Vanvittig flot filmdebut

I straffeloven findes en paragraf, som rent faktisk nedsætter straffen for mord, der er begået i affekt. Det kan man jo se som en knastør, juridisk erkendelse af, at kærlighed og jalousi kan gøre mennesker i stand til de mest vanvittige ting.

Og mange, som har prøvet at have den der summende forelskelse i maven, kender måske også følelsen, når den rare summen forvandler sig til en smerte, der med sit jerngreb truer med at kvase hjertet sammen til en ubrugelig klump af dødt kød.

Det er lidt den samme følelse har man, når man har set Morten Gieses debutspillefilm 'Vanvittig forelsket', og det er faktisk ment som en stor kompliment.

Gør rigtig ondt
Det er navnlig takket være Cyron Melville, at filmen rammer lige der, hvor det gør rigtig ondt. Han spiller hovedrollen som den unge, følsomme konservatoriestuderende Daniel, der har både store drømme og reelle fremtidsmuligheder som klassisk pianist.

Daniel forelsker sig i sin medstuderende Sofie (Sara Hjort) og flytter ind hos hende. Parallelt med hans forelskelse vokser imidlertid jalousien og paranoiaen, og lige så langsomt glider Daniel fra normaliteten og over i vanviddet – og vi følger med.

Har Sofie noget kørende med hans musiklærer Pierre (en glimrende og lige tilpas Dejan Cukic)? Har hun?!

Følsom og voldelig
Cyron Melville rummer med naturlighed og næsten skræmmende overbevisning både den følsomme musiker med en problematisk opvækst i bagagen og den voldelige psykopat, han gradvist og næsten umærkeligt forvandler sig til.

Filmen er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når instruktør og hovedrolleindehaver får det bedste frem i hinanden.

Det er Cyron Melvilles første hovedrolle, siden han som 10-årig optrådte i den i øvrigt også fine 'Menneskedyret', og han lyser for alvor op på filmstjernehimlen med sin hovedrolle i 'Vanvittig forelsket'. Også Sara Hjort vil jeg gerne se mere til.

Kameraets stirren, blinken og flakken understreger Daniels på en gang nysgerrige, generte og paranoide verdensopfattelse.

Klassisk og tidstypisk
Hans paranoia smitter(!), og under det hele lurer katastrofen. Så det er med hamrende hjerte vi følger ham fra dur til mol – følelser, der blot understreges af den velvalgte, smukke og dramatiske – hovedsageligt – klassiske musik.

Morten Giese rammer på en gang nogle evigtgyldige følelser og ungdomslivet anno 2009 – og tilbage står en både klassisk og tidstypisk ungdomsfilm.