Krydstogt

Flydende familietid i Fjordnorge

Generationsrejse: Børnene vil have poolplaskeri og is, de voksne vil slappe af og nyde storslået natur – et krydstogt til Norge forener det hele

  • Geirangerfjorden i Norge er nærmest overjordisk smuk, og den er da også - som bare et af to steder i landet - optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Foto: PR
Geirangerfjorden i Norge er nærmest overjordisk smuk, og den er da også - som bare et af to steder i landet - optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Foto: PR

Wauw, det er det smukkeste landskab, jeg nogensinde har set, siger moster og nipper til morgenkaffen.

Alle de voksne i selskabet nikker. Det er svært ikke at blive overvældet, når vinduerne i restauranten på 9. dæk går fra gulv til loft:

Udenfor rejser de norske fjelde sig – med gletsjere på toppen, træer ned ad skråningerne og utallige vandfald, der fosser ned i det grønblå fjordvand; et sted ligger hele syv vandfald skulder ved skulder, deraf navnet De Syv Søstre.

Sceneriet er den UNESCO-beskyttede Geirangerfjorden.

- Ej, er der vafler med chokolade?

7-årige Alberte har fået øje på sin fars tallerken fra buffeten med sprøde, nybagte vafler og chokoladesovs.

- Det var der altså ikke, da jeg kiggede, griner hun og er væk.

Chokolade i stride strømme slår alligevel en norsk fos …

Krydstogtet er en tur for tre generationer: mormor og morfar, moster med Magnus (12 år) og Sigrid (9 år), mor og far med tre børn, Alberte (7 år), Mads (5 år) og Carl (2 år). Ferieformen er valgt for at bygge bro over generationernes ønsker – ungerne vil plaske i pool og spise is, de voksne ønsker mere end badeoplevelser.

’Prøv lige at se der,’ peger Mads for sin far. Foto: Louise Witt ’Prøv lige at se der,’ peger Mads for sin far. Foto: Louise Witt  

Med tre pools og fri softice ombord skulle det kunne lade sig gøre på turen, der i tillæg til Geiranger går til bl.a. den gamle hansestad Bergen og Oslo. Af de godt 2800 passagerer på Costa Luminosa, der er en del af det italienske rederi Costa Cruises, ses mange børnefamilier – ca. 10 pct. af gæsterne er børn, oplyser rederiet.

Evigt underholdt

Costa Luminosa byder blandt meget andet på:

  • Salsaundervisning
  • Oste-quiz
  • Pizzabagning
  • Italienskundervisning
  • Fitness
  • Gå i biografen
  • Tage i legeland
  • Shoppe
  • Tage til modeshow

Eller gå i land på et af de mange stop og udforske der norske land. F.eks. vandre langs elven i Geiranger, tage på byvandring i Bergen, shoppe i Kristiansand eller tage i operaen i Oslo.

 

Legeplads på toppen
- Se, en båd, udbryder lille Carl med stritfinger.

Han sidder med næsen fladmast mod ruden, og det er lige før, vi voksne gør det samme. Efter morgenmaden har alle rykket stolene fra bordet og sidder vendt mod panoramaudsigten – fjeldet og fjorden, hvor solen får vandet med småskibe og cruiselinere til at funkle.

- Fantastiske klippesider, konstaterer morfar.

- Man kan se de geologiske lag og fornemme, hvordan de er presset sammen. De skulle være skabt for cirka 400 mio. år siden.

Han peger lagene ud for de større børnebørn.

- Hvor er det dog smukt! Jeg vil rykke rundt og drikke min morgenkaffe forskellige steder, fastslår mormor.

Et gråhåret, amerikansk ægtepar ved nabobordet indskyder:

- I må altså også op på promenadedækket; udsigten deroppefra er spectacular!

Det behøver de ikke sige to gange. Ungerne, der nu sidder med næsen i deres iPads, hopper for at komme af sted. På 10. dæk er ikke bare promenadedækket, men også en legeplads med rutsjebaner og legehuse – indhegnet af højt glas, så forældrene kan slappe af.

Tunge damer
På krydstogtets første fulde dag er der udsyn til hav, hav og atter hav, mens Costa Luminosa skyder sig gennem Nordsøen. Det lyder måske kedeligt, men ikke når man har et helt krydstogtsskib at udforske – skibet på i alt 17 dæk føles som en by i sig selv.

Hjertet er lobbyen, hvor en buttet damefigur i sortmalet bronze med sine 910 kg er et billede på det overflødighedshorn af sager, krydstogtskibe af i dag har med.

Der er 1130 kahytter – 662 med balkon. Her nyder Carl og Sigrid udsigten ved afrejsen fra København. Foto: Louise Witt Der er 1130 kahytter – 662 med balkon. Her nyder Carl og Sigrid udsigten ved afrejsen fra København. Foto: Louise Witt  

Skibet, der er dekoreret med marmorgulve og glitrende lysekroner og f.eks. har et teater i tre dæk i stævnen, vejer 92.600 tons. Og så er det langt fra et af de største, faktisk bare i medium-klassen.

- Hun gør det, som det handler om, når man er på cruise, funderer Alberte stående i en glaselevator med udsyn til damen, der ligger på maven og nærmest vipper med tæerne.

- Hun slapper af, og hun har vist fået rigtig meget i buffeten.

En dag inde i rejsen står det da også klart, at buffeten er en attraktion i sig selv. Allerede ved indtjekning er den åben – og det er den hver dag fra kl. 7 til midnat med alt fra klassisk morgenmad, over grill- og pastaretter, et stort udvalg af frugt, eftermiddagste med kager til pizza- og burgerbar. Nemt med børn, men også garant for ekstra feriekilo. Ikke mindst med seks retters a la carte-menu hver aften.

Flydende forlystelser
Derudover er der shopping-arkaden med alt fra dyre ure, lædervarer, smykker og flakoner med de nyeste dufte til vikingehjelme i plastik med påsyede, blonde fletninger. Ungerne prøver løs.

Vi finder også kasinoet, hvor børnene bliver bedt om at gå og i stedet hygge sig i den tilstødende, men lige så neonblinkende ’virtual world’ med f.eks. racerspil – mod betaling. Det kan hurtigt blive dyrt.

Der er mulighed for at tage en løbetur på skibets løbebane, hvis formen skal vedligeholdes på ferien. Foto: Louise Witt Der er mulighed for at tage en løbetur på skibets løbebane, hvis formen skal vedligeholdes på ferien. Foto: Louise Witt  

På øverste dæk tager Magnus et par runder på løbebanen. Vi finder en putting green til golfere, fitnesscenteret med kondicykler med havudsigt og spaen, hvor en kvinde i vinrød kittel inviterer på rundtur i en verden af afslapningsbrikse i træ og vægge beklædt med perlemorsmosaikker.

Vi slutter ved den overdækkede pool. Nogle hopper i, andre sidder i cafe- eller liggestolene med bøger og kaffe. Ungerne plasker rundt i det opvarmede vand, og ingen har travlt med at komme op.

Om rejsen
  • Turen er et ugelangt cruise med afrejse og hjemkomst i København.
  • Der er anløb i Hellesylt (2 timer), Geiranger (7 timer), Flåm (10 timer), Bergen (9 timer), Kristiansand (6 timer) og Oslo (5 timer).
  • Pris: Ca. 8000 kr. pr. voksen og 1400 kr. pr. barn ifølge med fuldt betalende voksen.
  • Det inkluderer fuld forplejning – dvs. buffet hele dagen og seks retters a la carte-menu i restauranten hver aften. Drikkevarer – ud over vand, mælk, juice og kaffe i buffeten – er oveni.
  • Sodavand, øl, vin og drinks er ikke inkluderet, men skal tilkøbes – evt. som all inclusive. Det er en god idé at vente til rejsen og se, om det kan betale sig med all inclusive.

Afrejse fra Københavns nye krydstogtkaj, Oceankaj.

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Emil Ingvorsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen