Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel
Udland

Shoppefest i Bangkok

STORBYKIG: Gå shop-amok i tre af de bedste shoppesteder i den thailandske hovedstad

  • Foto: Flickr/Gürcan Özsüyek
Foto: Flickr/Gürcan Özsüyek

Den billige: MBK

Otte etager. 2000 butikker. Og der skal pruttes om prisen. Enten løber du skrigende bort, eller også begynder dit mundvand at løbe.

MBK er ikke som noget andet storcenter i Thailand. Her er alle de varer, der bliver solgt i Thailands mange gadeboder, på aftenmarkeder og af strandsælgere samlet på ét sted. Og lidt til. Dog med den markante forskel, at i MBK er der ingen, der hiver fat i dig. Du kan gå i fred og ro og snuse i butikkerne.

Sortimentet dækker tøj, sko, håndtasker, møbler, legetøj, kosmetik, mobiltelefoner, kameraer, DVD’er, computerspil, kufferter og alt derimellem. Et cover til en iPhone koster f.eks. 20 danske kroner.

Når det bliver for meget shopping, er her også både neglesalon, frisører og bassin med fisk, der spiser den døde hud på dine fødder. Samt en overdådig food-court, hvor du kan vælge og vrage mellem retter fra hele verden.

I MBK bliver der solgt både originaler og kopier, så se dig godt for.

 

Den lokale: Jernbanemarkedet

Foto: Flickr/Jennifer Lien Foto: Flickr/Jennifer Lien  

Et lokaltog bevæger sig langsomt frem langs skinnerne, mens lokale løber foran lokomotivet og slår markiser ned, fjerner varer og pakker deres boder sammen i al hast, så toget kan passere. Og i det sekund toget er væk, pakker de atter ud, slår markiserne op og dækker igen skinnerne til med deres varer.

Turen derud starter kl. 8.30 på Wongwian Yai-stationen i Bangkok, og togvognene er simple, så selv et slidt københavnsk S-tog ligner en kongelig salonvogn til sammenligning, men det er en del af oplevelsen. Heldigvis for sælgerne kører toget kun gennem markedet enkelte gange hver dag.

Her er ikke mange turist-ting, da de fleste varer er tiltænkt de lokale handlende, men flere og flere souvenirs sniger sig ind i sortimentet og vidner om stedets stigende popularitet blandt turister.

 

Det udendørs: Asiatique

Foto: Flickr/Pictures of a pair of wandering travel mice Foto: Flickr/Pictures of a pair of wandering travel mice  

Asiatique er et udendørs marked beliggende i en række hyggelige, gamle pakhuse ned til Chapphraya-floden i hjertet af Bangkok. Faktisk tilhørte bygningerne oprindelig det danske handelsselskab Østasiatisk Kompagni, og herfra blev skibene lastet med bl.a. dyrebar teaktræ, der kunne omsættes for store summer i Europa.

Lagerhallerne er i dag restaureret og rummer sammen med det udendørs shopping-område 1500 boder og butikker samt 40 restauranter. Her bliver handlet både internationale og lokale varer – bl.a. tøj fra lokale designere, livsstilsprodukter lavet i området og souvenirs produceret af lokale talenter.

Her står også et 60 meter højt pariserhjul, og hver aften kl. 20 kan man se thaiboksning. Der er bådtransport til og fra Asiatique, som har åbent fra klokken 17 frem til midnat.

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Mest læste i Ferie

Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen