Vilde Møn for hele familien

Mød en dinosaur, oplev Danmarks mest dramatiske natur og vær med til at slå en verdensrekord. En ferie på Møn er lig med store oplevelser for familiens yngste - og for de voksne såmænd

Naturen på Møns Klint er noget af det mest dramatiske og smukke, Danmark har at byde på. Foto: Laura Kjestrup Nielsen
Naturen på Møns Klint er noget af det mest dramatiske og smukke, Danmark har at byde på. Foto: Laura Kjestrup Nielsen

Tør du stikke hovedet ind i gabet på den store dræberøgle Mossasuren? Kridthavets Tyrannosaurus Rex, som der er blevet fundet tænder fra i Møns Klint. 

Eller stå ansigt til ansigt med den 12 meter lange sagnblæksprutte Kraken, der ifølge historien trak skibe ned på havets bund?

På Geocenter Møns Klint bliver alle kneb og effekter taget i brug for at give de besøgende en så autentisk oplevelse af fortiden som muligt. Og fortiden på Møns Klint - den var bestemt ikke for tøsedrenge.

Selv voksne kan nemt få udfordret modet i mødet med fortidens uhyrlige skabninger, men besøget på geocentret er ikke kun gys, gru og underholdning.

Det er også masser af læring om den fortid, der har udspillet sig, længe før Møns Klint blev kendt som et attraktivt udflugtsmål med idyllisk panoramaudsigt.

Tør du stikke hovedet ind i gabet på sådan en fætter her? På Geocenter Møns Klint får man testet modet. Foto: Geocenter Møns Klint
Tør du stikke hovedet ind i gabet på sådan en fætter her? På Geocenter Møns Klint får man testet modet. Foto: Geocenter Møns Klint
 

Gå tur med dinosaurer
I geocentret får 3D-filmen 'Walking with Dinosaurs' de fantastiske animationer dig til at føle, at du rent faktisk går sammen med dinosaurerne. Og der skulle også være garanti for et par hop i sædet af bar forskrækkelse.

Fortidens fascinerende kæmper spiller også hovedrollen i særudstillingen ”Den Første Dinosaur”, der tager dig med på en tidsrejse ud over det sædvanlige tilbage til Triastiden for 210 millioner år siden.

Udstillingen er baseret på fundene fra en ekspedition til Jameson Land i Grønland i juli 2012, som medarbejdere fra geocentret deltog i.

Trappen fra toppen af klinten og ned til stranden tager pusten fra de fleste - ikke mindst på vej op. Foto: Laura Kjestrup Nielsen
Trappen fra toppen af klinten og ned til stranden tager pusten fra de fleste - ikke mindst på vej op. Foto: Laura Kjestrup Nielsen
 

Se også: Fra sightseeing til safari i charmerende Boston

400 trappetrin
Selvom man nemt kan bruge mange timer i geocentret, er det også værd at sætte tid af til en vandring på klinten.

Møns Klint med sine over 100 meter høje kridtklinter er en af landets mest fascinerende naturseværdigheder, og det er en udfordring for hele familien at forcere de mere end 400 trappetrin mellem klintens top og stranden nedenunder.

Et par timer i naturen giver garanti for trætte børn om aftenen, men vandreturen giver også mulighed for at gøre spændende fortidsfund.

Det mest almindelige fund på klinten er vættelyset, som der er gode chancer for at få øje på. Faktisk bliver der fundet tusindvis af disse fossiler i området hvert år, men hvad er det så for noget, disse vættelys?

Med lidt god fantasi ligner det en tand fra en dinosaur, men faktisk er vættelyset rygskjoldet fra en slags 10-armet blæksprutte, der har levet her i fortiden.

Efter et besøg på Møns dramatiske klint og geocentret er konklusionen klar: Møn er bestemt ikke for tøsedrenge, men til gengæld en oplevelse for hele familien.

Et vættelys er det mest almindelige fossilfund på Møns Klint. Foto: Geocenter Møns Klint
Et vættelys er det mest almindelige fossilfund på Møns Klint. Foto: Geocenter Møns Klint
 

OBS: På hjemmesiden www.moensklint.dk finder man information om åbningstider, billetpriser, events osv.

Denne artikel er skrevet på journalistens eget initiativ og egen regning.

Camping på klinten

Tæt på Møns Klint og geocentret ligger campingpladsen Møns Klint Resort, der er meget populær blandt både børnefamilier og diverse sportsudøvere som kajakroere, cyklister og ryttere, der benytter Møns Klint-området til aktive udfoldelser.

Børn kan til gengæld folde sig ud på campingpladsen, der tilbyder gode ting som hoppepude, fodboldbane, bordtennis og swimmingpool. Der er også hytter til leje på pladsen, der ligger meget naturskønt i udkanten af klinteskoven.

Læs mere om campingpladsen på www.moensklintresort.dk.

Vandring for store og små

På Møns Klint er der mange afmærkede vandreruter af forskellig længde og sværhedsgrad, så man kan sagtens finde en smuk rute, hvor også små ben kan være med.

Hvis man gerne vil gå langt, er der i år indviet en ny vandrerute hele vejen rundt på Møn og de to naboøer Nyord og Bogø. De opfindsomme øboere har døbt ruten ”Camønoen” med kraftig henvisning til den berømte pilgrimsrute Caminoen til Santiago de Compostela i Spanien.

For romantiske sjæle er det værd at tage en slentretur i det smukke haveanlæg omkring Liselund Slot. Parken er anlagt i slutningen af 1700-tallet med små søer, eksotiske træer og spøjse lysthuse og ligger ganske tæt på klinten.

Læs mere om slotsparken på www.natmus.dk/museerne/liselund.

Se også: Mød hele Danmarks natur på øen i midten

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen