Priskrig på flybilletter til USA - en tur til en tusse

Men du skal helst rejse let - for bagagen koster ekstra

USA's 50 stater byder på lidt af hvert. Foto: Colorado_Chris/Flickr
USA's 50 stater byder på lidt af hvert. Foto: Colorado_Chris/Flickr

Der er rift om at få sæderne fyldt op på flyene til USA i resten af 2017.

Og den øgede konkurrence kommer passagererne til gode. Således har flere flyselskaber lige nu billetter til salg til billige penge til turen over dammen.

Islandske Wow Air, der tidligere har haft markedets billigste pris til USA nogensinde, lokker med billetter til under en tusse.

Se også: Fra sightseeing til safari i charmerende Boston

Selskabet tilbyder enkelt-billetter fra 799 kroner til New York og seks andre destinationer, hvis du kan rejse i perioden fra 1. november til 10. december.

De syv destinationer, du kan komme til for den lave pris, er Pittsburgh, Boston, Washington DC, Chicago, New York, San Francisco og Los Angeles.

Alt koster penge udover flybilletten
Men hvis du gerne vil have lidt bagage med, så får du ikke noget foræret hos Wow Air. Eksemplevis tillader flyselskabet kun en lille personlig pung eller taske gratis i kabinen. Skal du have en kabinekuffert med, er prisen fra cirka 270 kroner og op, mens 20 kilo bagage i flyets bug koster cirka 400 kroner for en tur/retur til USA. Sædereservation og mad koster også penge med Wow Air.

Lufthansa er billig - hvis du kan undvære din kuffert
Det gamle selskab Lufthansa er også med på billig-bølgen. Tyskerne tilbyder også billetter til USA for kun 1.000 kroner. Men det er uden kuffert. Vil du have lidt mere end tandbørste og en pyjamas med, så koster en kuffert yderligere 60 dollars per vej, svarende til 760 kroner samlet for bagage. Du kan dog vælge en af Lufthansas 'varme' destinationer og pakke let i din håndbagage og dermed slippe for bagagegebyret. Holder du dig til en kabinekuffert, kan du komme afsted for den billige pris.

Lufthansas 'light'-billetter gælder fra Danmark til New York, San Francisco, Orlando, Tampa, Los Angeles eller Miami, og du kan rejse fra den 16. oktober. Modsat Wow Airs billige tilbud, så gælder Lufthansas tilbud kun som returbilletter. Du skal altså flyve både ud og hjem med tyskerne for at få den billige pris.

Men selv om kampagnerne kun løber et vist tidsrum, og de billigste billetter hurtigt bliver solgt, så er der håb for passagerer, der gerne vil 'over there'. Et tjek fra prissammenligningssiden Travelmarket.dk viser, at gennemsnitspriserne på interkontinentale flybilletter er de laveste nogensinde.

Billigste rejseuge nogensinde
Uge 44 i 2017 er den billigste rejseuge nogensinde, og priserne er faldet med næsten 20 procent  i forhold til den billigste rejseuge i 2010. Pristjekket inkluderer også populære destinationer i Asien, Mellemøsten, Sydafrika og Afrika, men både Los Angeles og New York er på listen over rejsemål, der er blevet væsentligt billigere de seneste år.

Rekordbillige flypriser fra både Billund og København
De lave interkontinentale flypriser kommer alle danskere til gode, skriver Travelmarket.dk. Gennemsnitspriserne er rekordlave fra både København Lufthavn og Billund Lufthavn.

- Vi har gennem det seneste halve år set en stabilisering af flypriserne i vores pristjek. Nu ser vi så en udvikling, hvor priserne igen falder, og denne gang til et rekordlavt niveau. Men det bliver endnu billigere, for senest har Lufthansa introduceret flybilletter til USA til 1.000 kr. per vej uden bagage. Det indikerer, at flere af de traditionelle flyselskaber nu også følger lavprisselskabernes koncept på de interkontinentale destinationer på samme måde, som de gennem de seneste år har gjort på de europæiske flyvninger. Det vil alt andet lige betyde, at flybilletterne bliver endnu billigere," - vurderer direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.

1 af 2 Både Lufthansa og Wow Air har billetter til altid populære New York. Foto: EB_Rejser
2 af 2 USA's 50 stater byder på lidt af hvert. Foto: Colorado_Chris/Flickr
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen