Ja til yoga på Malta

På en yogarejse er det ikke kun kroppen men også sindet, der er i fokus, for det handler om at slukke for hovedet

(Foto: Brian Andersen)
(Foto: Brian Andersen)

En charterrejse kan sagtens bruges på hundestræk, meditation og dybe vejrtrækninger - tag med på yogarejse til Middelhavet

Klokken er otte om morgenen, og solen bager over Malta. Det er den første ud af seks dage, som skal stå i yogaens tegn, og vi er en lille gruppe på otte, som er taget på yogarejse.

– Tag en dyb vejrtrækning og træk luften helt ned i maven. Giv så slip og pust ud.

Ordene er yogalærer Stine Ruges. De næste dage skal hun guide os igennem de grundlæggende yogastillinger og åndedrætsteknikker og introducere os for den tankegang, der ligger til grund for yogaen. Og det er ikke kun kroppen, men også sindet, der er på programmet. I yogaen handler det om at skabe harmoni mellem krop og sind, og det opnår du bl.a. gennem fysiske øvelser og gennem meditation.

Vi følger Stine Ruges anvisninger, trækker masser af luft dybt ind og giver så slip med et dybt suk.

God morgen krop
Med knæene bøjet i en lotusstilling og med hænderne hvilende på knæene vækker vi langsomt vores morgentrætte kroppe med rolige åndedrætsøvelser. En overdækket stenterrasse med fronten mod Maltas landskab sætter scenen for morgenyogaen. Selv om det er tidlig morgen, er stengulvet allerede blevet varmet op, og selv om jeg har forsøgt at placere yogamåtten strategisk i skyggen, rammer solens stråler alligevel.

Stine Ruge guider os videre fra åndedrætsøvelserne til de fysiske øvelser. Med en serie af de såkaldte solhilsner siger vi godmorgen til dagen, og hvis ikke sveden allerede er på panden i forvejen, kommer den det nu.

På usikre ben glider jeg lidt forsigtigt op i den klassiske yogastilling, hundestrækket, og mærker en let spænding over ryggen og i nakken, der hvor musklerne ikke er vant til at blive strakt igennem. Mange timers arbejde ved skrivebordet derhjemme har sat sit præg på nakke og skuldre, og øvelserne tager fat i muskler, som alt for sjældent bliver brugt.

Nogle af de andre ser heller ikke ud, som om de er helt fortrolige med øvelserne. I tavshed arbejder vi os gennem en serie, og morgenyogaen afsluttes med ti minutters afspænding, hvor vi får lov at lukke øjnene og lade bevidstheden vandre, mens kroppen slapper af efter anstrengelserne.

Læs også: Skisnobbernes sneparadis

Forskellige forudsætninger
Vi er en broget flok på otte, der er taget på yogarejse på Malta. Vores erfaringer med yoga er ret forskellige, og vores mål for, hvad vi vil have ud af ugen på Malta, er heller ikke de samme. For meget stress i hverdagen og for dårlig kondition er blandt begrundelserne for, hvorfor en af deltagerne har valgt at bruge en hel uge kun på yoga.

En anden er i gang med at uddanne sig til yogalærer og vil gerne blive bedre. Men tanken om, at yogarejsen skal være en gave til os selv og en ordentlig omgang selvforkælelse, er vi fælles om. Selv har jeg ikke nogen særlige forventninger, jeg vil bare gerne se, hvilke forandringer der kan ske på en uge.

Mine erfaringer med yoga begrænser sig mest til minder om kolde gymnastiksale, der lugter af sure tæer. Forhåbentlig er det en helt anden oplevelse, når jeg tager yogaen med ud i naturen.

På et hold med syv kvinder er Jørgen Høyer ene hane i hønsegården, og yogaen er en helt ny verden for ham. Ønsket om en yogarejse kom fra hans kone, Hanne Høyer, som i mange år havde drømt om at erstatte charterrejsen med en uge, hvor hun gearede ned og kom væk fra hverdagen på en anden måde. Til at begynde med var Jørgen Høyer en smule skeptisk, men til sidst lod han sig overtale.

– Yoga er jo egentlig bare en anden form for gymnastik, siger Jørgen Høyer.

Yoga med udsigt
Maltas varme klima og øens storslåede natur danner en oplagt ramme for rejsen. Maltas landskab er præget af mægtige klipper og et hav, der altid er strålende azurblåt.

Det lille ørige, som består af Malta, Gozo og Comino, ligger i Middelhavet godt 90 km syd for Sicilien.

Selv om turismen hovedsageligt er Maltas største indtjeningskilde, og Malta er et af de lande, hvor befolkningstætheden er stor, føles øen ikke overrendt, og der er masser af tid til den fordybelse, som yogaen kræver. De solhungrende udenlandske gæster formår at holde sig til strandområderne og de mange enorme hoteller, eller de drager ind til de større byer for at se på kirker.

Vi har masser af steder, hvor vi kan være os selv og dyrke yogaen uforstyrret, og måske derfor er Malta så oplagt til en yogarejse.

Svedige stræk
En af dagene dyrker vi yoga med udsigt til havet på klipperne ved Fossilkysten.

Temperaturen har passeret de 28 grader, og middagsheden er næsten ulidelig. Der er ikke mange turister, der tager den stejle tur her ud til Fossilkysten, og vi har området helt for os selv.

Vi lægger vores måtter på klipperne. Solen bager ned, og havet viser tænder, når det hvide skum bryder bølgerne. Klippegrunden skaber et ujævnt underlag, som kan mærkes gennem måtten.

Det kræver ekstra kræfter at glide ubesværet fra den ene stilling til den anden, og mens vi laver vores yogaøvelser, begynder sveden at hagle ned ad af kroppen.

Det er en kamp at blive stående i en bestemt stilling, og ben og arme begynder at syre, da vægten af kroppen bliver for tung. Ved dybe vejrtrækninger føles kroppen lidt stærkere.

– Hvis du kan mærke nogle spændinger, så prøv at lade som om, at du trækker vejret dybt ind og ud gennem spændingerne. Mærk, hvordan du for hver ind- og udånding ånder noget af spændingen ud og gør den mindre, siger Stine Ruge.

Udmattede af varme og vind glider vi over i afspændingen. Havets rolige, monotone brusen mod klipperne spiller et soundtrack, der giver en næsten søvnlignende meditativ tilstand. Minderne om det kolde København derhjemme ligger langt væk. Her i naturens omgivelser uden menneskeskabte lyde finder jeg en ro, som føles helt sjælden.

Læs også: Hold feriefedtet på afstand

Sluk for hovedet
En af aftenerne er der meditation på programmet. Meditation og yoga hænger tæt sammen, og for mange år tilbage da man praktiserede yoga i Indien, var de fysiske øvelser kun nogle man udførte, for at opnå den rette stemning i kroppen, som var nødvendig for at gå dybt ind i meditationen.

I skumringen sætter vi os i en rundkreds på græsplænen og Stine Ruge fortæller lidt om meditation og forskellige meditationsteknikker.

Åndedrættet er noget af det vigtigste, når det kommer til meditation. Det gælder om at trække vejret dybt og bare lytte til åndedrættet. Alt andet skal slås fra, man skal lukke ned for alle tanker, og bare fokusere på åndedrættet.

- Hold fokus på dit åndedræt, og glem alt andet. Hver gang du oplever, at der kommer en tanke og forstyrrer, så skub den væk og hold fast i dit åndedræt.«

Det viser sig at være lidt af en udfordring. For er det ikke svært, slet ikke at tænke på noget?

I takt med, at mørket falder på og cikadernes sag stiger i styrke, bliver det sværere at ane konturerne af de andre, som sidder i lotusstilling i hver deres verden. Cikaderne synger.

Jeg koncentrerer mig om mit åndedræt og for en kort stund synker min krop ind i en svævende, næsten vægtløs tilstand, hvor tankerne udebliver.

Så registrerer jeg pludselig, at luften langsomt er blevet køligere, og at jeg får gåsehud på armene. Jeg skulle have taget en ekstra trøje med, tænker jeg. Så skubber jeg tanken væk, og prøver at holde fast i følelsen af vægtløshed, men den ene tanke afløser den anden.

-Huskede jeg nu at slukke lyset, før jeg gik fra hotelværelset? Huskede jeg at købe yoghurt? Hvordan mon vejret er i Danmark?

En flok højrøstede gæster går forbi, mens de diskuterer, hvad de skal have at spise i aften, og irritationen vokser med det samme over, at de ødelægger den sidste rest af indre ro, som jeg kæmper krampagtigt for at holde fast i.

På en af de sidste dage er der noget i kroppen, der har givet sig. Det føles som om, at man lige er blevet længere to cm længere. Da jeg laver hundestrækket, søger hovedet næsten af sig selv dybt ned mod gulvet uden at nakken spænder, og kroppen glider meget mere ubesværet ind og ud af yogastillingerne.

Flere af de andre deltagere er enige om, at de kan mærke en forandring ved deres åndedræt.

- Det er som om, at jeg kan trække vejret dybere ned i maven, end jeg kunne tidligere, siger en af de andre deltagere.

Seks dage med yoga på programmet har givet en helt ny følelse i kroppen, og det er ikke kun mine muskler, der er blevet smidigere. Der er også sket en indre udvikling. Med yogarejsen følger der også en eller anden form for personlig udvikling. Måske er det derfor, at denne type ferie omtales som yogarejse frem for yogaferie.

Yoga er jo egentlig bare en anden form for gymnastik. Selv om solen bager, er det skønt at dyrke yoga i naturen.

Sådan kommer du dertil?
Du kan flyve direkte fra København Kastrup til Malta med Norwegian fra 1483 kr.

Skal ruten gå over Jylland, har Norwegian også billetter til omkring 2000 kr retur. Det er dog sæsonbestemt, hvornår ruten er åben. I 2013 starter sæsonen først i maj måned.

Du kan komme på yogarejse til Malta med Folkeferie. Yogarejsen koster mellem 6600 og 7199 kr. Læs mere på www.folkeferie.dk

Råd til rejsen
Besøg Mdina, som tidligere var Maltas hovedstad. Mdina er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer, og her kan du fare vild i byens labyrintiske gader eller besøge de underjordiske fangekældre. hvor du kan få et makabert indblik i, hvordan tortur foregik før i tiden.

Tag en tur til naboøen Gozo, hvor tempoet og stemningen er lidt mere afslappet end på Malta, og øen har en mere frodig natur. På 20 minutter kan du tage færgen fra Malta til Gozo,.

Tag et smut til hovedstaden Valleta, som er opført på Unescos verdensarvsliste. Hvad enten du er til museer, kirker eller shopping, har Valletta noget at byde på. Byen har ca. 9000 indbyggere og har en størrelse, der gør det muligt at bevæge sig rundt til fods.

Ekstra Bladet var inviteret af FolkeFerie.dk

Læs også: Fra støv til kystperle

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen