Persondata politik

Forlæng sommerferie-følelsen

Guide: Ekstra Bladet Ferie giver dig her fem gode bud på europæiske storbyer, du kan nå på en weekend

  • Du behøver ikke at rejse særlig langt for at få en på ferieopleveren – og måske kan du endda nå den sidste sol på den franske Riviera. (Foto: Colourbox)
Du behøver ikke at rejse særlig langt for at få en på ferieopleveren – og måske kan du endda nå den sidste sol på den franske Riviera. (Foto: Colourbox)
1 af 1
 

Sommerferien er for længst forbi, og for langt de fleste af os er der lang tid til, vi endnu en gang kan stemple ud til flere ugers ferie. Men tripper du alligevel for at komme af sted og få feriefølelsen tilbage i blodet, så behøver du ikke at rejse særlig langt for at få en på ferieopleveren.

Europa byder på masser af spændende storbyer. Ekstra Bladet Ferie guider dig her til fem af dem, du snildt kan snuppe på en forlænget weekend.

Athen

Den græske hovedstad er inde i en radikal byfornyelse, der ikke er stoppet efter OL i 2004. Athen er en af verdens ældste byer – den kan dateres 3400 år tilbage i tiden, og arven fra den klassiske ære er stadig tydelig i byen og repræsenteret ved en række historiske momenter og kunstværker, hvoraf den mest berømte af den alle nok er Parthenontemplet.

Men man skal ikke lade sig narre af byens alder og tro, at Athen hører fortiden til. Athen er en sofistikeret kosmopolitisk by, hvor der konstant dukker nye trendy restauranter, butikker og moderniserede hoteller op.

Læs mere på visitgreece.gr

Milano

Milano er Italiens hovedstad for fashion, finans og fodbold. Byen er centrum for Italiens økonomi – det er her, børsen ligger. Og verdens berømte designhuse som Dolce Gabbana, Prada og Versace har alle prydet catwalks i Milano.

Mens kvinderne slider stiletterne tynde med shopping, kan mændene huje til fodboldkampe med hele to af Europas stærkeste fodboldhold, Inter Milan og A.C. Milan, på det fælles stadion, San Siro.

Læs mere på tourism.milan.it

Nice

Nice er en skøn by på Den Franske Riviera, og byen er en populær destination for familier, bryllupsrejsende og sol-tilbedere.

Den sydfranske by emmer af luksus og er en ideel ferie for dem, der elsker at forkæle sig selv. Det er stedet at tage hen, hvis du drømmer om at bade i azurblåt hav, nippe til cocktails på den franske promenade.

For gastronomielskere er Nice et sandt paradis. Her er rig mulighed for at nyde det franske køkken på en af de mange Michelin-resaturanter, som byen byder på.

Læs mere på nicetourisme.com

Oslo

Norges hovedstad er en afslappet storby med masser af parker og grønne områder – og så er der masser at tage sig til.

De fleste turister vil skulle kæmpe for at vælge mellem Oslos utallige museer, der tilbyder noget for enhver smag. På Nationalgalleriet kan man opleve 'Skriget', Edvard Munchs verdenskendte maleri. På Holmenkollen Ski Museum kan man træde i skistøvlerne på en vaskeægte olympisk skiløber.

Når mørket bryder frem, kan du mænge dig med alle de hippe nordmænd i Oslos trendy barer. Hvis du vil have en idé om, hvad der er in i nattelivet lige nu, så er Oslo lige stedet.

Læs mere på visitoslo.com

Warszawa

Warszawa er ikke helt så kendt på verdensplan, men den polske hovedstad vil højst sandsynligt alligevel overraske turisterne, der lægger et smut forbi.

Warszawa er kendt som 'fønix-byen', der henviser til, hvordan byen, der blev sønderbombet under Anden Verdenskrig, har formået at rejse sig fra asken, og Warszawa kan bryste sig af at være den eneste bydel, der er næsten helt genopbygget efter Anden Verdenskrig.

Siden Murens fald i 1989 har Polens hovedstad været i en rivende udvikling – med hastigt tempo har den forvandlet sig til en by, der emmer af energi, kultur og action. Den byder på en funky kunst- og musikscene, og den årlige kalender er spækket med gadefestival, kunstudstillinger og musikfestival.

Læs mere på poland.pl

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Jakob Hansen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik