ABBA genopstår

14

KommentarerKommentér
artiklen her!

Del på
Messenger!

Send artikel

’Jeg har en drøm ...’ Fra første strofe overbeviste lyden. Hele den gode, gamle 70’er-sødme fyldte Tivoli som en ABBA-genopstandelse i kukkassen. Pigen, der sang sin drøm ud i den danske version af ’I Have A Dream’, var også hende, det gjaldt – nemlig Kristine Yde Eriksen, 27.

Hun var aftenens største overraskelse og brød flot ud af anonymiteten. Det var hende, man gik hjem med på tromme- og nethinde.

’Mamma Mia!’ er musicaludgaven af ’Sporløs’ opført på ’Paradise Hotel’ eller rettere: græsk taverne.

En gifteklar datter drømmer om at finde sin far. Der er tre muligheder, som mor Donna har forlystet sig med på den græske ø, hvor Sofie blev undfanget. Derfor inviterer hun de tre elskere på sin mors vegne, og det kommer der et noget anderledes bryllup ud af.

Ingen Streep
Det er ingen stjerneparade af kendte skuespillere, der er sat til at bære ABBA-guldet frem, men den brogede blanding gør det pænt og forventeligt godt.

Nicoline Siff Møller er ingen Meryl Streep, og i stjernerollen som Donna Svendsen gør hun det ikke vildt nok – men bevares, charmerende – og hun scorer bestemt pænt med bifald undervejs. Sammen med veltrimmede Nastja Arcel og den altid underholdende prop Pernille Schrøder slår hun sig løs i The Dynamoes-trioen som i deres frugtsommelige, ægteskabsforagtende dage.

Lang ventetid
11 år efter London-premieren kommer ’Mamma Mia!’ på dansk. Det bliver den ikke bedre af – og dog. Både Anne Linnets og Ann Mariagers medlevende afstøvning af henholdsvis sange og dialog hæver sig langt over de bange anelser.

Første akt er mest veloplagt og glider fint ned. Anden afdeling slæber lidt mere. ’Jeg bli’r besat’, er nok mere sang end det, vi oplever.

De over 80.000, der indtil nu har købt billet, kan forvente alt det, de kommer efter: ABBA-sange pænt pakket ind. Men filmen er stadig bedst.

Filmen er stadig bedst