Mesterlig mursten

Døddrukne nødhjælpsarbejdere, liderlige mænd og kvinder i landflygtighed samt spontan vold og pludselig død dukker op overalt i den mursten af en roman, der i dag sendes på gaden som afslutning på nu afdøde Jakob Ejersbos ’Liberty’-trilogi.

Bogens hovedpersoner og gennemgående fortællere – danske Christian og afrikanske Marcus – vokser op sammen i Tanzania. Christians forældre bor og arbejder i landet, og lokale Marcus knokler for skiftende hvide familier som babysitter, handyman og gigolo.

Sorte og hvide
Drengene bliver venner, men skilles som voksne. Christian bliver sendt hjem på hf i Danmark, hvor han ikke passer ind, mens Marcus hutler sig gennem tilværelsen med drømmen om Europa evigt lurende i baghovedet. Og med tiden står det klart, at den hvide aldrig kan blive sort og den sorte aldrig hvid.

Forud for udgivelsen af titelbogen er de to tyndere – men ikke mindre sublime – ’Eksil’ og ’Revolution’ udkommet, der begge fik fem stjerner. Og den aktuelle ’Liberty’ trækker da også tydelige tråde tilbage til bind et og to.

Som læser møder man personer fra de foregående bøger som Samantha fra ’Eksil’, der nu behandles via nye fortællepositioner. Et stærkt og berigende greb, der er medvirkende til at folde hele Ejersbos Afrika ud på tværs af bøgerne.

Kontant logik
Vi er vel at mærke langt væk fra Karen Blixens Afrika med storslået natur og ædle sorte. Hos Ejersbo er det glemte kontinent en anarkistisk scene, hvor skandinaver lever dystre skyggesider ud langt væk fra velfærdsnationernes trygge, men også omklamrende favntag.

Men også det postkoloniale Afrika har regler, der håndhæves med en egen kontant logik, og det er symptomatisk nok Marcus, der beskriver personernes indbyrdes afhængighedsforhold som en ring af ’snylterorganismer’, hvor alle udnytter hinanden.

Det endelige punktum
Blandt bipersonerne står skildringen af svenske Jonas stærkest – skovmanden, der lader sig styre af liderlighed og druk, indtil han symbolsk skvatter død om i den sauna, som den skandinaviske enklave har fået bygget under Tanzania brændende sol.

Men først som sidst er det dynamikken mellem Christian og Marcus, der driver ’Liberty’ frem og viser det kolossale talent, vi med Ejersbos alt for tidlige død har mistet.

Som læser bliver man trist over at tage afsked med Ejersbos Tanzania, når sidste side er læst.

Men endnu mere trist over, at dette – formodentlig – også er den endelige afslutning på et monumentalt forfatterskab.