Sejlferie i sydfransk tempo

Sejl ned af Canal du Midi, en af historiens mest imponerende ingeniørmæssige bedrifter, og nyd samtidig Sydfrankrig flyde forbi i et behageligt tempo

  • Smalle akvædukter kan give udfordringer, men andre sejlende er heldigvis gode til at hjælpe, hvis behovet opstår. Foto: Louise Berg Petersen
Smalle akvædukter kan give udfordringer, men andre sejlende er heldigvis gode til at hjælpe, hvis behovet opstår. Foto: Louise Berg Petersen

Båden glider let og brummende ud af den lille sydfranske havn i Homps. Stille lægges der afstand til havnens øvrige både, der ligger tæt, side om side med solbrændte feriegæster på dækkene.

Vi er på sejlferie i Sydfrankrig. På den historiske Canal du Midi, der med sine 240 kilometer forbinder Atlanterhavet med Middelhavet. Den blev bygget i 1600-tallet af Pierre-Paul Riquet, en skatteindsamler der interesserede sig gevaldigt for ingeniørarbejde, og som brugte hele sin formue på at bygge den kendte kanal, der åbnede i 1681.

Kanalen er kendt for at udfordre og fascinere dens besøgende med gamle akvædukter, sluser og broer fra Riquets tid, og dens banebrydende ingeniørarbejde er blandt andet grunden til, at kanalen rangerer på Unescos verdensarvsliste.

- Det kan ikke gå galt, fortæller rejselederen Michael Christiansen fra Seatravel beroligende.

- Det kræver ingen beviser, sejlcertifikater eller særlige talenter, at få lov til at leje en båd og sejle ned af Canal du Midi. Båden kommer med en manual og en prøvetur med en instruktør, hvis man ønsker.

Alle kan få lov til at være kaptajn, hvilket da også er en af feriens forcer. Den noget klodsede firkantede båd virker da heller ikke skræmmende med dens stille tøffen og en makshastighed på en 8-10 kilometer i timen, hvilket sætter feriens tempo helt ned i gear.

Platantræerne langs bredden giver herlig skygge på dækket. Foto: Louise Berg Petersen Platantræerne langs bredden giver herlig skygge på dækket. Foto: Louise Berg Petersen  

Dens bastante former giver plads til kahytter, toilet og bad, køkken, opholdsrum og – det vel nok vigtigste – et stort solrigt dæk, der skriger på lange dage og aftener under åben himmel. Båden er feriens base, og fra den kan man hoppe af ved forbipasserende byer og vende tilbage til det flydende hotel, når søvnen kalder, eller nye områder skal udforskes.

Smukke klichéer
Omringet af vinmarker og med Pyrenæerne i baggrunden ligger den som en lang, bred allé. Omkring 42.000 platantræer er plantet langs kanten, oprindeligt for at reducere kollaps og skader på kanalens konstruktion, men på solrige dage spiller de med lyset og giver tilfældige og hensigtsmæssige skygger til det til tider varme dæk.

Kanalen byder på efterspurgte ferieingredienser, hvilket dog også betyder mange turister.

Man skal derfor forberede sig på, at man ikke har kanalen for sig selv. Den deles med mange andre, som man passende kan skåle med og hilse på, når man passerer hinanden, ligesom de fleste er søde til at hjælpe hinanden med tøjringer, når de gamle akvædukter skal passeres.

Heldigvis er der trods trafik, masser af plads til afslapning – og tid til at stoppe ved et marked eller ved den lokale købmand og købe franske specialiteter. Hvad man vil se, og hvornår man gør det, bestemmer man selv. Travlheden er smidt over bord og som en kærkommen sygdom rammes man af Sydeuropas og bådens stille tempo.

* * *

Et stykke med fransk

Stå af båden, og gå på marked - så bliver det hurtigt tapas-tid på dækket. Foto: Louise Berg Petersen Stå af båden, og gå på marked - så bliver det hurtigt tapas-tid på dækket. Foto: Louise Berg Petersen  

Langs Canal du Midi er der rig mulighed for at mæske sig i billig, klassisk fransk mad. Og det er ikke svært at finde noget, man kan skylle den lækre mad ned med.

Her er dømt klassisk fransk køkken med oste, rillette – helt mørt kød rørt cremet med fedt – confit du carnard – en form for konservering, hvor hele stykker and koges i eget fedt – patéer, croissanter, sprødskorpet baguettes, skinke, oliven og den noget udskældte foie grais.

Her er intet indisk, asiatisk eller nyt nordisk. Og slet ingen billig fastfood-take away. Til gengæld er der masser af spisesteder at vælge i mellem.

Det traditionelle køkken trives her, og egnen er bl.a. kendt for den rustikke og fede cassoulet, der består af bønner, and og pølser i en tyk, robust sovs. Jo længere man sejler mod Middelhavet, jo mere fisk og skaldyr finder man på menukortet.

Til trods for de til tider turistpakkede spisesteder, syder maden alligevel af lokalitet og ægthed. Franskmændene går ikke ned på kvalitet – heller ikke når maden er til solbrændte, vesteuropæiske gæster.

Vil man væk fra turistklumpen, kan man dog altid tage nogle ture længere ind i landet.

Og bliver det for meget at fylde maverne med 3-retters menuer hver dag, så tag en tur på markedet, og fyld båden med lækkerier til en billig luksuspicnic.

Skyl med vin
Canal du Midi ligger i Languedoc-Rousssilonregionen, som er kendt for sine hverdagsvine. Området har altid haft en stor produktion og var tidligere førende leverandør af billig vin i ringe kvalitet.

I dag er der tænkt mere kvalitet end kvantitet, med gode vine til rimelige priser. Priserne ligger mellem 4-12 euro (30-90 kroner) pr. flaske – også på restauranterne. Så – måske oftere end hvad godt er – er der lagt op til at skylle måltider ned med flydende druer.

 

Ekstra Bladet var inviteret af Seatravel, Ryan Air, Aude Pays Cathare, Le Sud og Frankrigs turistråd (rendezvousenfrance.com)

Rejseråd

Canal Du Midi er åben fra midt marts til slutningen af oktober. Der er ingen bådudlejning uden for denne sæson.

Besøg L’Oulibo olivenplantage i Bize-Minervois og tag en guidet tur, hvor man får et indblik i produktionen af olivenolie, ser plantagen og smager på olien samt plantagens oliven.

En guidet tur koster 6 euro (45 kroner) for voksne og 3 euro (20 kroner) for børn (6-15 år).

Læs mere på loulibo.com

Ønsker man at komme lidt længere ind i landet, end hvad fødderne orker, så lej cykler, og tag dem med på båden.

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen