Dødens ballet

Der er film, og så er der film. Quentin Tarantinos længe ventede fjerde epos hører så afgjort til sidstnævnte kategori. Forstået på den måde, at den ikke foregøgler at handle om noget som helst andet end billeder. Helst af den heftigste slags.

Varemærket Tarantino er kendt for tre ting: absurde, ordrige replikker om alt og ingenting, eksplicit ultravold og en forkærlighed for alskens referencer til obskure B- eller C-film. I første del af 'Kill Bill' - fortsættelsen skulle være på gaden til februar -har han droppet snakken og koncentreret sig om blodet og henvisningerne. Og 'Kill Bill' er hverken mere eller mindre end en besat fans hyldest til alle de kung-fu, karate - og blaxploitation-film og spagettiwesterns, han har 'spildt' sin barn- og ungdom på. Der er stort set ikke en scene her, som ikke er en hilsen til et forudgående værk i filmhistorien.

Hvilket selvfølgelig nemt kunne være blevet meget anstrengende og indforstået, hvis ikke det havde været så virtuost udført. Man sidder ganske enkelt med øjnene på stilke og drengehjertet på turbo, mens blodet strømmer fra alle tænkelige -og utænkelige kameravinkler.

BILLEDEKSPLOSIONER
Schwurp. Hug. Hak. Arrgh. Oooh. Bang. Kronsj. Sådan cirka kunne et handlingsreferat godt lyde.

Men hvis vi helt imod filmens ånd skal uddybe lidt, så er 'Kill Bill' en banal hævnhistorie, hvor vi følger Bruden/Sorte Mamba (Uma Thurman), tidligere en del af det kvindelige lejemorderteam Deadly Viper Assassination Squad (i sagens natur forkortet DiVAS). Efter fire år i koma går hun på jagt efter sine fire tidligere kolleger -og ikke mindst chefen Bill (David Carradine, som kun høres i den første film) -der myrdede alle bryllupsgæsterne, fordi Sorte Mamba ønskede at trække sig tilbage.

Nogen vil sikkert indvende, at den meget spinkle historie ikke havde behøvet at fylde hele to film. Men de har fuldstændig misset pointen. For Tarantino er ikke ude på at sige noget. Han har bare haft brug for et skelet at hænge de halsbrækkende billedeksplosioner (i snart sagt enhver stilart - selv tegnefilm) op på, der får kampscenerne fra 'The Matrix' til at ligne noget fra 'Far til Fire'.

Især den 20 minutter lange afsluttende scene i en japansk restaurant, hvor Thurman (den sejeste kvindelige actionhelt siden Sigourney Weaver i 'Aliens') ene kvinde nedhugger 88 modstandere inden det store opgør med O-Ren (Lucy Liu), skal nok blive obligatorisk pensum på drengeværelserne og filmskolerne verden over.

'Kill Bill' er på et plan en tom og kynisk film. Men som det hedder et sted: 'Hævn er en ret, der helst skal serveres kold'. Og det er også en ekstrem film. Ekstremt blodig. Ekstremt underholdende. Og ekstremt fascinerende. Hvis bare der ikke var så langt til februar. Faster Pussycat, Kill, Kill.