Antallet af danskere, der drager på skiferie i julen, kan meget vel sætte
rekord i år. Det skyldes to forhold.
For det første viser tal fra det østrigske turistkontor i Danmark, at antallet af danske julegæster har været støt stigende i de seneste ti år – dog med væsentlige udsving undervejs. Sådanne tal fra et af de største modtagerlande af danske skiturister plejer at være et ganske godt pejlemærke for danskernes generelle rejselyst.
LÆS OGSÅ: Vi vil holde jul i udlandet
Derudover varierer danskernes lyst til at rejse i juledagene i høj grad efter helligdagenes placering. I de år, hvor helligdagene ligger på hverdage, er rejselysten klart større, da man så ikke selv behøver at bruge så mange feriedage for at komme af sted.
Lang juleferie
I den forbindelse er i år perfekt. Da juleaften falder på en mandag, behøver
langt de fleste blot at bruge to feriedage – torsdag og fredag – for at have
11 sammenhængende fridage, og så er der jo rigelig tid til for eksempel at
tage af sted i en uge.
– Vi kan se en mærkbar stigning af danske juleskigæster i de år, hvor helligdagene ligger gunstigt for lønmodtagere, fortæller Mona Konuralp, der er presseansvarlig hos VisitNorway i Danmark.
LÆS OGSÅ: Ski på en dag
Hun kan desuden berette, at danskere fylder mest på de norske skidestinationer i julen, hvorimod der er flest nordmænd omkring nytår.
Rekordsalg
Hos skirejsebureauet Nortlander Ski-Tours kan direktør Michael Jensen berette,
at man som en absolut sjældenhed i år har solgt flere skirejser i juleugen
end i nytårsugen. Faktisk er der solgt tre gange så mange rejser i år i
forhold til 2011, og der er kun ganske få rejser tilbage til dem, der længes
efter hvid jul på ski.
– Sidste år måtte vi sætte priserne ned på julerejserne, men der faldt juleaften på en lørdag, så det var nødvendigt med flere fridage fra jobbet. Det bærende for salget i år er helt sikkert, at juleaften falder på en mandag, så man behøver kun ganske få fridage for at komme på ski, siger Morten Skaarup, marketingchef hos Nortlander Ski-Tours.
Rejseselskaberne kan allerede begynde at glæde sig over næste års salgstal, for intet tyder på, at antallet af skirejser vil blive mindre. Der falder juleaften nemlig også så gunstigt, at to fridage er nok til en lang juleferie.
