Piloter og SAS taler ikke sammen - strejke truer allerede torsdag

Overenskomstforhandlinger mellem SAS og norske piloter er brudt sammen, og parterne taler ikke sammen

- Der vil ikke være nogen norske SAS-piloter, der møder på arbejde, hvis strejken bryder ud, siger de norske piloters fagforening. Arkivfoto: /ritzau/Peter Hove Olesen
- Der vil ikke være nogen norske SAS-piloter, der møder på arbejde, hvis strejken bryder ud, siger de norske piloters fagforening. Arkivfoto: /ritzau/Peter Hove Olesen

Der er kold luft imellem luftfartsselskabet SAS og selskabets piloter i Norge. Parterne kan ikke blive enige om en ny overenskomst for de norske piloter, og forhandlingerne er gået helt i stå.

SAS og piloterne taler tirsdag eftermiddag ikke sammen. Det oplyser Trygve Bergsland, kommunikationschef i Parat, de norske piloters fagforening.

Omfattende strejker fra torsdag
Piloterne varsler omfattende strejke fra torsdag, hvis der ikke er en aftale på bordet inden da. Ifølge SAS vil strejken i givet fald primært få konsekvenser i Norge.

- Der vil ikke være nogen norske SAS-piloter, der møder på arbejde, hvis strejken bryder ud, siger Trygve Bergsland.

Ifølge piloternes anden fagforening, Norsk Flygerforbund, har SAS ikke villet komme piloterne i møde ved forhandlingsbordet. De norske piloter mener, at de bliver tilbudt ringere vilkår end deres danske og svenske pilotkolleger.

– SAS kunne undgå strejke, hvis de havde givet os samme betingelser som vores kolleger i Danmark og Sverige med nationale tilpasninger. Det er meget provokerende, siger Jens Lippestad, forhandlingsleder for Norsk Flygerforbund, i en pressemeddelelse.

De danske piloter indgik torsdag en ny treårig aftale om løn- og arbejdsvilkår med SAS. Det skete efter trusler om strejke og en tur i forligsinstitutionen. Også de svenske piloter har landet en aftale.

SAS afviser, at de norske piloter stilles ringere end deres kolleger i Danmark og Sverige.

- Vi vil rigtig gerne tale med pilotforeningerne og tilbage til forhandlingsbordet og finde en løsning så hurtigt som muligt, siger Mariam Skovfoged, pressechef i SAS.

- Vi har tilbudt dem samme pakke som i Danmark og Sverige. Det har de sagt nej til og valgt at strejke, tilføjer hun.

SAS skriver på sin hjemmeside, at der arbejdes på at forhindre konflikten. Den trådte formelt allerede i kraft mandag 11. september.

- De norske pilotforeninger har dog valgt at optrappe omfanget af strejken fra torsdag den 14. september, hvor trafikken kan blive påvirket. SAS arbejder for en løsning og har ambitioner om at nå en overenskomst inden da, lyder det.

Hvis det kommer til en strejke, vil den bryde ud fra midnat natten til torsdag, oplyser Parat.

- Vi ved, at den kan blive omfattende i Norge, men ikke præcist hvilke linjer der vil blive ramt, siger Mariam Skovfoged om det mulige omfang.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen