Den brutale bagside af Rio

7

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Fra hotellet i Rio de Janeiros fashionable Ipanema-bydel med lækre restauranter og velhavende turister, der slænger sig i liggestole på stranden, er der kun tyve minutters kørsel i bil til en helt anden verden. En verden, der oser af fattigdom, slum og vold. En verden, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. En verden, hvor de stærkeste narkobaroner og banderne med de største og fleste våben sætter dagsordenen. En verden med sine helt egne uskrevne regler. Og hvis disse regler brydes er der afregning ved kasse 1, i værste tilfælde den sikre død. Vi er på vej til Rios største slumby, favelaen Rocinha.

Vi er kun fire unge mænd plus Ekstra Bladets udsendte, der vover pelsen med et besøg i dette fascinerende univers, der blev verdenskendt via filmen 'The City of God'. En ekstrem voldelig film, der med nærmest dokumentarisk præcision skildrer de voldsomme indbyrdes bandekrige i favelaen Cidade de Deus og de lige så voldsomme kampe med Rios kampklædte polititropper.

Vi har booket turen gennem en lokal guide, der har allieret sig med en favela-guide, der selvfølgelig har betalt den regerende bande et vist pengebeløb for at få tilladelse til at gennemføre rundvisningen i favelaen.

Skyderi mellem bander og politi
Vi går i starten lidt forsigtigt ind i favelaen med nerverne uden på tøjet. Overalt i favelaen er stemningen lidt anspændt, fordi der samme morgen havde været en razzia med skududvekslinger mellem politiet og den ledende kriminelle bande.

Og allerede efter fem minutters gang råber guiden Eduardo: Her må i ikke fotografere. I må fotografere igen, når vi kommer rundt om hjørnet 100 meter længere op af vejen.

50 meter efter hjørnet er det så igen forbudt at fotografere. Og sådan bliver det bare ved. Vi får ingen sammenhængende forklaring. Men Eduardo har tilsyneladende kun tilladelse til rundvisning med fotografering i visse dele af favelaen. Og vi accepterer selvfølgelig hans ordrer uden modsigelser.

Intens stank af lort
Efter en halv times vandring i favelaen begynder pulsen at falde og indtrykkene printer sig ind i bevidstheden. Stanken af lort og blandet affald er intens. Her er der nemlig ingen kloakering. Og skraldemænd, der tidligt om morgenen henter affald, er en by i Rusland. Her betaler folk nemlig ikke skat. Det er en by i byen, der lever sit helt eget liv. Der er ikke nogen offentlig vandforsyning, og der er heller ikke noget elektricitet. Men alligevel er der på mystisk vis både vand og lys i el-pærerne i flere af de små sammenflikkede skure og huse.

Det er kun ca. halvdelen af børnene, der går i skole. Resten arbejder eller tigger på gaderne i Rio. Og der er kun to små hospitaler til at betjene Rocinhas ca. 200.000 indbyggere.

Rocinha ligger ligesom de fleste andre favelaer på de stejle bjergsider rundt omkring Rio. Og jo længere vi trænger ind i favelaen jo stejlere og mere smalle bliver de små stræder, der kan være 1,5 meter brede. Men her ligger altså både små værtshuse, slagtere, grønthandlere, kiosker, skomagere og alverdens andre små butikker, der får hele det lille miniunivers til at hænge sammen.

En stor tyk grønthandlerkone begynder at forklare os om Brasiliens eksotiske frugter og slynger om sig med navne som Goiaba, Caju, Pitanga, Graviola og Umbu. Hun er venlig og smilende og bryder hele tiden ud i latter. Vi bestiller en 'Suco de Fruta', en frugtjuice blandet af de mange frugter, før vi går op af endnu en stejl trappe. På en lille bitte plads spiller nogle unge knægte fodbold, og de spiller bolden over mod os. Jeg skyder et par gange til bolden og prøver at forklare dem om danske fodboldlegender som Michael Laudrup og Allan Simonsen, men de smiler bare og spiller videre.

Livsglæden sejrer
Den blanding af frygt og paranoia, som vi gik ind i favelaen med er pist forsvundet og erstattet af en stille beundring for disse mennesker, der lever under så kummerlige forhold. Og alligevel er de i stand til at bevare livsglæden. Vi tror nu på de ord, som guiden for ca. to timer siden fortalte os.

– I er mere sikre her i favelaen end udenfor. Den samme fyr, som måske vil stjæle jeres pung nede på Ipanema- stranden, kunne ikke drømme om at genere jer her. Det her sted bliver drevet med jernhånd af banderne. Og de har sagt god for rundvisningerne. Så netop nu er I altså fredede.

Endestationen for vores ekspedition dybt ind i Rocinha-favelaen er en højtbeliggende bygning, hvor vi får lov til at gå op på taget. Herfra er der den mest fantastiske udsigt over store dele af favelaen, og i det fjerne kan man skimte Rios skyskrabere og de riges paradis ved Ipanema-stranden.

Den gigantiske forskel mellem rig og fattig i Brasilien er nærmest mejslet ind i dette syn. Smukt og brutalt.