På rundtur i ruinerne af et metal-monster

Engang herskede voldsomme kræfter og et inferno af ild ved den smukke flod. I dag er stålvalseværket i Brandenburg an der Havel stille som en kirkegård

Lokomotiv trak vogne med metalskrot dybt ind i stålværket. Foto: Peder Nederland
Lokomotiv trak vogne med metalskrot dybt ind i stålværket. Foto: Peder Nederland

Fabriksdøden ramte DDR-byens største arbejdsplads få år efter Murens fald i 1989. Op mod 10.000 mennesker mistede deres arbejde. Og stålværket blev en industrikirkegård. I dag er det gigantiske værk forvandlet til et museum, som både er imponerende og fascinerende. Absolut et besøg værd.

Selve bygningen er voldsom stor. Mange hundrede meter lang og med flere jernbanespor. Industrimuseet fylder kun en mindre del af værket, men det er stadig et enormt område på 3400 kvadratmeter, hvor der er plads til Vesteuropas sidste Siemens-Martin ovn og alt, hvad der hører til af metal-skrot, kraner og lokomotiver.

Inden man begynder turen rundt i stålmonstrets indre, bør man se en introduktionsfilm med klip fra værkets storhedstid. Man bliver mindet om, hvor heftige kræfter der er på spil ved stålproduktion. Heden, larmen, kraner, tonsvis af jern i bevægelse, smeltet metal og flammer. Kort sagt: En livsfarlig og rå arbejdsplads.

Med disse billeder på nethinden kan turen rundt i det spændende stålunivers begynde. Man får udleveret en gul beskyttelseshjelm ved indgangen til det, der ligner en kæmpe katedral for fortidens industri-eventyr.

Industrimuseet ligger i den enorme bygning, som udgjorde en del af stålvalseværket i Brandenburg. Foto: Peder Nederland
Industrimuseet ligger i den enorme bygning, som udgjorde en del af stålvalseværket i Brandenburg. Foto: Peder Nederland
 

Som en miniput bevæger man sig ind mellem enorme metalblokke og maskindele.

Der er rød rust overalt. Massive forme til smeltet jern. Tonstunge kroge til kranerne. Blokke af metal, der blev anbragt på jernbanevogne, mens de stadig var rødglødende.

En blød menneskekrop er skrøbelig i labyrinten af hårdt stål og monstrøse maskiner.

Man kan kravle ind i førerhuset på den maskine, der skubbede skrot ind i de glohede og altædende ovne. Selv om maskinføreren var ti meter væk fra lugen til ovnen, må heden have været ekstrem. Inde i smelteovnen herskede 1600 graders varme.

Se også: Smuttur til de riges Berlin

Museet er indrettet, så man kan følge hele processen fra metalskrot via ovne til færdigt stål. Man ser også værkets mange små værksteder og andre funktioner som kantine og systue.

For eksempel var der altid 41 brandmænd på vagt – døgnet rundt, for stålproduktionen kørte nonstop. Der var endog en kommunistisk avis for stålarbejderne, Roter Stahl.

Man kan også teste det beskyttelses-udstyr, som arbejderne brugte. Og undre sig over, om det overhovedet beskyttede mod den intense varme og smeltet jern.

Værket blev bygget i 1914, da den første verdenskrig brød ud. Under den næste verdenskrig var stålproduktionen målrettet krigsindustrien, og derfor var værket et oplagt bombemål. Det betød, at 70 procent af byen Brandenburg lå i ruiner ved krigens slutning.

I dag er her fredeligt. Men i DDR-tiden var her et inferno af ild, larm og flydende metaller. Foto: Peder Nederland
I dag er her fredeligt. Men i DDR-tiden var her et inferno af ild, larm og flydende metaller. Foto: Peder Nederland
 

De russiske magthavere strippede efter krigen værket for al brugbart inventar, og først i 1950 kom stålproduktionen atter i gang. I 1975 kørte 12 kraftige ovne for fuld tryk.

Værket var ikke bare en arbejdsplads for 10.000 mennesker. Det stod også for at bygge boliger og børnehaver til arbejderne og deres familier. Virksomheden købte også feriebyer, som arbejderne benyttede. I 1989 var den årlige gennemsnitsløn knap 14.000 DDR-mark. Samme år producerende værket lidt over 2,5 millioner ton rå-stål.

Allerede i 1960’erne var produktionsmetoden dog forældet set med vesteuropæiske øjne. Derfor fik værket heller ikke lov til at overleve mange år efter DDR-styrets fald. Mindre end fire år senere var det slut.

Stålproduktion krævede en systue. Mange af værkets særlige funktioner er med i udstillingen. Foto: Peder Nederland
Stålproduktion krævede en systue. Mange af værkets særlige funktioner er med i udstillingen. Foto: Peder Nederland
 

Lukningen af værket og andre arbejdspladser fik store konsekvenser for Brandenburg. I 1980’erne boede der over 100.000 mennesker i byen. I dag er tallet omkring 70.000, og det er hovedsageligt kun unge, der har forladt byen.

På værket er der også en udstilling om Brennabor, som var Brandenburgs mest kendte fabrik. Brennabor blev kendt for at producere barnevogne og cykler, og før verdenskrigen var virksomheden Tysklands største bilproducent.

* * *

I skyggen af Berlin

Den kommunistiske avis Rother Stahl var fast inventar i kantinen. Foto: Peder Nederland
Den kommunistiske avis Rother Stahl var fast inventar i kantinen. Foto: Peder Nederland
 

Engang var byen Brandenburg storebror. I dag er det Berlin, der sidder på tronen. Kun en lille times togtur fra Tysklands hovedstad ligger Brandenburg an der Havel, som er en hel anden verden end den pulserende storby.

Det er byen Brandenburg, som har givet navn til delstaten, der omkranser Berlin. Men storheden er falmet for længst.

Næsten 30 procent af indbyggerne har forladt Brandenburg an der Havel siden 1989, fordi arbejdspladser forsvandt i tusindvis efter genforeningen. Det gør ikke Brandenburg til en trist by at besøge, selv om hvilepulsen er slået til.

Det er nemlig ikke trafiklarm og menneskemasser, der kvæler sanserne, når man slentrer gennem Brandenburgs snævre gader. Her er fredeligt. Man kan høre fuglesang overalt i centrum. En gang imellem bumler en sporvogn forbi. De færreste ser ud til at have travlt.

Det er langtfra brutalt forfald, der præger byen, selv om arbejdsløsheden er højere i det tidligere DDR end i resten af Tyskland.

Bygningerne i centrum er fint sat i stand efter DDR-styrets kollaps. Havel-floden skærer gennem byen, og der er hyggelige kanaler om Neustadt, som er byens kerne. Her er en nostalgisk stemning. En duft af ’Ostalgi’, som DDR-nostalgi kaldes på tysk. Et strejf af det tidligere Østtyskland, som udviklingen endnu ikke har slettet fra landkortet.

Der er også det kitschede, for eksempel den uortodokse restaurant Tratoria Lassi, der har speciale i italienske og indiske retter.

Store seværdigheder er der ikke i byen. En domkirke, nogle gamle tårne, resterne af en bymur.

Små seværdigheder er der flere af. Ikke mindst de sjove statuer af ’skovmopser’, som er anbragt over 20 forskellige og overraskende steder i byen, så man kan gå på en slags skattejagt efter disse fantasidyr, som er en blanding af hunde og hjorte.

Den virkelige perle findes dog uden for bymuren. Det er regionens smukke natur med tusindvis af søer, Havel-floden og talrige vandløb, som danner baggrund for enestående cykel- eller vandreruter.

* * *

Massemord på psykisk syge

Brandenburg an der Havel har en sort, nazistisk fortid.

Det var nemlig her, at 9000 psykisk syge og handikappede blev likvideret i 1940 under den såkaldte ’Aktion T4’. Nazisterne dræbte i alt 70.000 psykisk syge i hele Tyskland under denne operation, fordi man mente, de var arveligt uegnede til at være borgere i Det Tredje Rige. Ofrene blev gasset ihjel.

Massemordet i Brandenburg fandt sted i et gammelt fængsel ved Nicolaiplatz i bydelen Altstadt. I dag er her et museum og et mindesmærke for de mange dræbte.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen