Som en sidegade til Reeperbahn ligger Grosse Freiheit. Et gadenavn, der nok
kan få julelysene frem i enhver inkarneret Beatles-fan – det var nemlig
bl.a. her i nr. 39, at Liverpooldrengene trådte deres musikalske barnesko.
Det vender vi tilbage til ...
I dag ligger her et etablissement med røde lamper ved navn Thai Paradies, der tilsyneladende tager det med 'Twist and shout' og 'shake it up, baby' meget mere bogstaveligt, end The Beatles gjorde. Og netop den detalje er på mange måder kendetegnende for området omkring Reeperbahn i Hamborg, som i årtier har været lige så berømt for sine spillesteder, som det har været berygtet for sine sexshows og prostituerede.
Helt så meget sex og rock'n'roll, som der var tilbage i begyndelsen af 1960'erne, er her ikke i dag, hvor sexshopper ligger side om side med döner-bikse, og peepshows er skiftet ud med Pizza Hut og pæne butikker.
Adgang forbudt for kvinder
En enkelt gade i kvarteret har dog ikke forandret sig meget, siden den blev
etableret i 1778, nemlig Herbertstrasse, en sidegade til Davidstrasse bag
ved politistationen Davidswache på Reeperbahn.
LÆS OGSÅ: Musikalsk storbyferie
– Forsvind, råber de to prostituerede piger i dynejakker, som holder vagt, da Ekstra Bladet Feries udsendte, kvindelige medarbejder står stille og åbenbart kigger lidt for længe.
I Herbertstrasse er der nemlig adgang forbudt for kvinder, som ikke arbejder der, og gaden er behændigt spærret af for nysgerrige blikke med et stort plankeværk, der har en lille dør.
– Du risikerer simpelthen, at de smider rådne grøntsager og brugte kondomer efter dig, hvis du vover dig derind som kvinde, advarer Stefanie Hempel, som er guide i Reeperbahn.
Guidet hore-tur
Da vi tilfældigvis kører forbi Herbertstrasse næste morgen, står porten til
det forbudte paradis åben og afslører en øde, regnvåd gade med små,
faldefærdige huse. Pigerne er gået hjem, og skraldemændene er rykket ind for
at rydde op.
Vil man ikke vove sig rundt i St. Pauli-kvarteret på egen hånd, kan man vælge at tage en guidet rundtur.
LÆS OGSÅ: Hamburg er en overset metropol
Har du f.eks. lyst til at få kastet en anden slags lys end kun det røde over prostitutionen på Reeperbahn, så tag med på 'hurentour' –en guidet vandring rundt i kvarteret, som giver dig et historisk indblik i 'verdens ældste fag'.
De kvindelige guider er klædt i de opsigtsvækkende røde og gule dragter, som var obligatoriske for de prostituerede i 1500-tallets Hamborg, og de fortæller med tilpas blanding af seriøsitet og humor om de prostitueredes forhold både dengang og nu – og du får alt fra kirkens syn på de letlevende damer i gamle dage til en fremvisning af et par værelser på et moderne, lokalt bordel.
Turen er – selvsagt? – kun for folk over 18 og skylles ned med et shot 'huren-schnaps' til sidst.
Og nej, vejen går ikke ned ad den berygtede Herbertstrasse … Der er og bliver adgang forbudt for kvinder (og mindreårige, i øvrigt).
I Beatles' fodspor
Beatles-fans, som hellere vil have kastet lys over idolernes første
musikalske fodspor, skal naturligvis heller ikke snydes.
'Jeg voksede op i Hamborg, ikke Liverpool', sagde John Lennon. Og Hamborg er da også det sted, hvor Beatles spillede allerflest koncerter – over 300 mellem 1960 og 1962, fortæller singer-song-writer og guide Stefanie Hempel, der gennem syv år har guidet turister rundt på en Beatles-tur.
Tørstige 'biller'
Stefanie fortæller levende og detaljeret (på engelsk) om The Beatles' spæde
start i byen på spillestederne omkring Reeperbahn – fra før Ringo Starr kom
til, og de unge 'biller' spillede deres første koncerter på spillestederne
Indra og Kaiserkeller i 1960, til de rykkede videre til Jägerpassage, Top
Top Ten og Star Club.
Man går fra sted til sted, og undervejs viser Stefanie Hempel billeder af de purunge musikere, udpeger, hvor de unge Beatler boede, og giver et par numre på sin medbragte ukulele. Og ja, det er også underholdende og interessant, selv om man ikke er inkarneret Beatles-fan – og så kan man jo passende slutte turen af på et af de mange hyggelige værtshuse i området, f.eks. Gretel & Alfons, der – som en lang række andre værtshuse i området – hævder at have været 'die Stahm-kneipe der Beatles'.
– Skal man tro dem alle sammen, så må The Beatles dels have været meget tørstige, og dels ikke have haft særlig meget tid til at spille deres mange koncerter. Men om ikke andet, så er mange af stederne meget hyggelige, konstaterer Stefanie Hempel tørt.
