Spænding for spændingens skyld – igen

4

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Så nåede vi til afsnit 15 i ’Livvagterne’. Det føles dog som om, det lige så godt kunne være afsnit 5 eller 55, så monotont er det. Ganske vist er Jasmina og Rasmus (stadig) i gang med at udvikle et forhold, Leon er blevet gift, Tønne har endelig fundet sig en ordentlig mand, Jonas har fundet en ny dame og hurra og så videre. Men som personer eller figurer, har de dybest set ikke rykket sig siden det allerførste afsnit i sæson 1.

Ingen af dem er endnu rigtigt trådt i karakter, hvilket man sådan set ikke kan klandre skuespillerne: For at træde i karakter kræver det som bekendt, at man har en karakter at træde i. Og så længe, de ikke gør det, er de svære rigtigt at interessere sig for.

Temmelig konstrueret
Derfor må serien i stedet bero sig på selve spændingen. Og selv om dette afsnit (også) er temmelig konstrueret, så er det dog spændende nok til, at undertegnede lige er nødt til at få bekræftet om der ikke er noget lusk ved ham den unge, ambitiøse politiker, Thomas Eriksen.

Er det ham, som har slået den nyligt afgåede udenrigsminister ihjel? For det er vel de færreste, som begår selvmord lige efter, de har sat boller i ovnen? Og i så fald hvorfor? Havde de to virkelig en affære? Spændende nok i sig selv.

Og så alligevel ikke, synes manuskriptforfatterne at mene. Som om de er bange for at seerne ikke bliver hængende, har de nemlig læsset endnu en spændingshistorie oven i, nemlig den om selvsamme politikers datter, som er blevet bortført. (I den forbindelse blev undertegnede egentlig mest foruroliget over, at politiet tilsyneladende bare kan komme brasende i private hjem med ’det er bare et rutinetjek’ som undskyldning… Nå).

Faren ved at læsse så mange ting op på ’Livvagterne’s spinkle skelet er, at det hele ender med at brase sammen. Men så længe, det knager – for dét gør det – så holder det nok. Måske.

Det må vi se på søndag.