Oplev fantastiske Petra

Et besøg i klippebyen Petra er som at komme til en anden planet

  • Petra har mange gange i verdenshistorien været afskåret fra omverdenen, og den er omtalt som en myte, der kan dateres tilbage til seks århundreder før vor tidsregning. Men arkæologer mener, at der har været beboelse allerede 7000 år før vor tidsregning. Nabateerne, der byggede Petra, sørgede for et meget avanceret vandingssystem, der fordelte de sparsomme og livsvigtige dråber bedst muligt i den knastørre region. (Foto: Niklas Roar)
« Forrige
Petra har mange gange i verdenshistorien været afskåret fra omverdenen, og den er omtalt som en myte, der kan dateres tilbage til seks århundreder før vor tidsregning. Men arkæologer mener, at der har været beboelse allerede 7000 år før vor tidsregning. Nabateerne, der byggede Petra, sørgede for et meget avanceret vandingssystem, der fordelte de sparsomme og livsvigtige dråber bedst muligt i den knastørre region. (Foto: Niklas Roar)
1 af 3
Næste »

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Det er en på mange måder utaknemmelig opgave at beskrive Petra. Den jordanske klippeby, står ikke blot opført på UNESCOS liste over bevaringsværdig verdensarv, den er også på listen over verdens syv nye underværker sammen med blandt andre den kinesiske mur og Taj Mahal i Indien.

For Petra skal ikke beskrives, men opleves. Når man forlader den nærliggende by, hvor ivrige sælgere falbyder T-shirts og uægte Petra-mønter og begynder nedstigningen af den lange, stenede sti, er det som at komme til en anden planet. De særegne sandstensklipper tårner sig op i stadig mere groteske formationer.

Mange af klipperne gemmer på forunderlige åbninger. Tidligere beboelser og fællesrum, men mest af alt gravpladser for nabateerne, der for tusinder af år siden satte deres lid til det evige liv efter døden. Og netop det er en af årsagerne til, at vi ved meget lidt om dem. De brugte ikke unødig tid på at efterlade sig skrifter for eftertiden. For det var den næste verden, det hele drejede sig om.

Genopdaget i 1812
Og det stærkt religiøse folkefærd sørgede for at ligge godt, når de skulle træde ind i efterverdenen. Derfor blev der gjort meget ud af gravpladserne. Og de fineste folk lå de fineste steder. Ganske som i verden af i dag.

Vandreturen ned i Petras hjerte er lang, og vil man have det fulde udbytte, kan det anbefales at have en guide med. Men sjovt er det nu at vandre selv og gå på opdagelse i de mange huler og klatre op på de til tider meget stejle og porøse klippevægge og finde åbninger og sprækker fra svundne tider.

LÆS OGSÅ: Fantastiske Petra

Og man aner bare lidt af, hvordan den schweiziske opdagelsesrejsende og arkæolog Johann Ludwig Burckhardt må have følt det, da han i 1812 genopdagede byen efter århundreders glemsel og mytificering.

Petras popularitet skulle dog tage revanche og blive en del af populærkulturen. Eksempelvis i 1938 hvor den trinde, belgiske mesterdetektiv, Hercule Poirot, måtte bruge sine berømte små grå celler til at opklare Agatha Christie-krimien 'Stævnemøde med døden'

Indiana Jones var her
I 1989 lagde Steven Spielberg og et velvoksent filmhold vejen forbi under indspilningen af 'Indiana Jones og det sidste korstog'. Under vores besøg oplevede vi da også et enkelt photoshoot, hvor en barmfager ung model iført mintgrøn kjole lod sig fotografere på ruinerne omgivet af ikke så få makeupartister og kameraassistenter.

LÆS OGSÅ: Her er verdens syv naturlige underværker

Overskud og målrettethed
Men lad det være sagt med det samme. Byen er ikke noget for hverken dårligt gående eller meget små børn. Vi blev rådet til ikke at medbringe klapvogn til vores toårige datter, hvilket viste sig ganske fornuftigt. Men alternativet – at bære hende – krævede også sin mand og kvinde.

For området er enormt. Tror man, at man bevæger sig rundt på et område på størrelse med Tivoli, tager man grundigt fejl. Det kræver mere end bare en lille portion fysisk overskud og determination at se hele området på en enkelt dag, for ikke at sige, at det er umuligt.

Men hvad gør det, når man bare får lov at opleve en lille smule af fortidens storhed her i den østlige del af Wadi Araba-dalen?

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Apollo Rejser.

Husk

1 Jordanere er efter arabiske forhold et meget liberalt og tolerant folkefærd.

2 Men som kvinde bør du alligevel vise respekt ved at undgå alt for korte kjoler og udfordrende påklædning uden for de internationale turisthoteller.

3 Ellers må du regne med lidt for meget opmærksomhed fra de lokale mænd og meget lidt anerkendende blik fra de lokale kvinder, der i mange tilfælde bærer tørklæde og tækkelig påklædning.

Køb med hjem

Der er penge at spare på krydderier, te, kaffe samt guld- og sølvsmykker.

Men husk: Uanset hvad du køber, så prut om prisen. Ellers snyder du dig selv for rigtig mange penge.

Du kan næsten altid få prisen 30-70 procent ned. Og så vokser du i anseelse hos den handlende, hvis du er dygtig til at forhandle, selv om det for en nordeuropæer kan være grænseoverskridende at skulle diskutere om til tider småpenge.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik