Sejlende sommer: Hop mellem græske øer

Glem populære Kos og Rhodos: Oplev de mange andre græske perler, hvor du til tider kan føle dig som det eneste menneske på Jorden

Som taget ud af Mamma Mia-filmen ligger der små, hvide kirker med blå kupler rundt omkring på klippesiderne omkring byen Nisos på Sifnos. Foto: Pernille Obelitz
Som taget ud af Mamma Mia-filmen ligger der små, hvide kirker med blå kupler rundt omkring på klippesiderne omkring byen Nisos på Sifnos. Foto: Pernille Obelitz

Afsondrede strande, fisk og skaldyr i lange baner og autentiske, hvide huse med blå skodder. Smukke græske øer trækker hvert år tusindvis af turister til varmere himmelstrøg.

Men hvor de fleste turister drager mod klassikere som Lesbos, Kos og Rhodos, så indeholder det Ægæiske Hav flere smukke øer, der endnu ikke er blevet overrendt.

Vi startede vores tur i Athen, hvor vi tilbragte to dage i den barske sommerhede med at udforske den græske hovedstads største seværdigheder som Erechtion, Akropolis og Mount Lycabettus.

Derefter startede det virkelige eventyr til havs.

Azurblåt hav og små hyggelige havne. Grækenlands glemte øer er et sandt paradis. Foto: Pernille Obelitz
Azurblåt hav og små hyggelige havne. Grækenlands glemte øer er et sandt paradis. Foto: Pernille Obelitz
 

Mens mange drømmer om at sejle rundt fra ø til ø, så er det dog de færreste, der kan stille frem med en båd. Men på Airbnb fandt vi en sømand på Paros, der havde en båd med flere kahytter om bord, og som kunne sejle os rundt i fire dage.

Båden var lille og hyggelig, og ud over os havde sømanden samlet en pige op fra netsiden Couchsurfing. Hun sov i en kahyt, mens der i et

værelse med køjesenge sov en anden pige, som delte toilet med os, der havde et værelse med dobbeltseng. Brusere var udendørs, men der var ikke meget vand, så vi badede som regel kun, når vi lå til kaj.

Den første aften spiste vi på en græsk restaurant. Båden blev ved kajen, da vi skulle sove, fordi bølgerne var for voldsomme til sejlads i vores lille båd. Den følgende morgen spiste vi morgenmad i Paros by, og nød en smule shopping.

Det bør du opleve

Paros
Lystbådehavnen i Noussa

Katedralen Panagia Ekatontapiliani

Strandene

Sifnos
Klosteret Chrisopigi

Bugten og stranden i Vathi

De syv martyrers kirke

Vandrestierne fra Apollonia

Kirken og stranden i Poulati

Athen
Erechtion

Akropolis

Mount Lycabettus

Plaka-kvarteret

Panathinaiko Stadion (det gamle olympiske stadium)

Se også: En dag i Avignon

Da havet havde lagt sig lidt, sejlede vi videre til Sifnos. Vi sprang i vandet fra båden og badede eller solede os, mens vi nød udsigten over det lyseblå hav, hvor små klipper stak op fra bølgerne som små toppe.

Vi lod båden ligge i havn ved byen Nisos. Havnen der havde fantastisk gennemsigtigt vand, fine fiskerbåde og fantastisk mad i de små restauranter.

De små gader og de kendte hvidkalkede huse med blå tage udgjorde den lille by, og lige uden for bygrænsen dukkede fine, små kirker frem. Som taget ud af ’Mamma Mia’-filmen lå kirkerne på små klipper, der kun kunne nås ved at gå ad små stier og stentrapper.

Om aftenen spiste vi billig mad i massevis. Friske skaldyr og rejer, squash, auberginer, salater, feta og frisk kød. Der var alt, hvad hjertet begærer fra det græske køkken. Herunder kanin, som var blevet fanget på øen.

Natten tilbragte vi om bord på båden i bugten ved byen.

Hvidkalkede huse og vinduer med de ikoniske blå skodder er også at finde på andre øer end Santorini. Tag gåskoene på og trids rundt blandt den smukke arkitektur. Foto: Pernille Obelitz
Hvidkalkede huse og vinduer med de ikoniske blå skodder er også at finde på andre øer end Santorini. Tag gåskoene på og trids rundt blandt den smukke arkitektur. Foto: Pernille Obelitz
 

Dagen efter sejlede vi til Vathi-bugten. Byen er lille og har ikke meget at byde på, men det var det smukkeste på hele turen.

Stedet var næsten mennesketomt, og har man været stresset på arbejde eller trænger tl ro og afslapning, er denne bugt løsningen. Der var ikke meget andet at lave end at svømme, spise, sove, spejde ud over det fantastiske landskab og se den smukke solnedgang.

Aftensmaden indtages bedst på stranden med fødderne i sandet og vandet brusende lige ved siden af.

I Paros by kan du vandre rundt i de små gader og nyde god mad og fine butikker. Sommervarmen kan dog være trættende for de fleste. Foto: Pernille Obelitz
I Paros by kan du vandre rundt i de små gader og nyde god mad og fine butikker. Sommervarmen kan dog være trættende for de fleste. Foto: Pernille Obelitz
 

Opladte med indtryk gik turen næste dag videre med bus til byen Apollonia. Byen ligger i midten af Sifnos og byder på flere små restauranter i bjergterrænet samt et museum. Fra Apollonia tog vi på vandreture til steder, som var umuligt at nå til med bil. Til fods opdagede vi små, hyggelige bugter, hvor vi var de eneste mennesker i miles omkreds. Efter en aften på Sifnos gik turen tilbage til Athen.

Væk fra paradis og tilbage til virkeligheden.

Så billigt var det

Grækenland er et meget billigt land af holde ferie i, efter den økonomiske krise har ramt landet.

En øl kan ofte fås for en tier, og kommer du ud på de små og mindre turist-besøgte øer, kan du spise på restauranterne for en slik.

Overnatningen i Athen med Airbnb kostede omkring 300 kroner pr. nat for to personer.

Båden blev også fundet på Airbnb. Her kan du få fire dage med tre overnatninger for to personer for 1500 kroner.

Den sidste overnatning på Sifnos var i en lejlighed med køkken, badeværelse og balkon for omkring 200 kroner for to personer.

Flybilletter fra København til Athen blev fundet billigt til 3000 kroner for to personer tur-retur.

Alt i alt kostede en uge i paradis 2500 kroner pr. person foruden mad og drikke.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen