– Jeg bliver så irriteret, når folk tager deres hunde med ind i kirken. Mange af dem begynder at diskutere med mig og sige, at Frans af Assisi jo elskede dyrene og talte med dem. Og det er da rigtigt nok. Men Frans elskede altså ikke dyr mere end mennesker, og han tog i hvert fald ikke hunde med ind i kirken.

Broder Theodor smiler sit særlige smil, der får ham til at se mild og bestemt ud på samme tid. Den danskfødte franciskanermunk har boet i Assisi i snart otte år, og han arbejder blandt andet med at vise turister rundt i byens store basilika, San Francesco-basilikaen.

Undervejs fortæller han om kirkens udsmykning, især de kalkmalerier, som fortæller tegneserieagtigt om helgenen Frans af Assisis liv og spejler det i Jesu liv.

Tiggede for at overleve
Som franciskanermunk lever broder Theodor efter de regler, som Frans af Assisi opstillede for sig selv, efter at han i begyndelsen af 1200-tallet besluttede at lægge sin tilværelse som rig købmandssøn bag sig. Han solgte alle sine ejendele, og i protest mod sin rige far klædte han sig af foran hele byen og gav også sit tøj væk.

I stedet klædte han sig i en slidt kappe, bandt et reb om livet og begav sig på bare tæer ud for at forkynde Guds ord. Han ville intet eje, så han arbejdede som daglejer eller tiggede for at få mad nok til at overleve.

LÆS OGSÅ: Tag i kloster i Thailand

For ham var fattigdommen et ideal, som han læste lige ud af Bibelen, og gevinsten ved at give alle sine ejendele bort var ifølge Frans en stor frihed til at leve efter Guds ord – og til at nyde hans skaberværk.

Roen giver livsglæde
Og ja, Frans talte med dyrene og prædikede for fuglene for at minde dem om, at de skulle takke Gud med deres sang, for det var jo ham, der havde givet dem vinger og luft at flyve i og korn og insekter at leve af.

Han overtalte angiveligt også en bidsk ulv til ikke længere at angribe dyr og mennesker. Men han var altså ikke talsmand for hunde i kirken. Det understreger broder Theodor. Så hundene må blive udenfor, når Theodor viser rundt i Assisis vigtigste kirke, hvor Frans og flere af de mænd, der fulgte ham, ligger begravet.

Theodor giver også gerne gode råd om, hvad der ellers er værd at se i den lille by, som hvert år besøges af seks millioner mennesker. Turister eller pilgrimme – det kan være svært at skelne, og det skal man heller ikke, mener broder Theodor.

– De fleste oplever, at stemningen i Assisi gør dem rolige og giver dem større livsglæde, siger han. Det kan ske, mens de beder ved Frans' grav eller besøger San Damiano-kirken, hvor han oplevede, at et stort krucifiks talte til ham (og hvor der i dag ligger et nonnekloster).

Men lige så ofte sker det, når de vandrer på de afmærkede stier i det bakkede, grønne landskab omkring byen og hører fuglene synge. Eller når de sætter tænderne i en saftig pizza og skyller efter med en øl eller rødvin.

Man behøver nemlig hverken være hellig eller gå på bare tæer for at nyde at gå i Frans' fodspor. Til gengæld kan man regne med at møde barfodede dommedagsprædikanter i de smalle gader og høre nonnerne (og måske englene) synge nærmest døgnet rundt.