Indlæser...

Lattergaranti i ny 'Ice Age'

Der er en perlerække af sjove scener, gags og nuttede dyr i den tredje 'Ice Age', mener Ekstra Bladets anmelder

19:36, 01. jul 2009 | Kirstine Krefeld

Dinoerne Skalotte, Ægon og Putte sammen med deres 'mor', dovendyret Sid. (Foto: Blue Sky Studios)
Dinoerne Skalotte, Ægon og Putte sammen med deres 'mor', dovendyret Sid. (Foto: Blue Sky Studios)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Tre sjove med dyr

'Find Nemo'. Historien om den lille klovnefisk Marlin, der begiver sig ud på det store hav på en farlig færd efter sønnen Nemo, er og bliver en helstøbt klassiker, der taler til både hjerne og hjerte.

'Kung Fu Panda'. Den småfede panda Po drømmer om at blive en farlig kung fu-kriger – og mod alle odds bliver han da også udvalgt. Er ligesom 'Ice Age' proppet med sjove gags og selvironisk humor, som rammer både voksne og børn.

'Monsters mod Aliens'. Da jorden bliver truet af en tilsyneladende ustoppelig robot fra det ydre rum, er det tid til at sætte de hemmelige monstre ind i kampen. En sød, sjov film om at vokse som mennesker – eller monstre – og acceptere sig selv, som man er.

Annonce

'Ice Age 3: Dinosaurerne kommer'. Instr.: Carlos Saldanha. Danske stemmer: Thomas Mørk, Jens Andersen, Ellen Hillingsøe, Michael Carøe m.fl.

Annonce

Man siger, at mennesker har det med at live op i tiden lige før, de dør. 'Er han død? Jamen, vi sås da i sidste uge, hvor han virkede så frisk', kan jeg huske, vi sagde om min farfar.

En sådan sidste opblomstring, før det er endegyldig slut, må siges at være en (ønsk)værdig måde at slutte tilværelsen på.

Mammutten Manfred, dovendyret Sid, sabeltigeren Diego og deres venner fra istiden blev vækket til live i 2002 i 'Ice Age' og så i 2006 i 'Ice Age: På tynd is' – og nu er de tilbage med dinosaurer.

Der er ingen tvivl om, at dyrene er fulde af energi. Er det mon en sidste energiudladning og en værdig afslutning for fortidsdyrene? Det vender jeg tilbage til.

Baby-mammut
Manfred og Ellie venter spændt på, at deres lille baby-mammut skal komme til verden, og det giver Sid lyst til at stifte sin egen familie. Ved et (u)held falder han i et hul i jorden, hvor han finder tre dinosaur-æg. Det er ikke populært.

Dels er de tre dino-unger dårligt integreret, dels dukker en vred tyrannosaurus-mor op, og snupper Sid og 'hans' tre unger. Og så er der jo ikke andet at gøre for vennerne end at begive sig ud på en farlig færd i den underjordiske verden og finde ham. Og ja, Scrat er stadig på jagt efter sit agern.

Tynd historie
Filmen er smækfyldt med sjove scener og gags – med venlig hilsen til en lang række andre film. Der er virkelig nogle perler imellem, som garanterer høj latter for både for børn og voksne.

Og det er både grunden til at gå ind og se filmen – og filmens problem. For desværre mangler perlerne at blive trukket på den røde tråd, som ville gøre filmen til en helstøbt størrelse.

Jo, den er virkelig morsom sine steder og har en opbyggelig morale om at høre til på trods. Men historien er tynd som smeltende is, og filmen virker dybest set mest som en undskyldning for at bruge et kendt univers med populære figurer til at splejse en lang række sit-com-lignende sketch sammen.

De gøgler for livet, og det gør de godt, ligesom 3D-versionen bestemt klæder universet.

Lad dem få fred
Så ja, 'Ice Age 3: Dinosaurerne kommer' er absolut en fin og værdig afslutning for de søde, sjove dyr, men forhåbentlig er det også deres sidste optræden på biograflærredet.

Der er ingen tvivl om, at filmselskabet gerne vil holde dem kunstigt i live, så længe der er merchandise-kroner i dem, men lad dem nu få fred. Mens det endnu er værdigt, og vi husker dem for alt det gode, sjove og charmerende.

Annonce