Anmeldelse: Flad finale

Efter otte lange timer med overlærer Bornedal bag katederet er vi ikke blevet meget klogere

1/2
Næste »

’1864’. Afsnit otte. Instr.: Ole Bornedal. DR1, 30 november

2
3,4
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Med et stædigt håb, der minder om Monrads – ’Vi kan stadig vende nederlaget til en sejr’ – fik vi kæmpet os frem til sidste skanse i ’1864’. Otte timer med Ole Bornedals marionetdukker i et konstant moraliserende og belærende tonefald, der sendte en durk tilbage til den tids kulsorte skole, hvor den formanende overlærer både stiller alle spørgsmålene og kender alle svarene. Og smæk med spanskrøret til den formastelige, der vover at være uenig eller blot tænke selv.

Forstå mig ret. Jeg har intet imod, at Bornedal bruger sin dyrt købte taletid til at politisere og give nutidens magthavere og den indskrænkede form for nationalisme, der også præger dagens debat, en opsang. Det er vel det, der kaldes kunstnerisk frihed.

Men hvad der i samtlige afsnit virkelig har sat mit pis i kog, er den nedladende og bedrevidende måde, det er forgået på. Hvor han gang på gang har opstillet et eller andet livløst tableau, for derefter med højt hævede pegefingre og salvelsesfuld kvinderøst har fortalt os, hvordan vi skal fortolke det, vi lige har set.

Se også: '1864' scorer ringeste seertal til dato

Det lykkedes heller ikke Bornedal i løbet af de otte timer at skabe en eneste blot tilnærmelsesvis levende figur. De var alle blot (bug)talerør for forskellige positioner, så man igen og igen kunne terpe lektien ind i hovedet på den sagesløse seer.

Et andet irritationspunkt var den forlorne bonderomantik, hvor alle, der har noget at skulle have sagt, fra befalingsmænd over landadel til politikere, fremstilles som enten ryggesløse eller decideret stupide. Mens folket (her primært repræsenteret via bondesønnerne Laust og Peter samt godsforvalterens datter Inge) har hjertet placeret på rette sted og besidder en overflod af den bedste vilje.

Sådan enkelt var verden vist ikke engang skruet sammen i 1864.

1864 (5:8) EKSTRA Kendte Healere, clairvoyante og druider OGSÅ utilfredse med 1864

Og så orker jeg ikke igen at remse alle de fortællemæssige blindtarme op (se eventuelt tidligere anmeldelser) – som ud over replikker, der faldt flaksende til jorden som skamskudte lærker – var et af de væsentligste kendetegn ved ’1864’. Gang på gang blev vi præsenteret for scener eller personer, som absolut ikke havde nogen funktion i fortællingen.

Og hvis alt andet glipper, kan man jo altid spille tryllekortet. Også her i sidste afsnit, hvor den stumme Sofie efter en gang håndspålæggelse pludselig kunne tale. Hvorfor? Hun sagde jo alligevel ikke et ord efterfølgende. Også spøjst, at en mand, der både kan heale og se ind i fremtiden, ikke var i stand til at gennemskue, at Inges mor aldrig ville overbringe brevet fra Laust. Det havde selv den mest sløve seer uden clairvoyante evner vist opfattet efter få sekunder.

44039502 - 01_10_2014 -  Empire Bio_ 1864 tv serie. Sarah Sofie Boussnina - OLUFSON JONAS.jpg Filmnyheder - 21. nov. 2014 Claudia fra '1864' vinder fornem filmpris

Og hvordan i alverden vil han have os til at tro på, at den ellers så selvstændige og egenrådige Inge pludselig (og jeg mener pludselig) bliver så knækket, at hun ender med at give sin søn væk og gifte sig med Didrich. Som hun i øvrigt påstod var god nok på bunden. Hvor kom det fra?

Var det bare fordi, det hele alligevel skulle have en næsten lykkelig udgang? Ikke nok med at serien hele vejen igennem har været både utroværdig og dogmatisk, men så vil Bornedal gudhjælpemig her til sidst spise os af med floskler som: ’Hvis vi skal være bange for noget, er det det onde i os selv. For der skal så lidt til at lokke det ud’.

Og det bliver værre endnu: ’Vi skylder de døde at leve livet fuldt ud’. Er det virkelig den sølle lykkekage-filosofi og enfoldige eksistentielle erkendelse, der kom ud af at trække os gennem krigens gru?

Nå nej, Bornedal giver da også selve nationens selvforståelse disse ord med på vejen: ’Fra nu af må vi tænke indad og forlene os med vores egen lidenhed, og blive mestre med, hvad vi har.’

Så skulle den ko vist være kneppet.

Det er muligt, at Inge undervejs har været instruktørens primære stemme, men hans metode minder nu mest om Monrads: Forfølg hæmningsløst din egen skingre vision og retorik uden smålig skelen til virkeligheden. Også selv om det betyder, at du tager både historien og befolkningen som gidsler. Denne gang gik det dog heldigvis kun ud over den bedste sendetid.

Medv.: Nicolas Bro, Søren Malling, Marie Tourell Søderberg, Helle Fagralid m.fl.

Se også: Anmeldelse: Nærmest ligeglad

 

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet - flash!

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet - flash!
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen