Persondata politik

Skandinaviens Venedig

Getaway i Stockholm: Her er et af de bedste udgangspunkter for en romantisk weekend med din udkårne

  • Stockholm er smukkest i aftensolens allersidste minutter. Her er koldt om vinteren, men så snart foråret melder sin ankomst, er det et skønt sted at feriere. (Foto: Colourbox)
« Forrige
Stockholm er smukkest i aftensolens allersidste minutter. Her er koldt om vinteren, men så snart foråret melder sin ankomst, er det et skønt sted at feriere. (Foto: Colourbox)
1 af 2
Næste »

Seneste i EKSTRA

Hent flere
 

Tag din udkårne i hånden og spadsér en tur i de snævre, brostensbelagte gader i Gamla Stan, der som navnet antyder er Stockholms historiske bykerne. Her har de skæve huse og spøjse butikker fået lov at leve deres eget liv.

Fortsæt ud til Söder, byens gamle arbejderkvarter, hvor du kan gå på jagt efter gamle vinylplader, en god kop kaffe eller bare slentre op og ned ad den lange Götagaten med alle dens trendy småbutikker.

Eller hvad med en tur på museum? Det lyder kedeligt, men her er faktisk tale om Sveriges allerstørste turistattraktion, Vasaskibet – krigsskibet, der på grund af en konstruktionsfejl kun nåede at være i tjeneste i 20 minutter, før det sank til bunds i Stockholms havn. Dér lå det så i mere end 300 år, før det blev bjærget og restaureret. Et fantastisk syn – både for ham og hende.

Perfekt til shopping
Stockholm kaldes også for Skandinaviens Venedig, og det er der en ganske åbenlys årsag til. Ud over at byen er opdelt i flere forskellige kvarterer med hver sit særpræg, er den også delt af vand. Masser af vand.

LÆS OGSÅ: Veronica Maggio: Mit Stockholm

Gamla Stan er eksempelvis en ø midt i det hele, og op mod 60 store og små broer forbinder Stockholms forskellige områder. Det betyder ganske vist, at trafikken kan være heftig i ny og næ, men det giver også masser af luft og lys til den svenske hovedstad, og en sightseeing kan i øvrigt sagtens foregå med båd.

Både i pendulfart
Byen opleves dog bedst i små bidder og til fods. Der kan blive yderst koldt i Stockholm, og vinteren løber et godt stykke ind i april. Men så snart det lune forår melder sin ankomst, fyldes torve og gågader med stockholmere og turister i korte ærmer.

Fortovscafeerne får travlt med udendørsserveringen, og bådene ud til det landlige Djurgården sejler i pendulfart med folk, der vil på picnic i det grønne.

Stockholm har i årtier været centrum for skandinavisk design i bred forstand. Stockholm Furniture Fair trækker hvert år mere end 40.000 besøgende til byen, og store tøjmærker som Filipa K, Tiger of Sweden og J. Lindebergh har hovedkvarter i Stockholm. Selv hotellerne går op i, hvordan de ser ud. Du kan eksempelvis bo på ABBA-legenden Benny Andersons hotel, Riva Hotel, som er et lidt kitch-præget designerhotel indrettet i et musical-tema.

Læs mere på visitstockholm.com

Her skal du shoppe

Nordiska Kompaniet, eller bare NK, (Hamngatan 18-20) er formentlig Stockholms mest kendte stormagasin og har de fleste kendte designermærker inden for tøj, smykker, kosmetik og boligindretning.

Gallerian (Hamngatan 37) ligger næsten lige over for NK og består af adskillige modebutikker, cafeer og spisesteder. I kælderen finder du et kæmpe elektronik-mekka.

Åhlens City (Klarabergsgatan 50) er et mere traditionelt varehus, knap så mondænt som NK og Gallerian, men udvalget er stort og priserne en tand lavere.

PUB (Hötorget og Drotninggatan) er Stockholms ældste stormagasin. Her finder du Tiger of Sweden og andre kendte modemærker, mens to af varehusets etager er reserveret til boligindretning med designerbutikker som R.O.O.M.

Stockholms svar på Vesterbro kaldes 'Sofo' (Söder om Folkungagatan), og her finder du alle de små, de spøjse og hippe butikker, der står i skarp kontrast til citys polerede stormagasiner.

Her skal du spise

Midt i Stureplan finder du Riche (Birger Jarlsgatan 4), hvor de slipseklædte jakkesæt mødes til en fredagsøl. Om aftenen er stemningen afslappet og hyggelig, og det flinke personale serverer Stockholms formentlig lækreste version af klassikeren kjötbullar med potatis. Husk at bestille bord.

Den fransk-inspirerede Café Saturnus (Eriksbergsgatan 6) ligger lidt gemt væk i en sidegade til den mondæne Birger Jarlsgatan. Her får du imidlertid Stockholms største kanelbullar (og det skal tages temmelig seriøst), der sammen med en stor kop kaffe bliver den perfekte start på en lang dag i byens gader.

Er man til italiensk, fås det næppe bedre – og mere trendy – end Buco Nero (Roslagsgatan 4), der serverer mad og vin fra støvlelandet til yderst fornuftige priser. Stilen og indretningen er funky og natklub-agtig med skarpe linjer og masser af hvidt marmor, og selv på en hverdagsaften kan det være svært at få bord. Bestil derfor på nettet i forvejen.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik