Persondata politik

Verdens vildeste løbeture

Den danske ekstremløber Jacob Juul Hastrup løber på alle underlag overalt på kloden

Seneste i Ferie

Mest læste i Ferie

Seneste i EKSTRA

 

Imens vi andre tager til udlandet for at slappe af, opleve og spise lækker mad, vælger løberen Jacob Juul Hastrup en anden ferieform. Han er nemlig løbeglad ud over det sædvanlige. I løbet af de seneste otte år har han deltaget i det ene ekstremløb efter det andet, hvor han løber flere hundrede kilometer på få dage med fuld oppakning på ryggen.

Senest har han gennemført løbet The Track i Australien, som strækker sig over 560 km.

Hans evige jagt på udfordringer har sendt ham igennem kogende ørkenområder, kilometerhøje bjerge, utæmmet jungleliv og dyb sne i isnende kulde.

Med andre ord har Jacob Juul Halstrup løbet i alle tænkelige terræner og klimaer.

Her deler han ud af sine oplevelser og giver et bud på nogle af kontinenternes fedeste løbeområder, hvis du selv skulle få lyst til at skifte strandstolen eller baderingen ud med løbesko.

Boulders bjerge

Boulder's bjerge adskiller sig fra de andre destinationer, fordi bjergtoppene ligger utroligt tæt. Det betyder, at stigningerne og nedløbene på ruten bliver ekstremt stejle og for alvor udfordrer dine evner til at løbe i kuperet terræn. Omgivelserne er frodige med tonsvis af store træer på bjergsiderne, og flere steder løber der heftige floder som resultat af den smeltede sne på toppene.

Boulder City er en sportspræget by, så bjergene er meget populære at løbe i. Rundt omkring er der masser af opmærkede ruter af forskellige sværhedsgrader. Alle løbere kan derfor begive sig ud i området, enten på korte ruter eller på ture af flere dages varighed. Om sommeren skal man dog passe på pumaerne, som lever i bjergene på den årstid.

Hvor: Boulder i Colorado, USA, Nordamerika

Temperatur: Op til 30 grader. Om natten ned til 0 grader.

Terræn: Bjerge, sten, floder.

Udstyr: Løbesko til bjergterræn.

Alice Springs

At løbe ved Alice Springs er som at være med i en eventyrfilm. Du løber på en kuperet bjergstrækning og skal lige pludselig krydse en brusende, dyb flod. Når du er sikkert ovre på den anden side, forsætter turen på områdets karakteriske røde sand, hvor du ved hvert eneste skridt synker i til anklerne. Næste terræn er en stendal, der er blokeret af væltede træer, som du må kravle igennem og over for at komme videre. Når du har passeret dalen, møder du en grøn og idyllisk græsmark, men det massive og stikkende græs gør den svær og hård at løbe igennem.

Mættet af adventureoplevelser bevæger du dig ind mod Alice Springs igen eller overnatter i vildmarken og løber videre dagen efter. Rundt omkring i området er der farlige elementer som kviksand og stærke strømme i floderne, så det kan anbefales at løbe nogle stykker sammen og hjælpe hinanden. Samtidigt kan der være op til 40 grader varmt, så det er ekstremt vigtigt at have masser af væske med til de hårde udfordringer.

Hvor: Alice Springs, Australien, Oceanien

Temperatur: Op til 40 grader.

Terræn: Bjerge, stendale, floder, sand.

Udstyr: Løbesko til bjergterræn.

Antarktis

Selv om Antarktis kan byde på ekstremt lave temperaturer, og du kan komme til at løbe i sne helt op til knæene, er det en oplevelse for livet. Mindre end en meter fra dig danser pingvinerne rundt, imens sælerne følger dem tæt ude fra vandkanten. I horisonten viser de mastodontiske hvaler sig frem i vandoverfladen og plasker med deres enorme haler. Selvom jeg deltog i et konkurrenceløb på Antarktis, stoppede jeg ofte op undervejs på ruten for at tage billeder.

Antarktis er umulig at løbe på, hvis ikke det er i forbindelse med et officielt løb. Det er simpelthen for farligt. Træder du forkert i det dybe sne, kan du risikere at brække noget, og lige meget hvor meget du råber på hjælp, er du overladt helt til dig selv. Antarctic Ice Marathon kan derfor anbefales, hvor ruten endda bliver ryddet for dyb sne, og dermed sænker barrieren en smule for påkrævet erfaringsniveau. Har du lyst til at løbe på Antarktis, er det derfor oplagt at deltage i et maraton, som f.eks. Antarctic Ice Marathon, og bruge de efterfølgende dage på at opleve det enestående naturliv.

Hvor: Antarctic Ice Marathon, Antarktis

Temperatur: Ned til minus 60 grader

Terræn: Sne

Udstyr: Svedabsorberende lag inderst og ellers varmt tøj af uld, fiber og dun, der kan klare kulden. Løbesko med dupper/pigge under, så du kan stå fast i sneen.

Gobiørkenen

Det blæser så meget, at du kan læne dig bagover uden at falde. Faktisk er Gobiørkenen den mest vindblæste ørken i verden.

Det kæmpestore område byder på ét af de mest afvekslende terræner, jeg nogensinde har oplevet.

Du kan løbe fra en kogende varm og øde sandmark ind i køligere bjerge med kæmpe floder og store grønne rosinplantager.

Elsker du ekstremløb er området, Turpan Basin, lige stedet. Turpan Basin er det sted i verden, som ligger længst fra vand, hvilket giver dagstemperaturer på op til 55 grader. Som mindre erfaren løber kan det anbefales at kigge mod Kashgar-området, der ligger tæt på grænsen til Afghanistan. Her er det muligt at løbe i yderkanten af bjergene og få Gobiørkenens mange oplevelser under knap så krævende forhold.

Hvor: Gobiørkenen i Kina, Asien

Temperatur: Op til 55 grader i Turpan Basin. Op til 40 grader i Kashgar.

Terræn: Sand, bjerge, sten, vand.

Udstyr: Løbesko til bjergterræn.

Om Jacob Juul Halstrup

Født 1970.

Har gennemført 15 ekstremløb fordelt ud over hele verden.

Første dansker til at gennemføre Jungle Marathon på 200 km i Brasilien.

Blandt de to første danskere til at gennemføre serien Racing the Planet.

Bogen om Jacob Juul Halstrups løb blev udgivet i 2011 med titlen 'Ekstremløberen'.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Kim Vangkilde Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik