Prøjserkongens by

Potsdam er en historisk perle kun en halv time fra Berlin

  • Slottet Sanssouci var prøjserkongens øjesten. Her ligger han begravet med sine elskede hunde. (Foto: Colourbox)
« Forrige
Slottet Sanssouci var prøjserkongens øjesten. Her ligger han begravet med sine elskede hunde. (Foto: Colourbox)
1 af 2
Næste »

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Byen emmer af historie – fra kongeslotte over Stasi-fængsel til Tysklands svar på Hollywood.

Potsdam er prøjser-kongen Friedrich der Grosses by. Og så ligger den kun en halv times kørsel i bil fra Berlin. Med S-tog tager turen godt en time.

Og dermed er byen som skabt for en endagsudflugt for folk, der holder ferie i Berlin, og som måske trænger til lidt luftforandring. Og det både for par eller hele familien, med både svigermor og børn på slæb. Et udmærket afbræk fra Tysklands til tider hektiske hovedstad.

I år fejrer byen Potsdam 300-året for den betydeligste prøjserkonge gennem tiderne, Friedrich der Grosse – på dansk Frederik den Store – også kaldet Der Alte Fritz, som regerede kongeriget Prøjsen fra 1740 og til sin død i 1787.

LÆS OGSÅ: Det grønne Berlin

Som vores egen Christian den Fjerde fyldte Der Alte Fritz Potsdam med imposante bygninger.

Verdenskulturarv
På grund af de mange historiske bygninger er byen af Unesco erklæret for verdenskulturarv, hvorfor et besøg i Potsdam fint kan begynde med et besøg i byens gamle bydel.

Centralt i bydelen er gågaden, hvor man på cafeerne med fordel kan nyde store og svulmende isdesserter af rokokoagtige dimensioner.

Den gamle bydels ene ende er det såkaldte hollandske kvarter, som Friedrich lod opføre for at lokke hollandske håndværkere til sin by. Det lykkedes ikke. I stedet indkvarterede kongen soldater i de 134 huse.

Mini Brandenburger Tor
Potsdam har også sin helt egen Brandenburger Tor, der ligger i gågadens anden ende. Og selv om den kun er den halve størrelse af sin storebror i Berlin, er den mindst lige så imponerende.

Men også andre historiske epoker har sat deres spor i byen. Og hvis man kommer kørende i bil fra Berlin, bør man tage turen over Wansee, hvor man krydser floden Havel over broen Glienicker Brücke.

LÆS OGSÅ: Verdens mest bizarre monumenter

Floden Havel delte Østtyskland fra Vestberlin, og Glienicker Brücke er kendt som broen, hvor russere og amerikanere under Den Kolde Krig tre gange udvekslede tilfangetagne spioner.

Historiens vingesus
Første gang var det den amerikanske pilot Gary Powers, der blev nedskudt over Sovjetunionen, som blev byttet for russeren Rudolf Ivanovitjs Abel. Det skete i februar 1962.

Ikke langt fra broen ligger landstedet og pragthuset Cecilienhof, hvor de allierede kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig for sidste gang mødtes for at diskutere Tysklands fremtid, der førte til landets deling.

Cecilienhof er nu museum. Og dermed endnu et blandt Potsdams mange historiske mindesmærker.

Tysklands Hollywood
I udkanten af Potsdam ligger Babelsberg, Tysklands historiske filmhjerte. Og selv om tidligere tiders storhed for længst er gået i historiebøgerne, banker filmhjertet stadig fuld af vitalitet. Sammen med filmstudierne ligger Filmpark Babelsberg, en temapark, der knytter sig til filmproduktion.

Her er både vilde og imponerende stuntshow med biler, ild, motorcykler, fald fra store højder og andet gøgl, ligesom der er mulighed for et kig eller to bag kulisserne i moderne filmproduktion.

Og derfor er Filmpark Babelsberg et oplagt sted for børn at slæbe deres forældre hen i forbindelse med et besøg i prøjserkongens by.

Die Asta
Babelsberg er verdens ældste filmby. De første optagelser fandt sted i 1912.

Det var stumfilmen 'Dødedansen' af den danske instruktør Urban Gad, hvor hans senere hustru, 'Die Asta', Asta Nielsen, spillede hovedrollen.

Det var i Babelsberg, at Marlene Dietrich gjorde sig som femme fatale i rollen som Lola i filmen 'Den blå engel', ligesom Fritz Langs fremtidsmareridt 'Metropolis' er optaget i filmstudierne.

Der produceres stadig film af internationalt snit i Babelsberg. Blandt de seneste er 'De tre musketerer 3D'. I filmen spiller Mads Mikkelsen rollen som Rochefort.

Også Quentin Tarantinos krigsdrama 'Inglorious Basterds' er optaget her. Det samme er fremtidsfilmen 'V for Vendetta' med sexede Natalie Portman.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik