Sådan dufter afslapning

1

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Vi aner knap nok, hvor vi er henne. Da vi ankom aftenen forinden, var himlen sort og gennemboret af tusindvis af stjerner - vi nåede kun at se, at den nærmeste by var lille og lå tilpas langt væk til, at den ikke vil forstyrre os i at nå vores mål: at koble af.

Det begynder godt: Juan Vicens, vores vært på hotellet lidt uden for landsbyen Binibona på Mallorca, var blevet oppe for at vise os til rette på værelset og byde på ost og skinke, brød og en flaske vin, inden han trak sig tilbage.

Den ene fod foran den anden
Her til morgen har Juan allerede været i gang længe. Francisca, hans kone, tjekker buffetens udvalg af marinerede figner og soltørrede abrikoser, yoghurt med hjemmeslynget honning, pølser, oste, skinke, æg, friskbagt brød og små rosinsnegle. Det er vist godt, vi skal ud at gå bagefter.

Hyrdehunden tripper, mens vi prøver at finde en vandrestav, der passer i hånden. Juan fører an. 38 år, stor og tung, men alligevel springer han af sted som en bjergged mellem rullesten og klipper, hjemmevant i de bjerge, hans gård ligger ved foden af. Han viser os sine får, geder og de mørke skovgrise, de eneste husdyr der er tilbage af landbruget. Nu er den store, gamle gård i støvede sandsten lavet om til hotel og urtehaven til en blånende swimmingpool.

Undervejs peger Juan på små stabler af sten på fremtrædende steder. De er signaler om, at vi er på rette vej – her kommer ikke så mange, så gult eller rødt markerede vandreruter er der ikke nogen af.

Vandrestaven styrker balancen, men de fleste steder klarer man sig let uden. Stigningerne er ikke voldsomme, og ruten skifter mellem snoede bjergstier og bredere passager i skoven. Vores mål er eftermiddagskaffe ved klostret i Lluc, så vi har hele dagen for os. Det eneste, vi skal, er at sætte det ene ben foran det andet.

Frokost i det olivengrønne
Værterne pjanker af sted ved udsigten til en dag i det fri. Proppen af en vinflaske stikker op af deres rygsække og sladrer om den forestående picnic. Men først vandrer vi bare. Nyder den milde forårsluft. Lytter til Juans beretninger om forladte kulsvierhytter og sammenstyrtede kalkbrændeovne i skoven, fortalt på en blanding af engelsk og tysk.

Halvvejs oppe gør vi holdt. Vi samler småkviste og stumper af træ. Juan og de andre værter bygger et bål op på gårdspladsen uden for en forladt hytte og smider en gammel sengerist hen over et stillads af sten. Vi drikker vin og vand og spiser bitre oliven, mens vi venter på, at træet bliver til gløder.

Tynde koteletter ryger på grillen, garanteret skåret ud af en søster til de små sorte svin, vi hilste på tidligere.

En herlig duft breder sig, mens en tynd røgsøjle stiger op fra kødets spruttende fedtkant. Der er også plads til et par håndfulde sorte blodpølser og orangerøde paprikapølser, der lokalt hedder sobrasada. Op af rygsækkerne kommer paptallerkner og engangsbestik, servietter, brød, store bøftomater og mere vin.

Et par oste, skåret ud i grove humpler, afslutter det herlige måltid. Bagefter, mens vi er blevet stille og eftertænksomme af livets gaver, slukker vi de sidste gløder og rydder op efter os.

Kloster og kage
Den værste middagshede er på retur, men alligevel sætter vi tempoet ned for bedre at koncentrere os og nyde den gode fornemmelse af mad og vin i maven.

Efter et par timers vandring jævner stien sig ud og bliver bredere for til sidst at ende i en grusvej, der fører op til Lluc-klostret. På cafeen fejrer vi os selv med fed chokolade og flødeskum. Det føles helt fortjent, endda sammen med den hjemmebagte kage, der står og frister i montren.

Udenfor er det ved at blive dunkelt og køligt, nu da solen har gemt sig bag bjergene, og vi er vældig tilfredse med, at vi skal køres hjem i bil. Vi har godt nok kun tilbagelagt højst ti kilometer i fugleflugtslinje, men med stigninger og fald, omveje og genveje virker tanken om et varmt bad og en drink på tagterrassen meget mere tillokkende end mere vandring.