Håndboldkamp med grøntsager i restauranten og højlydt skældud fra forældre.
Det er ikke et sjældent møde for mange turister på charterdestinationerne.
Ikke alle er lige begejstrede for klistrede børnefingre og bølgesprøjt i
poolen fra hyperaktive og badeglade rollinger.
De seneste år er efterspørgslen efter ferier uden børn steget. Både Spies og Star Tour har valgt at fokusere særligt på markedet og udvikle koncepter omkring børnefri ferie. Det har resulteret i henholdsvis Sunprime Resorts hos Spies og Blue Couples hotellerne hos Star Tour.
– Andelen af rejsende, der vil af sted uden børn, stiger og stiger. Størstedelen af de interesserede er fra 50 plus-segmentet, men det er også unge par, som ikke selv har fået børn endnu, eller par, der får børnene passet en uge og har lyst til fred og ro og tosomhed, fortæller Stig Elling fra Star Tour.
LÆS OGSÅ: Lavprisselskab tilbyder børnefri flyvninger
Hos Spies er det også tosomheden, der er i fokus blandt gæsterne på de børnefri hoteller.
– Der er mange kærestepar, der benytter sig af det her tilbud. Unge mennesker, der ikke selv er begyndt at tænke på børn. De får mulighed for at dyrke hinanden og bare ligge og læse en bog – den eneste lyd, de hører, er den, der kommer, når de bladrer frem til næste side, fortæller Torben Andersen fra Spies.
Hader ikke børn
Rejseselskaberne understreger, at det ikke er, fordi de her kunder ikke kan
lide børn.
– Det er jo ikke, fordi det er børnefjendske folk. De har ofte selv børn. Nu vil de gerne have kvalitetstid til dem selv og hinanden. Det handler om god mad, god kaffe, måske en dry martini ved poolen og i det hele taget kvalitet over hele linjen, fortæller Stig Elling.
Det er altså kvalitetsbevidste rejsende, der vælger de børnefri destinationer. Ofte er de besøgende vante rejsende, der ved, hvad de vil have og sætter pris på, at hotellerne tilbyder lidt ekstra og sørger godt for deres gæster. Det forsøger rejseselskaberne at opfylde.
– Vi sørger for en afslappende ferie, hvor der ikke er nogle 'bomber' i swimmingpoolen. Hvor fokus er på et lækkert rum i et veludstyret hotel, med gode restauranter, spa og gratis adgang til motionsrum og holdtræning, fortæller Torben Andersen.
Stiller krav til rejsen
De børnefrie feriegæster kan altså sagtens have børn selv, men det betyder
ikke, at de aldrig rejser på ferier, hvor børn indgår i rejseplanen.
– De, der vælger den her type rejse, er ofte personer, der har råd til at rejse flere gange om året. De tager både på generationsrejser, altså hvor både bedsteforældre, børn og børnebørn er af sted, på storferier og på parferier, fortæller Stig Elling.
De mange årlige rejser er netop grunden til udviklingen af konceptet. Flere rejser betyder mere specifikke krav til den enkelte rejse. Der skal være plads til børnene på generationsrejserne, plads til kulturelle oplevelser på storbyrejserne og plads til tosomheden på de børnefri ferier.
Her kan du holde børnefri ferie
Spies
Rejsemål: Thailand
Område: Kamala Beach
Hotel: Sunprime Kamala Beach Resort
Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 13.949 kr.
Årstid: vinter
Star Tour
Rejsemål: Gran Canaria
Område: Taurito
Hotel: Hotel Suite Princess
Kategori: 4
Pris pr. pers. (fra): 5898 kr.
Årstid: sommer og vinter
Rejsemål: Mexico
Område: Akumal
Hotel: El Dorado Seaside Suites Kategori: 5
Pris pr. pers. (fra): 13.398 kr. Årstid: vinter
Rejsemål: Mallorca
Område: Cala Mayor
Hotel: Luabay Marivent
Kategori: 4
Pris pr. pers. (fra): 3798 kr.
Årstid: sommer
Rejsemål: Menorca
Område: Cala Galdana
Hotel: Audax
Kategori: 4
Pris pr. pers. (fra): 5798 kr.
Årstid: sommer
Rejsemål: Kreta
Område: Agaia Marina
Hotel: Thalassa Beach Resort
Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 4598 kr.
Årstid: sommer
Bravo Tours
Rejsemål: Grækenland
Område: Santorini
Hotel: Honeymoon Petra
Kategori: 5
Pris pr. pers. (fra): 7898 kr.
Årstid: sommer
Rejsemål: Tenerife
Område: Playa de las Americas
Hotel: Sunprime Coral Suites & Spa Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 5199 kr.
Årstid: vinter
Rejsemål: Gran Canaria
Område: Playa del Inglés
Hotel: Sunprime Atlantic View Suites & Spa
Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 5099 kr.
Årstid: vinter
Rejsemål: Kreta
Område: Chania-kysten
Hotel: Sunprime Platanias Beach Suites & Spa
Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 4599 kr.
Årstid: sommer
Rejsemål: Tyrkiet
Område: Alanya
Hotel: Sunprime Ocean Alanya Beach Suites & Spa
Kategori: 4+
Pris pr. pers. (fra): 4899 kr.
Årstid: sommer
Priserne er indhentet den 1. november 2012. Ekstra Bladet tager forbehold for fejl og udsolgte rejser.
