Indlæser...

Vildt Beatles-show på Gasværket

'Come Together' er et artistisk kostumebal af vilde dimensioner, mener en begejstret Ekstra Bladet-anmelder

13:07, 10. sep 2009 | Rud Kofoed

Jimmy Jørgensen og co. svinger rundt i musikalske lianer af tovværk i luften, farer op og ned ad vægge og får fluelort og flygler i hovedet. (Foto: Kristian Linnemann)
Jimmy Jørgensen og co. svinger rundt i musikalske lianer af tovværk i luften, farer op og ned ad vægge og får fluelort og flygler i hovedet. (Foto: Kristian Linnemann)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

'Come Together'. Verdenspremiere. Gasværket i København onsdag den 9. september.
Koncept og instr: Nikolaj Cederholm. Med Lotte Andersen, Jimmy Jørgensen, Martin Greis, Jens Jørn Spottag, Mark Linn, Annika Aakjær, Mani Spinx, Sara Grabow

Annonce

Verdenspremieren på teaterkoncerten både med og uden The Beatles er rent kostumebal i den borgerlige af svimlende dimensioner.

Sådan endte det vel i grunden også i virkeligheden. Som John Lennon konkluderede:

'Det er de samme slyngler, der har taget magten, de samme mennesker, der styrer det hele. De har taget røven på os unge og hele den generation.'

'Come Together' rammer effektfuldt ned i den nypuritanske bølge – og for første gang kan man opleve The Beatles i så overvældende teaterklæder, der er ren rockoko. Det kan være svært at få øje på mål og mening med det hele, måske gør det ikke noget, når musikken spiller? Det er godt gået overhovedet at få lov til det.

Teaterkoncert? Ja, noget skal det jo hedde. De kendte sange bliver musikalsk nyfortolket af brødrene Jens og Peter Hellemann med en respekt og opfindsomhed, der bestemt ikke lader én kold, hvor langt det end måtte ligge fra originalerne.

Artistisk vildt utroligt
Da Jimmy Jørgensen svæver syngende på hovedet ind over scenen og videre ud over publikum, kan det ikke blive meget bedre, så jo det er 'getting so much better all the time'.

Artistisk er det vildt utroligt. Skuespillere og musikere svinger rundt i musikalske lianer af tovværk i luften, farer op og ned ad vægge og får mågelort og flygler i hovedet. Humoren er hele tiden en bærende del af det gigantiske 20 millioner kroners show – og det gør det under alle omstændigheder værd at opleve.

Det hele starter med en lidt spæd version af 'Yesterday' sunget af Lotte Andersen. Den lader publikum noget rådvild, men efter de næste 30 numre bliver der klappet hele vejen igennem.

Men først rigtig kog i gryden kommer der, da 'All You Need Is Love' og 'Get Back' slutter første akt med fuld tryk på alle kedler. Da går man til pausen og kan næsten ikke vente på andet akt.

Det er en forestilling, der kan diskuteres på mange leder og kanter. Sådan må det være, når man rører ved noget så helligt og udødeligt som Beatles. Men en ting er sikkert: Beatles holder også til Gasværkets version.

Spændende rum
Endnu en gang får vi understreget, at Morten Grunwald så rigtigt, da han fik øje på Gasværket som Danmarks mest spændende teaterrum.

Nu har Jon Stephensen med sin nye forestilling, instrueret af Nicolaj Cederholm, vist, at det vel nok er det mest velfungerende – Det Kgl. Teaters nye skuespilhus inklusive. Det artisteri, der her foldes ud, gør det samtidig til et af de mest betydningsfulde i retning af en teaterfornyelse – og med et sprog, der rammer bredt.

Det er et par tusinde år siden, at nogen så forretningsfordelene ved genopstandelse.

Siden har utallige praktiseret det. Marilyn Monroe, Elvis, Abba og senest Michael Jackson er gode eksempler på den gode forretning i en revival, hvad enten man nu er helt eller halvdød, men intet slår The Beatles i udødeliggørelse – det blev i aftes understreget på Gasværket. Om det er nok til, at dansk teater også kan gå på vandet fremover, må vise sig.

En ting er sikker: Beatles holder også til Gasværkets version

Annonce