Bornedal-film: Selvtægt på jysk

Vi er i det mørke Jylland. Eller rettere sagt det kulsorte Jylland. Den velfungerende, ansvarsbevidste advokat Johannes (Lasse Rimmer) vender tilbage til barndomshjemmet i provinsen sammen med sin smukke kone Pernille (Lene Nystrøm) og deres to yndige børn.

Idyllen skæmmes dog noget af byens andre beboere, der mestendels består af det, man i gamle dage kaldte proletariatet. Mennesker blottet for overskud, både økonomisk og emotionelt. Ikke mindst Johannes' bror, langturschaufføren Lars (Jens Andersen i en diabolsk udgave af sin elskede Polle-figur), der lever i et voldeligt forhold med den gravide Scarlett (Pernille Vallentin).

Men Bornedal er ikke ude i et socialrealistisk ærinde. Det bliver gjort tydeligt allerede fra starten med den krukkede fortæller (Sonja Richter) og det ekstremt æstetiske billedsprog, som med sin markante computerbearbejdning nærmest ligner en reklamefilm. Samt det faktum, at alle filmens personer er så kraftigt optegnede, at der snarere bliver tale om typer end figurer af kød og blod.

Og ligesom i forgængeren 'Kærlighed på film' vil Bornedal i stort set hver eneste scene gøre os opmærksomme på, at vi altså er i gang med at se fiktion. Dette er ikke virkelighed.

Hvilket selvfølgelig er et helt bevidst valg. Men det betyder også, at man aldrig rigtig kommer til at engagere sig i historien.

Bortset fra en enkelt, central scene under en beruset byfest, hvor 'Fri os fra det onde' skifter karakter fra flakkende, sort folkekomedie til ekstremt voldelig selvtægtsfilm. Sam Peckinpahs 'Straw Dogs' (1971) omplantet til dansk muldjord.

Lars har fået byens lokale 'neger', den bosniske flygtning Alain (Bojan Navojec) hængt op på nedkørslen af den missionske Anna (Lone Lindorff), og i en kombination af lavt selvværd og alkohol går forsamlingen amok i en blodrus til tonerne af Fede Finn & Funny Boyz.

Ikke meget bedre
I et forsøg på at redde Alain forskanser Johannes sig med familien, men efterhånden krakelerer Johannes' kulturradikale facade, og han må erkende, at han måske alligevel ikke er så forskellig fra det, han bekæmper. Manden med sømpistolen.

Ole Bornedal er uden tvivl en sjælden billedbegavelse, men han har desværre også en manieret trang til at lege kispus med sit publikum og til at overdrive sine virkemidler i så udstrakt grad, at formen konstant overskygger indholdet.

Hvilket betyder, at 'Fri os fra det onde' aldrig rigtig udvikler sig til andet end spil for galleriet. Og ender som en lidt tom oplevelse.