Da premieren på 'Cirkusrevyen årgang 2011' er nået til sin finale, dukker de
medvirkende dansere og skuespillere op på scenen og modtager deres
velfortjente bifald. Allersidst kommer Lisbet Dahl, og hun ligner det, hun
er. En diva.
Hun ser både glad, bevæget og stolt ud. Ikke fordi hun i år har 25-års
jubilæum i Cirkusrevyen - det har hun - men fordi en vildt tumultarisk uge
med sygemeldinger og aflysninger er gået forud, og resultatet er alligevel
blevet et særdeles velskabt skrummel af en revy.
Godt gået!
Ikke blot er Lisbet Dahl instruktør på foretagendet. Hun står efter min smag
også for det mest hulkende morsomme nummer.
Damen med den spasmodiske cha-cha-cha vælter igen teltet iklædt en praktisk
fruemodel. Med sine på en gang kluntede og graciøse bevægelser fægter hun
sig igennem den overraskende frimodige sang og kæmper samtidig med en
genstridig håndtaske. En kamp, som håndtasken hele tiden er på nippet til at
vinde.
Teksten er af Carl-Erik Sørensen, der som sædvanlig er leverandør af revyens
stærkeste numre. Men svage er der nu ikke mange af.
LÆS OGSÅ: Blachman kan vælte
Cirkusrevyen
Margrethe og Haarder
Ulf Pilgaard udfører igen en helt overvældende langlemmet og storrygende
dronning Margrethe. Denne gang som farmor, der passer tvillinger. En opgave,
hun udfører med et næsten skræmmende åndsfravær.
Samme Pilgaard er en blændende Bertel Haarder iført striktrøje, en stærk
længsel efter risengrød og en ubeskrivelig mængde skældsord.
Henrik Lykkegaard er til gengæld en overbevisende, rablende Blachman, Niels
Ellegaard tager pusten fra tilskuerne - og især sig selv - i en forrygende
Zumba, og Ditte Hansen er en på en gang dampende erotisk og samtidig
uhyggelig Milena Penkowa.
Festligt trut
Ja, jeg blev såmænd helt grebet af kastrationsangst.
Der kunne nævnes meget mere, men der er ikke plads, og du får nok
fornemmelsen. 'Cirkusrevyen 2011' er et festligt trut i overflødighedshornet
- næsten hele tiden morsom og ofte med en skarp, satirisk kant. Som den
slags skal være.
