40 år med bare patter

4

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

Fortællingen om mandebladet rapport er et livligt stykke Danmarkshistorie og samtidigt et drama om et af landets mest sejlivede og foragtede medier, som snart fylder 40 år.

Den historie har journalisten Søren Anker Madsen kastet sig over i bogen ’Historien om ugens rapport’ med undertitlen ’Bare damer, bajere og ballade.’

Madsens letflydende bog kommer på lidt over 200 sider godt rundt om det brogede persongalleri, som især i de gyldne 70’ere prægede ugens rapport.

Anker Madsen fører os, med et arsenal af uartige anekdoter og slagfærdige citater, fra de bodegabrune 70’ere med frisind og stigende oplag til nutidens ikke mindre heroiske kamp for overlevelse på trods af små salgstal, enorm konkurrence og uvillige ejere i Allerfamilien.

Drukkultur
Journalistik var et farligt job i 70’erne og ind i 80’erne. Ikke kun på ugens rapport. Men hele myten med den bajerbællende og whiskykævende ’larger than life’-agtige reporterhelt, der med en smøg i kæften i pågående staccato-stil beskrev verden råt for usødet, blev kørt til kanten og over på ugens rapport i disse år.

Det resulterede ikke blot i høje oplag, men også alkoholiserede skæbner og et omkostningsniveau, som krævede over 100.000 ugentlige solgte blade for at nå break even.

I dag, hvor rapport ligger og roder på 10.000 eksemplarer om måneden, giver det stadigvæk et fornuftigt overskud på mellem fem og ti millioner til Allerkoncernen - som følge af en overordentlig stram budgetstyring.

Danmarks Indiana Jones
Søren Anker Madsen bygger sin underholdende bog op om nulevende hovedkilder, som også har tegnet bladet gennem snart 40 år.

Vi møder Kurt Thyboe, der som chefredaktør fra 1974 til ’81, er med til at grundlægge hele det stildannende miks af hårdtslående reportager med revolverjournalisten i centrum, opslag med spektakulære billeder og rammende rubrikker, nøgne piger, platte bodegavittigheder og, nåja, lidt sex.

Vi møder Freddy Wullf. Spielbergs Indiana Jones kunne være skåret over rapports kakiklædte storvildtsjæger, spradebasse og eventyrer Freddy Wulff, som i fortælling efter fortælling pralede af at have skudt, kvalt eller knivdræbt et eller flere eksemplarer af stort set ethvert større pattedyr eller krybdyr - udrydningstruet eller ej.

Han kommer følgende udtalelse, der med sin bramfri charme og brovtende humor med et glimt i øjet rammer rapports tone meget godt:

- Jeg har boet over hele verden. Været i 116 lande. Og jeg har ikke været i et eneste land, uden jeg har bollet med en af de lokale. I Ny Guinea holdt det fandme hårdt.

Sex og kynisme
Vi møder også Jan Nielsen, der som chefredaktør siden ’89 har siddet længst på posten. Nielsens lune kynisme og analytiske evne gennemsyrer Søren Anker Madsens bog. Undertegnede havde selv fornøjelsen af at arbejde under ham i ti år på fabrikken i Herlev, hvor bladet for nylig er flyttet fra.

Når tilværelsens og ledelsens absurditeter tog overhånd, mødtes vi hovedrystende på hans hjørnekontor, hvor han med underspillet humor og desperation udtalte: 'Husk - det er bare noget, vi leger’. Og så kunne man for en stund igen kreere slagfærdige rubrikker, skrive slibrige bolletekster og pige-ditto, redigere utallige Grå sider og se på patter, patter, patter.

rapport er og var ikke en bevidst fuck finger til den gode smag og politisk korrekthed. De begreber eksisterer bare ikke i rapports verden.

Ikke mange chefredaktører har holdt så længe i dansk presse, og ikke mange har overlevet så mange års ledelsespres og fyringsrunder.

Jan Nielsen udtaler i bogen, at han bliver bladets sidste chefredaktør - hvis ikke rapport af Allerfamilien får lov at gå på nettet.

Allerfamilien
Men historien om rapport er også fortællingen om bladet, der behandles som et stedbarn i familien Aller, men som muligvis reddede mediekoncernens liv på grund af gigantiske salgstal i 70’erne (omkring 200.000 om ugen).

Desværre ville hverken Katinka Aller eller Jan Mølsgaard, der som først marketingschef og siden direktør om nogen har præget rapport, medvirke i Søren Anker Madsens bog. Især Mølsgaard, som for nylig gik på pension, er ofte blevet positioneret som skurken, der forhindrede de kreative bladsnedkere i at lave det rigtige produkt, og som derfor har fået skylden for den konstante nedgang siden ’79.

Men realiteten er, at han måske, blandt andet via sin stramme fokus på bundlinjen, har et stort ansvar for, at bladet stadig eksisterer. For der hersker ingen tvivl om, at Allerkoncernen lukker bladet samme dag, det giver underskud.

Bortset fra den lille hage er Søren Anker madsen bog flydende, fordomsfri og fuld af sjove historier og skæve eksistenser.