Indlæser...

Dybt underholdende fodboldfilm

Lårklaskende 'feel-good-film', men også en dokumentarfilm med problemer, mener Ekstra Bladets anmelder om den nye fodboldfilm 'Og det var Danmark'

10:08, 09. maj 2008 | Peter Elsnab

Danmark var befolket med roligans, og jublen ville ingen ende tage, da 'vi' slog Tyskland med to mål ved EM-finalen. (Foto: Lars Hansen)
Danmark var befolket med roligans, og jublen ville ingen ende tage, da 'vi' slog Tyskland med to mål ved EM-finalen. (Foto: Lars Hansen)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Hovedrollerne på sidelinjen
Kurt Nielsen. Landstræner fra februar 1976 til juni 1979.

Kampe: 31. Sejre: 13. Uafgjorte: 6. Tabte: 12.

Perle fra filmen: Landsholdsstrategien planlægges af Kurt Nielsen med en kølig pilsner på den lokale beverding.

Sepp Piontek. Landstræner fra juni 1979 til april 1990.

Kampe: 115. Sejre: 52. Uafgjorte: 24. Tabte: 39.

Perle fra filmen: Han forbyder spillerne at snuppe en bajer efter endt træning under slutrunden i Mexico 1986.

Richard Møller Nielsen. Landstræner fra juli 1990 til juni 1996.

Kampe: 67. Sejre: 37. Uafgjorte: 17. Tabte: 13.

Perle fra filmen: Ricardos knaldrolige håndtering af den ophidsede presse, da kritikken begynder at hagle ned over ham og hans dispositioner.
  • Tema
  • Ukraine vil være OL-vært IOC: Ukraine vil være OL-vært

Annonce

Annonce

'Og det var Danmark'. Instruktion: Mads Kamp Thulstrup og Carsten Søsted. Varighed: 105 minutter.

'En eventyrlig figumentar' har den ene instruktør, Mads Kamp Thulstrup, med et grin kaldt nostalgi-filmen om det danske fodboldlandsholds rejse fra de pinagtige amatørdage i 1979 til den store nationale triumf med Europamesterskabet i 1992.

For hvor man undervejs griner, græder og glædes over sejre, nederlag og personlighederne fra Preben Elkjær til Frank Arnesen i det fantastiske eventyr om den grimme ælling, der blev til en smuk svane, kører fodboldhjernen sin helt egen film i baggrunden.

En parallelfilm, der forhindrer den totale overgivelse, en parallelfilm præget af spørgsmålet 'var det nu også sådan det var?' Nej, lyder det korte svar.

Effektfuld manipulation
Instruktørparret har brugt kendte tv-klip, ukendte fraklip og nye interview med landstrænerne Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen til at skabe deres egen småfiktive fortælling med titlen '... og det var Danmark'.

Interview og billeder fra en situation bruges til at 'dokumentere' en anden, og lydsiden er sine steder manipuleret. Samlet set er det effektfuldt, men det er også ganske unødvendigt for at fortælle en historie, hvis slutning alle kender på forhånd.

Naivt charmerende
Det er ellers dybt underholdende at følge de karikeret kiksede situationer fra amatørtiden i 70'erne, der får et skær af falde-på-halen-komik. Og man fornemmer, hvorfor spillerne udviklede sig til national-ikoner gennem opturen i 80’erne ved Europamesterskaberne i Frankrig i 1984 og Verdensmesterskaberne i Mexico i 1986.

De gav vores lille nation både stolthed og tro på egne evner, og de glade tilskueres naivt charmerende hærgen gennem en undrende verden har bidraget til udlandets opfattelse af dansk mentalitet og kultur.

Hoverende glæde
En knap så sympatisk side af dette er den hoverende glæde over finalesejren ved EM i 1992 over Tyskland, da de pinlige 'Deutschland, Deutschland alles ist vorbei'-kampråb gjaldede ud over landet med retning sydpå.

Dette forstærkes i filmen af indledende billeder fra nazisternes paradeøvelse ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Som om hele drivkraften til at vinde en finale over Tyskland skulle være dansk hævn for den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.

Det giver filmen en ramme, og til ethvert eventyr hører naturligvis en skurk, men dette er uelegant, usmageligt og unødvendigt i en ellers vellykket film, der får en til at både føle og 'feel-good'.

Annonce