Persondata politik

Bilferie i spanske bjerge

Costa del Sol er andet end strande og barer - kun få kilometer adskiller turistbyerne fra de romantiske bjergbyer

  • Det er let at være bilist i Sydspanien, for vejene – selv i bjergene – er gode og brede. Og så er det sjovt, fordi man af og til strejfer en sky på de lange stræk i bjergene.
« Forrige
Det er let at være bilist i Sydspanien, for vejene – selv i bjergene – er gode og brede. Og så er det sjovt, fordi man af og til strejfer en sky på de lange stræk i bjergene.
1 af 3
Næste »
 

H.C. Andersen elskede Malaga og de maleriske, hvide landsbyer i Andalusiens bjerge. Siden har mange danskere fulgt i hans fodspor, både som tilflyttere og turister. Og det er let at forstå. Den spanske solkyst – Costa del Sol – er nemlig et stykke paradis, hvor der er masser af oplevelser for dem, der opsøger det.

I Malagas lufthavn stod der en velkørende Opel Vectra og ventede på os. Og selv om den er lige lovlig stor til de mindre landsbyveje, klarede den fint at køre bjerge op og bjerge ned med os, så vi kunne nyde udsigten fra en særlig høj top, smage på kaffen i en særlig hyggelig landsby og beundre de hvidkalkede huse, der ligger som små, hvide klatter i de grønne bjerge.

Bedst at fare vild
Så store bjerge og sådan et godt vejnet skriger på at blive erobret, og mottoet var derfor: Op! At vores medbragte gps 'Viola' havde det med at lokke på afveje, så vi sneglede os op ad stejle grusveje mellem små bondegårde, var en begynderfejl. Vi lærte hurtigt at indstille damen til hurtigste rute – i stedet for korteste. De bedste oplevelser kom som regel, når 'damen' var slukket, og vi bare kørte på må og få.

Som da vi landede i landsbyen Benahavis en fredag eftermiddag. Her op til weekenden spadserede folk rundt i deres stiveste puds, småsnakkende og hilsende på forbipasserende.

LÆS OGSÅ: Oplev et andet Algarve

Fra en udendørs bodega slubrede vi kaffe, beundrede den lavt hængende sol og lurede på landsbylivet – uden at blive det mindste overrasket over pludselig at se to arbejdsheste komme forbi med hver sin landarbejder på ryggen.

Et magisk øjeblik – som der var flere af dagligt.

Perlen over dem alle, byen Mijas, bød os velkommen med et styrtebad af regn, men hvad gør det, når byens mange appelsintræer bugner af runde, modne appelsiner, og blomster-amplerne på husmurene er fyldt med blomster?

Velkomst af H. C. Andersen
Malaga er Andalusiens største by og stedet for shopping, udendørs tapas og regulær sightseeing. Det er Picassos fødeby og meget svært at komme uden om Spaniens store maler. Dels på grund af de to museer i hans navn – hans kunst som kan anbefales og barndomshjemmet, som kun er værd at se, fordi det er gratis – den smukke skulptur foran fødehjemmet og de mange butikker og barer, der bruger hans navn.

Men byen har også en skulptur af en anden stor kunstner – vores egen H.C. Andersen – som er så populær, at han prydede forsiden af byens turistbrochure.

Frækhed belønnes
Hvis man bevæger sig væk fra den elegante gågade og smutter rundt i de mindre stræder, får man landsbystemningen, hvor folk livligt diskuterer på tapas-barer rundt om vintønder og kønne mørkhårede børn leger på pladserne.

Det er svært at navigere ind til Malagas centrum, men kør efter havnen. Her er en parkeringskælder tæt på det gamle centrum, som kan bruges, hvis man er en førsteklasses bilist. Båsene er så snævre, og bilerne holder så tæt, at det ikke undrede os spor, da vi opdagede, at vores sidespejl var blevet snittet af en bilist.

LÆS OGSÅ: Porten til Afrika

Spaniere er nemlig ikke forsigtige bilister, og tålmodighed er ikke en dyd, når man sidder bag rattet – kun hvis man lige har brug for at holde og snakke med en forbipasserende på gaden. Det er helt ok. For frækhed belønnes – også på motorvejen, hvor folk hader at forlade overhalingsbanen, uanset om de kører 90 eller de tilladte 120 km/t. Vi så endda en løber, der løb i motorvejsrabatten ... så med en omskrivning af St. Ambroses berømte ord: 'When in Spain, drive as the Spanish do'.

Se en landsby eller fem

Nok er Fuengirola en populær by med sine restauranter, barer, butikker og den lange strandpromenade. Malaga er en charmerende storby med flotte butikker, og Marbella med jetsettets lystbådehavn Puerto Banus er bestemt seværdig. Men det er landsbyerne, der for alvor får alle 'åh'erne' og 'ah'erne' frem.Her er en håndfuld af de mest betagende:

[anmeldelse]

Tips

Det koster det

Otte døgn på det firestjernede hotel Confortel i Fuengirola inklusive kæmpe morgenmadsbuffet, flybilletter og billeje kostede 2500 kr. pr. person.

Obs: Det er som regel billigere at bestille hotel gennem travellink.dk og andre søgemaskiner end på hotellernes hjemmeside.

Vi var tre om udgifterne til bilen, som kostede 1800 kr. for otte dage hos marbesol.es. Vi snuppede en Opel Vectra, men udlejningsfirmaet har billigere biler.

Flybilletter til Malaga er dyre i højsæsonen, men kan ofte fås for under en tusse hos iberia.com.

Trafik-tip

Trafiklys kan forvirre, da der både kan være et på den side, du selv holder, og et over for på den anden side af gaden. Men stop altid, når trafiklyset nærmest dig ser rødt. Når der blinkes gult, må man køre, hvis der er fri bane.

Husk både kørekort og bilens lejekontrakt. Hvis du bliver stoppet af politiet, forlanger de at se begge dele.

Opdater gps'en, inden du bruger den. Og brug den med fornuft. Er den indstillet til korteste distance, kan du blive ført væk fra motorvejen til små bjergstier, som absolut ikke er hurtigste rute.

Parker ikke ulovligt. Biler bliver slæbt væk for et godt ord, og det er dyrt at få dem tilbage.

Vejene er ikke gearet til meget regn, så de kan være glatte. Spaniere på Solkysten er heller ikke vant til regn, så kør i det hele taget forsigtigt i regnvejr.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik