Malernes og vinelskernes by

Den smukke italienske landsby Olevano 50 kilometer fra Rom er en af de mest malede småbyer i verden - og et paradis for vinelskere

  • I de smalle, stejle stræder i Olevano er der ikke plads til biler, så skraldet hentes af en mand og et æsel.
I de smalle, stejle stræder i Olevano er der ikke plads til biler, så skraldet hentes af en mand og et æsel.
1 af 1

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Grønne vinmarker ligger side om side, lige så langt øjet rækker, og bliver indimellem brudt af små olivenlunde på det bakkede terræn. Og midt i det grønne paradis ligger der på en høj bakketop en ældgammel landsby, der tårner sig mod himlen.

De grå huse, der er bygget i sten og har tegltage, ligger klinet op ad hinanden. Og flere af dem ser ud, som om de nærmest er bygget ind i klippegrunden. Midt i det grå middelalderunivers ligger den hvide kirke Santa Margharita, og øverst på byens top krones herligheden af et gammelt gråt fæstningstårn, der blev bygget af adelsfamilien Colonna i 1300-tallet.

Masser af danske kunstnere
Vi befinder os i den italienske landsby Olevano, der kun ligger 50 kilometer fra Rom. Det er en af de mest malede småbyer i verden. Og et utal af danske kunstnere har også haft deres gang i byen, hvor de smalle kun to meter brede gader på labyrintisk vis slanger sig fra bund til top.

De første danske malerkunstnere, Ernst Meyer og Herman Wilhelm Bissen, kom til byen i 1824, og siden er hundredvis fulgt i sporet helt op til i dag, hvor flere danske kunstnere stadig bor permanent i byen eller kommer her flere gange om året, heriblandt kunstmaleren Sys Hindsbo og tekstilkunstneren Marianne Nordby.

LÆS OGSÅ: Det hemmelige Rom

På alle store danske museer hænger der guldaldermalerier med motiver fra Olevano og landskabet omkring byen. Dengang valfartede kunstnere fra Danmark samt hele Europa til Rom for at studere, og de blev ofte i den italienske hovedstad i flere år.

Men når sommervarmen i Rom blev for ulidelig, søgte kunstmalerne ud mod de små bjerge omkring Olevano, hvor de straks blev betaget af lyset, naturen og de gæstfrie folk.

Guldaldermaleren Ditlev Blunck besøgte Olevano i slutningen af 1820'erne. I 1840'erne fik byen besøg af Johan Thomas Lundbye, og i 1869 fik Olevano besøg af de berømte guldaldermalere Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard.

LÆS OGSÅ: Tilbage til middelalderen i Toscana

I 2008 var der en udstilling i Olevano med 12 danske kunstnere, der har opholdt sig i byen gennem de seneste 50 år. De udstillede sammenlagt 80 værker inspireret af Olevano og den omgivende natur.

I kunstmuseet i Olevano er der også enkelte danske kunstnere repræsenteret i den faste udstilling.

En oase tæt på storbyen
Olevano er et must for folk, der interesserer sig for malerkunst. Og for alle andre er byen en sand oase tæt på storbyen Rom, hvor man kan opleve det ægte Italien med gæstfrihed, gode vine og pasta, der smelter på tungen.

Byen har kun et hotel, Il Bosschetto, samt en håndfuld bed & breakfast og fem restauranter. Og der er også masser af små hyggelige slagtere og grønthandlere, hvor råvarerne er helt i top.

Man kan køre i bil fra Rom til Olevano eller tage en direkte bus fra metrolinje A's endestation, Anagnina.

Fantastisk vinområde

Olevano har selvfølgelig sin egen vinrute, hvor man kan besøge hele ti forskellige vingårde, der dyrker vin på den berømte Cesanese-drue.

Men pas på! Vinbønderne er meget gavmilde med deres vin, så man kan hurtigt få en lille blæser på.

Ekstra Bladets udsendte besøgte blandt andre de to brødre Fransesco og Riccardo Mascis vingård, der ligger på adressen Via Maremmama, Superiore km. 4.

Her smagte vi på Masci-familiens velsmagende Cesanese-vine Frattarosa og Mariotto. Men deres berømte, søde muskat-vin, Treso, giver også direkte adgang til himlen.

Michelin-restaurant

Som noget ganske unikt har den lille landsby oven i købet sin helt egen Michelin-restaurant, Sora Maria e Arcangelo, der ligger på Via Roma nr. 42.

Det er en traditionsrig, vaskeægte, italiensk familierestaurant, der har eksisteret siden 1954 og er gået i arv til den unge kok Giovanni Milana, der i køkkenet får hjælp af sin mor, Rita, og sin tante Teresa.

Menuen er tæt forbundet til egnens lokale køkken, men Giovanni Milana giver både plads til tradition og fornyelse.

Ekstra Bladets udsendte kan varmt anbefale deres canneloni au gratin, der er fyldt med bøffelmozzarella. Og den hjemmelavede fettucini er også himmelsk.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik