Der er ikke mange gratis glæder ud over maden, underholdning og aktiviteter,
når du først er blevet lokket med på et krydstogt. Drinks og vine til maden
inklusive 15 procent med mere i drikkepenge er en fed indtægtskilde for
rederierne.
Mere vil have mere, så for at score yderligere gevinst fra passagererne har flere rederier været i tænkeboks, blandt andre Cunard Line og Celebrity Cruises.
Det har udmøntet sig i, at områder, hvor der tidligere har været 'adgang forbudt' for skibenes gæster, nu bliver åbnet for rundvisning – naturligvis mod ekstra betaling. Det drejer sig om maskinrum, lagerrum, køkkener, back stage på teateret, besætningens messe samt på broen, hvor kaptajnen endog stiller sig til rådighed for gruppebillede.
LÆS OGSÅ: Lækker dame med fine fornemmelser
Fotos med kaptajnen tages normalt kun på såkaldte dage med 'kaptajnens middag', hvor gæsterne i galla står i lange køer for at få et håndtryk samt foto med kaptajnen inden middagen. Denne seance foregår på alle krydstogtskibe.
Se Venedig fra broen
– Med det nye tiltag åbner vi mulighed for at gæsterne for eksempel kan følge
udsejlingen fra broen gennem Grande Canale i Venedig. Vise dem, hvad der
foregår bag facaden på et skib, som jo er et helt lille samfund. Nu kan de
få et indblik i, hvordan mandskabet arbejder og lever, når vi er til søs,
fastslår Ellen Stebekk.
Pakken til rundvisning kaldes 'Celebrity's inside Access', der igen er delt op i 'See How it's Done Tour' og 'The Bridge Sail Away Experience', kan købes som bord på krydstogter med rederiernes skibe. Prisen kendes endnu ikke.
Efter hvad Ekstra Bladet Ferie erfarer, er der ikke den store begejstring blandt officerer og øvrige besætningsmedlemmer over det nye tiltag.
Det er muligvis også et spørgsmål om forsikring, hvis gæster kommer til skade på områder, der ikke normalt er omfattet forsikringsbestemmelserne.
