Persondata politik

Spaniens små juveler

Er du vild med De Kanariske Øer og klar på mere? Så vælg en af de knap så kendte perler

  • Calderaen er et vulkansk fænomen, der opstår, når en vulkans magmakammer tømmes, og jorden over den kollapser. Calderaen skaber grobund for smuk og frodig natur. (Foto: Luc Viatour)
Calderaen er et vulkansk fænomen, der opstår, når en vulkans magmakammer tømmes, og jorden over den kollapser. Calderaen skaber grobund for smuk og frodig natur. (Foto: Luc Viatour)
1 af 1
 

Danskerne vil have palmesus, blåt vand og sandstrande, når ferietiden melder sig. I 2010, 2011 og igen i 2012 vandt Spanien kampen om danskernes feriegunst. De Kanariske Øer er en af favoritterne, og det er forståeligt. Øerne er perfekte feriemål, for vejret er varmt og solrigt, der er lange børnevenlige sandstrande, og lokalbefolkningen er venlig og gæstfri. Oftest vender flyet snuden mod de mere traditionelle destinationer som Tenerife, Lanzarote og Gran Canaria, men den spanske øgruppe 100 kilometer ud for den afrikanske nordvestkyst har andet og mere at byde på. I alt består De Kanariske Øer af 13 øer, hvoraf de syv største er beboede. De meget kendte rejsemål er altså ikke de eneste muligheder for at få drinks i solen, saltvand i håret og sand mellem tæerne.

LÆS OGSÅ: De fedeste børnesteder på Gran Canaria

Fuerteventura
Den ældste og næststørste af De Kanariske øer er Fuerteventura. Turismen på øen begyndte i 1965, hvor man byggede øens første hotel. Kort tid efter grundlagde man også en lufthavn på øen, så adgangen for de højtønskede og solhungrende turister blev nemmere. Med omkring 3000 solskinstimer om året røg Fuerteventura hurtigt højt op på europæernes liste over feriefavoritter.

På Fuerteventura finder man øgruppens længste strande, hvilket giver rig mulighed for aktiviteter til vandsportsentusiaster. Der er 152 strande langs øens kyst - 50 kilometer fine hvide strande og 25 kilometer sort vulkansk strand.

Klimaet på Fuerteventura er behageligt året rundt. Øen ligger på samme breddegrad som Florida, og temperaturen falder sjældent til under 18 grader eller overstiger 32 grader. Oversat fra spansk betyder Fuerteventura 'stærk vind', og øen er et paradis for surfere.

La Palma
Kælenavnet Isla Bonita –på dansk Den Smukke Ø – er med gode grunde givet til La Palma. Hovedstaden Santa Cruz de La Palma er prydet af mange smukke, gamle bygninger fra det 17. og 18. århundrede, og naturen på denne femtestørste ø i øgruppen er frodig og vild. Øens mange højdedrag sætter scenen for fantastiske udsigter over det vulkanske landskab, tobaksplantager og flere af de andre Kanariske Øer. Jorden på La Palma er god til landbrug. Øens vulkanske oprindelse giver blandt andet druer gode vilkår, men også avokadoer, appelsiner, paradisfugl og bananpalmer trives. Ud over landbrug er turisme øens primære beskæftigelse. Naturen omkring Caldera de Taburinte, som dominerer den nordlige del af La Palma, er ekstraordinær. Ofte er de øverste trætoppe i Calderaen indhyldet i mystiske vatskyer – et syn, der er en oplevelse værd.

LÆS OGSÅ: Den ustressede ø

Er du vild med røg, så er Santa Cruz de La Palma helt sikkert et sted for dig. Byens indbyggere producerer håndlavede kvalitetscigarer lavet udelukkende af kanarisk tobak.

Som den næstmindste af de syv beboede øer er La Gomera også den ø i øgruppen med næstmindst befolkningstal. Der er ca. 23.000 fastboende, men plads til masser af turister. Øen fokuserer på wellness, vulkanske oplevelser, vandsport og familievenlige forhold og skiller sig på den måde ikke særligt ud fra de andre Kanariske Øer, men for historieinteresserede har La Gomera noget ekstra at byde på. La Gomera var nemlig den sidste havn, Christopher Columbus lagde til i, inden han krydsede Atlanten i 1492. Meningen var at gøre stop i et par dage og fylde lagrene op til turen, men Columbus blev romantisk involveret med La Gomeras guvernør Beatriz de Bobadilla y Ossorio og endte med at blive på øen en måned. Huset i San Sebastian, hvor Columbus efter sigende skulle have opholdt sig, er nu turistattraktion.

El Hierro
Den mindste af de beboede øer og den mest sydligt beliggende, hedder El Hierro. Øen har egen lufthavn, men oftest kræver turen en mellemlanding på Tenerife. Fra Tenerife er der også færgeforbindelse til El Hierro. Arkitekturen er de fleste steder forsøgt holdt i træ og sten. Udsigtspunktet Mirador del la Peña på øens nordøstlige top er et af de mest ekstravagante eksempler. På El Hierro går det hele lidt langsommere. Turismen har ikke samme stramme tag her, som den har på nogle af de større øer. Det gør El Hierro til den optimale destination, hvis romantik og tosomhed står øverst på feriens ønskeliste.

De 13 øer

Tenerife

Fuerteventura

Gran Canaria

Lanzarote

La Palma

La Gomera

El Hierro

La Graciosa

Alegranza

Isla de Lobos

Montña Clara

Roque del Este

Roque del Oeste

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik