så ja, på en måde er det en stor, sejlende scorefest. Vi render rundt i badebukser det meste af tiden, og vi kan te os, lige så tosset vi vil.

– Habit er forbudt, og mange benytter lejligheden til at trække i de helt store drag-kostumer.

LÆS OGSÅ: Tv-stjerne smidt af fly for lummert lesbisk kys

– Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt – ligesom al seksuel aktivitet skal foregå i kahytterne af hensyn til personalet. Men det er også meget andet end fest og farver. Vi har f.eks. fået nye venner, som vi tager på cruise med – så mødes vi gerne et par dage før afgang og hygger os, fortæller Svend.

Alle er velkomne
– Typen af passagerer er uhyre blandet – fra starten af 20'erne og op. Som regel er der også nogle få lesbiske og nogle ældre heteroseksuelle ægtepar med, fordi de synes, det er mere festligt end et 'almindeligt' cruise. Alle er velkomne.

– Der er i det hele taget en fantastisk åbenhed, så det er nemt at skabe kontakt, og der er en dejlig stemning af, at folk gerne vil bidrage til, at alle har en god tur, fortæller Svend.

Helt billigt er det ikke – han og manden betaler til sammen op mod 75.000 kr. for en uge – til gengæld får publikum underholdning og service ud over det sædvanlige.

Og besætningen slås ifølge Atlantis Events om at komme om bord på de forskellige gay cruises. Fordi det er sjovere.

– Vi glæder os allerede vildt meget til, at vi skal af sted igen i påsken, siger Svend forventningsfuldt.

Læs mere om gay cruises på atlantisevents.com eller på rsvpvacations.com

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik