Weekend i hotte Hamborg

I Hamborg finder du både stilhed, larm, fest og typer af alverdens slags. Ekstra Bladet guider dig til den perfekte weekend i den tyske storby fyldt med oplevelser

Når det ikke er alt for dårligt vejr, kan du gå en tur på havnen. Her er der masser af liv og udsigt til vandlivet og blandt andet det sted, hvor 'Løvernes Konge' opføres. Og du kan tage en tur på en af de mange både, der hver især har en særlig rute rundt i havnen. Foto: Klara Hauberg Hansen
Når det ikke er alt for dårligt vejr, kan du gå en tur på havnen. Her er der masser af liv og udsigt til vandlivet og blandt andet det sted, hvor 'Løvernes Konge' opføres. Og du kan tage en tur på en af de mange både, der hver især har en særlig rute rundt i havnen. Foto: Klara Hauberg Hansen

Hamborg ligger kun cirka fire en halv time væk i tog fra København eller Aarhus, og du kan komme af sted for 250 kroner, hvis du er hurtigt ude og får fat i en af de billige billetter.

Det er oplagt at bruge en weekend i den tyske by. Men byen er stor og har mange muligheder for enhver smag og masser af oplevelser for både unge, gamle, familier og par. Derfor er det en god idé at vælge ud på forhånd, hvad du godt kunne tænke dig at opleve.

* * *

Her bor du bedst

Hvis du vil nå at opleve så meget af Hamborgs centrum som muligt, så skaf dig et sted i nærheden af hovedbanegården.

Generator Hostel
Det kendte hostel ligger lige ved siden af hovedbanegården og er derfor også lidt dyrere end de fleste andre steder. Her kan du både booke enkelt- eller dobbeltværelser samt gruppe-værelser, hvor du bor sammen med andre. Du kan ikke lave mad selv her.

Det ligger også lige ved siden af Zoo, hvis du kommer med bussen til Hamborg.

AO Hostel
Du kan med fordel vælge AO, der ligger lidt længere væk fra hovedbanegården, men det er meget simpelt at finde. Det kan være billigere end Generator, hvis du er ude i forholdsvis god tid. Det ligger samtidig næsten lige ved siden af indkøbsmuligheder.

Airbnb
Det er meget hurtigt at finde tyskere, der lejer deres lejligheder ud via Airbnb. Det kan findes forholdsvis billigt. Her kan du få flere muligheder for at fine et sted i nærheden af centrum, så du let kan komme frem og tilbage til de ting, du gerne vil opleve i løbet af din ferie.

* * *

Byen by night

I dagslys er indgangspartiet til Grosse Freiheit et søvnigt og fredeligt sted. Men når mørket falder på, bliver her fyldt med farver og liv. Det er en oplevelse værd at gå en tur her i aften- og nattetimerne og få sig en drink på en af barerne. Foto: Klara Hauberg Hansen
I dagslys er indgangspartiet til Grosse Freiheit et søvnigt og fredeligt sted. Men når mørket falder på, bliver her fyldt med farver og liv. Det er en oplevelse værd at gå en tur her i aften- og nattetimerne og få sig en drink på en af barerne. Foto: Klara Hauberg Hansen
 

Reeperbahn
Det er et must at opleve gaden, der lever mest om natten. Her er der massevis af forskellige steder, du kan besøge – uanset om du er til billige shots eller halvdyre cocktails.

Du kan eventuelt starte din aften på 99 cents bar, hvor alle shots koster syv kroner, og så kan du bevæge dig over på Jams Club eller Shooters.

Det er samtidig her, du skal gå i byen, hvis du ikke ved, om du er til en øl et stille sted eller en drink et vildt sted. Her går du i sneakers og prøver mange ting på én aften.

Se også: Amsterdam i billeder

Golden Cut
Er du til lidt finere fester, kan du overveje Golden Cut, der ligger et spytkast fra Haubtbahnhof. Der er dresscode, og dørmændene holder skarpt øje med, om den bliver overholdt. Til gengæld koster garderoben en euro – uanset hvor meget ekstra tøj eller tasker, du har med. Når du først er inde, er der flere områder, hvor du kan nyde forskellig slags musik.

 

Noho
Her kan de fleste være med, hvis man er til at danse lidt og drikke gode cocktails. Tjek deres hjemmeside ud, inden du tager derhen – du kan være heldig, at de holder en event.

* * *

Det skal du se

Tag et smut forbi Rathaus i centrum. Er du i byen i vintertiden, kan du her få dig et godt glas gløgg og se de populære juleudsmykninger. Foto: Klara Hauberg Hansen
Tag et smut forbi Rathaus i centrum. Er du i byen i vintertiden, kan du her få dig et godt glas gløgg og se de populære juleudsmykninger. Foto: Klara Hauberg Hansen
 

Miniatur Wunderland
Hvis du er til lego, teknik, historie og mange mennesker, så er Miniatur Wunderland stedet for dig. Det kan anbefales, at du booker, hvilket tidspunkt du gerne vil ind. For der er rigtig mange mennesker – og det er der altid.

I Miniputlandet har de verdens største model-jernbane, og der er rigtig mange ting at se. Så afsæt et par timer, hvis du vil genleve historiske øjeblikke, se en miniversion af Skandinavien og andre småt-byggede landskaber.

Ved havnen ligger Speicherstadt. Området er smukt med sine kanaler gennem byen, og man kan bruge lang tid på bare at gå og nyde atmosfæren. Det er også her, at Miniatur Wunderland ligger. Foto: Klara Hauberg Hansen
Ved havnen ligger Speicherstadt. Området er smukt med sine kanaler gennem byen, og man kan bruge lang tid på bare at gå og nyde atmosfæren. Det er også her, at Miniatur Wunderland ligger. Foto: Klara Hauberg Hansen
 

Elbphilharmonie
Endelig står den store, smukke bygning færdig. Du kan finde den i Hafen City, og den er bestemt et kig værd. Også hvis du bare vil nyde den udefra. Men har du tid kan du helt gratis komme indenfor i den store bygning, hvor udsigten over havnen er helt eminent.

Bagefter kan du gå en tur rundt i Hafen City og nyde udsigten, stemningen og spise god mad. Det er helt klart et par timers tur værd, især hvis vejret er godt.

Fischmarkt
Har du stadig kræfter til overs tidligt søndag morgen, så skal du smutte med S-Bahn til Landungsbrücken. Herfra følger du bare folkemængden og går ned mod havnen. Her ligger det berømte Fischmarkt, hvor der hver søndag er åbent fra de tidligste morgentimer til klokken 9.30.

Fischmarkt er meget populært og besøges ikke kun af turister, men også indbyggere i byen. Her kan de købe billig, frisk-fanget fisk og kurve med masser af lækker frugt. Foto: Klara Hauberg Hansen
Fischmarkt er meget populært og besøges ikke kun af turister, men også indbyggere i byen. Her kan de købe billig, frisk-fanget fisk og kurve med masser af lækker frugt. Foto: Klara Hauberg Hansen

Her kan du købe friske fisk, frugt, chokolade og alverdens andre ting. Eller du kan nøjes med at opleve stemningen ved det tidlige morgenmarked.

15. marts til 14. november er der åbent fra klokken 5 til 9.30.

15. november til 14. marts er der åbent fra klokken 7 til 9.30.

Beatles Platz
Er du i nærheden af St. Pauli-station, eller vil du gerne bare opleve Reeperbahn i dagslys, så er du nødt til at se lidt på Beatles Platz, der ligger lige ved åbningen til den berømte gade Grosse Freiheit.

Det er i øvrigt også her, at du lidt længere nede kan se en mindetavle for selveste The Beatles.

Jungfernstieg
Er du til dyr shopping eller bare smuk udsigt, når solen er gået ned? Så gå ned igennem shoppinggaderne Mönkebergstrasse og Spitalerstrasse, hvor du rammer Jungfernstieg, der er centrum for Alster. Den store sø, som du kan gå rundt om eller sejle rundt på om dagen. Her er vældig smukt om aftenen, og du kan spise god is for enden af gaden.

Sternschanze
Du kan tage U-Bahn til Sternschanzen. Her ligger der bunkevis af søde, små og større restauranter samt butikker med genbrug og nyt.

Det er en hyggelig lille bydel, som du næsten er nødt til at tage hen til. Det tager omkring 10-15 minutter med U-Bahn fra Haubtbahnhof at komme derhen og koster ikke mange euro at købe en billet dertil.

* * *

Ekstra gode råd

Penge
Det er godt at have hævet euro hjemmefra. Der er rigtig mange steder, hvor du sagtens kan bruge dit dankort. Men går du rundt i gaderne, tager mange butikker og restauranter ofte ikke kort. Især kan det være svært at købe mad med betalingskort – selv i de store shoppinggader,

Hvis du ikke sørger for at hæve penge i automater, der er tilknyttet en bank, kan du komme til at betale en formue i gebyr.

Har du kontanter med, så pas på dem. Der kan være lommetyve, og der er altid rigtig mange mennesker i nærheden af centrum.

Tog
Det er utrolig simpelt at køre med S- og U-Bahn. Er du i tvivl om, hvilken retning du skal, er folk oftest imødekommende og hjælper. Ellers må du rende ned ad trapperne og se på de store skilte. Her står det meget udførligt, hvilke stop den enkelte togrute kører forbi. Der står også, hvor mange minutter det tager at komme derhen.

Planlæg
Hamborg er en rigtig stor by, og der er mange ting at se og opleve. Hvis du er stor fodboldfan, kan du hjemmefra tjekke, om du skal sætte en dag af til at se St. Pauli spille. Eller læg en plan for, hvilke ting du godt kunne tænke dig at se, så er det lettere at få det hele med – og byen har overraskende meget at byde på.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen