Drop nu den gps

Når man kører bil, bruger man landkort. Gode, gamle uhåndterlige kort, der i grunden slet ikke egner sig til bilkørsel. De er alt for store og bøvlede, men de er en gave for enhver kør selv-turist. Jeg kunne aldrig drømme om at kaste mine rejseoplevelser i skødet på en dame i en maskine, der fortæller, at jeg skal dreje til højre om 100 meter. gps er nedbrydende for glæden ved at køre i ukendt område.

Jeg foretrækker at tegne min rute ind med rød tusch på et snusket motel om aftenen efter endt dagsmarch. Jeg nyder glæden ved at have overblikket og forberede næste dags rute, som alligevel bliver justeret og lavet om syv-otte gange undervejs.

Jeg nyder kortets grafiske æstetik og bruger lange øjeblikke på at finde de små ikoner, der viser, at der her er en gammel ruin, her en strand og her endnu et slot med et stykke europæisk historie, jeg kan tjekke ud, hvis jeg gider.

Fede fejltagelser
Alt det snyder en gps mig for. Den gør mig dum, hurtig og målrettet. Et godt, gammelt kort gør mig klog, langsom og zigzaggende.

Med en gps kan enhver jo finde rundt i verden, men lidt af magien og spændingen ligger jo netop i, at det gerne må være lidt svært, lidt vanskeligt, lidt farligt. Fuld af overraskelser. Jeg kører gerne forkert tre-fire gange, jeg skælder hellere min chauffør-kone ud én gang for meget, end én gang for lidt. Jeg elsker at have svært ved at spørge om vej. Det er så ydmygende. Men jeg elsker også, når jeg finder et godt sted, jeg ikke vidste fandtes.

Alt det ville gps-damen have ødelagt. Til gengæld ville vi have været hurtigt fremme det helt forkerte sted. Og det er jo slet ikke det, der er meningen.