Tiden står stille på Donoussa

Verdens ende eller Robinson Crusoes ø er den bedste sammenligning med det stressfri, tilbagelænede græske øsamfund

Havet omkring Donoussa hører til Middelhavets klareste. Og her ligger det bare et stenkast fra øens beboelse og bystranden i Stavrós. (Foto: Michael Jagd)
Havet omkring Donoussa hører til Middelhavets klareste. Og her ligger det bare et stenkast fra øens beboelse og bystranden i Stavrós. (Foto: Michael Jagd)

Hvis du gerne vil slippe for at møde naboen på din ferie, uden at tage helt om på den anden side af kloden, så byder de græske Kyklader på op til flere gode muligheder.

En af de mest tilbagelænede er øen Donoussa, som godt nok har båd til naboøerne, men ellers føles ganske uden for rækkevidde.

Nogle synes ligefrem, at Donoussa kan sammenlignes med Robinson Crusoes ø - eller verdens ende.

Og sandt nok, her er ingen ydre stress-faktorer. Det skulle da lige være at nå flyet hjem.

Men det er ikke så farligt: man skal bare holde sig til afgangene med den driftssikre Blue Star-færge til Piræus tre gange om ugen.

130 øboere
Stavrós hedder havnen, stranden og minibyen, som er omdrejningspunkt for gæsterne og de 130 øboere. Det er her, man bor, går i land og i byen, men også i vandet.

Bystranden har fint hvidt sand ud til det turkise hav med skyggegivende pinjer bagtil. Og trods øens lille indbyggertal kan man i Stavrós stavre rundt mellem hele syv charmerende spisesteder: taverner og ouzerier med frisk fisk, levende musik og et godt, lokalt køkken.

Et herligt sted at slå sig løs.

Også inden man får økuller.

Sov på stranden
Flere vælger at slå sig ned på egen hånd ved øens andre formidable strande, Kendros og Livadi, et par km derfra. For Donoussa er en ø, hvor overnatning på stranden tolereres. Og mange tager hertil med et lillebitte telt til at skygge og holde sammen på det hele. At sove udendørs ved havet under stjernerne er ikke bare gratis og behageligt i varmen, men simpelt hen fantastisk. Ellers er værelserne skam både pæne, kølige og billige på øen.

Donoussa indbyder til romantisk ferie med retsina, lokale retter og bouzouki om aftenen og næsten øde strande med krystalklart turkis vand om dagen. Nudisme er udbredt. Men der er også fine vandreture på den 13 kvadratkilometer store ø, hvor haner med drikkevand flankerer vejen. Man kan gå øen rundt, 12 km, i en trekant på fem timer.

Gode råd
- Husk kontanter, for det tilfældes skyld, at den spritnye hæveautomat (ATM) ikke virker.

- Smør dig selv og ungerne på skuldre og ryg med faktor 20, når I snorkler. Det mærkes ikke, mens man er i vandet. Men bagefter kan det blive til en slem forbrænding, hvis I er i længe.

- Lær et par græske gloser (kaliméra: goddag, efarestópolli: mange tak). Det åbner mange døre.

- Husk at proviantere i Stavrós forud for udflugter rundt på øen - og gå med hat i solen.

- Øen har en enkelt lille souvenirbutik, Ctenoza, med lokalt kunsthåndværk, men også en dejlig yoghurt-ost.

- Her er fint fra maj til oktober. Højsæson er juli-august, hvor priserne får et gok opad, men da her er billigt i forvejen, går det nok. Med højsæsonen følger den sommerlige nordenvind Meltémien, som svaler i varmen.

Rejsetips
Flyv via Athen. Rute- eller charterfly til Athen (3 t.) og videre med båd fra Piræus. Mandag, onsdag og lørdag kl. 17.30 sejler Blue Star Ferries (7 t. ca. 165 kr.) fra Piræus til Donoussa - retur tirsdag, torsdag og søndag kl. 7.50. Fra Athens lufthavn ekspresbus X96 tre gange i timen til Piræus (50 min. ca. 23 kr.).

www.gtp.gr til sejlads mellem øerne.

www.bluestarferries.com til booking af bådbilletter.

Der kører ingen bus på øen, men man kan komme op med de lokale. Hver dag sejler en kaïk til Livadi, Fykio, Kalotaritissa kl. 10.30. Hjem igen til Stavros kl. 17 for ca. 35 kr. hver vej alt efter passagertal.

Der er fra Donoussa en times sejlads til fascinerende Amorgós og til familieøen Koufoníssi.

Ellers kan man bestille en vandtaxi fra Naxos.

Plus og minus
+
Her kan man få fred og ro på sin helt egen ø, og det er muligt at nøgenbade og slå telt op på strandene Kendros og Livadi.

Den uspolerede, vilde natur indbyder til vandreture, og man kan opleve at være ved verdens ende.

Aftenlivet i Stavros er hyggeligt, og man lærer hurtigt folk at kende.

Priserne er billige, og her er hæveautomat, men tag for en sikkerheds skyld kontanter med.

Den lokale færge, Express Skopelitis, sejler mandag-lørdag til Naxos og Amorgós.

-
At der kun går båd til Piræus tre gange om ugen. I juli dog fire gange. Så man skal være sikker på sin afgang for at nå flyet hjem.

I juli-august kan det være svært at få et rum, så da er det klogt at aftale overnatning på forhånd.

1 af 3 Havet omkring Donoussa hører til Middelhavets klareste. Og her ligger det bare et stenkast fra øens beboelse og bystranden i Stavrós. (Foto: Michael Jagd)
2 af 3 Sådan kommer man rundt i Donossa: til søs i kaïk. (Foto: Michael Jagd)
3 af 3 På restaurant To Kyma ved havnen foregår øens centrale liv. Her mødes turisterne med øens lokale til dagens pauser. (Foto: Michael Jagd)
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen