En sexet sabelsluger

Ekstra Bladets anmelder er begejstret for hele pakken i Wallmans nye dinnershow 'Flashback' i Cirkusbygningen i København

En sexet sabelsluger i Wallmans dinnershow 'Flashback'. Maryanne sluger op til tre sabler på én gang. Og undervejs er hun såmænd også bøjlesluger (Foto: John Resborn)
En sexet sabelsluger i Wallmans dinnershow 'Flashback'. Maryanne sluger op til tre sabler på én gang. Og undervejs er hun såmænd også bøjlesluger (Foto: John Resborn)

Cirkusbygningen, København: Wallmans dinnershow. Flashback Billetter fra 399 til 1299 kr. Kan opleves frem til juni 2017

5

Billetterne til Wallmans show er ikke billige, men med i prisen er et fire timers show, en fire-retters menu og natklub bagefter. Da man ikke kan få showet uden maden eller omvendt, er det her en anmeldelse af begge dele.

Mens de fire dansere og de seks sangere, der alle er fabelagtigt dygtige, kaster sig ud i løjerne, får vi sæsonens suppe med brød og brunet smør. Ved premieren onsdag aften var det sæson for blomkålssuppe med hvid chokolade og chili. Der er vist også en del fløde blandet ind i den sag, og det er fint med mig.

Sluger drabelige sabler
Elefanter og heste kigger man forgæves efter, men artister er der heldigvis stadig under den 130 år gamle Cikrkusbygnings smukke kuppel. Som den hårdtpumpede Maryanne med den robuste humor, der sluger drabelige sabler på det mest uhyggelige. Undervejs inhalerer hun såmænd også en sammenklemt stålbøjle for at bevise, at klingen ikke kun forsvinder op i skæftet.

Og imens inhalerer vi tre småretter; rillette af svinekød med ristede malede ris og chili-limesauce, kimchi-salat og trøffel af friskost og skaldyr, smagt til med Tom Yum – hvad det så måtte være.

De er såmænd okay, men beskrivelsen af retterne er nok det mest imponerende.

Musikalsk spænder showet vidt. Her er hentet hits fra Bruno Mars, Fame, Dream Girls, Shania Twain, Dolly Parton, Queen, Beyoncé, Joe Cocker, Ricky Martin, Jennifer Lopez med mange flere. Hele balladen fremføres med et humørfyldt overskud og en forrygende, visuel idérigdom.

Kun iført underbukser
Hovedretten er grillet oksemørbrad i skiver med jordskokkepuré og trøffel-sne, serveret med en kartoffel-rodfrugtkage. Velsmagende og meget mørt.

Og imens får vi det nok mest imponerende indslag. De polske akrobater Zbiegniew og Michal løfter sig selv og hinanden, som om tyngdeloven ikke gælder for dem. Også min smukke ledsager er betaget. Muligvis også fordi de to flotte stykker mandfolk kun er iført underbukser. Hun synes ellers, enkelte numre er lidt lange, men her er ingen klage.

Desserten er bananmousse med ristede jordnødder og Dulce de leche samt Valhrona chokolade-cupcake. Glimrende, men næppe slankende.

I det hele taget er Wallmans i år en festlig fornøjelse med mange kalorier.

 

 

 

 

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen