Almodóvars visuelle lækkerbisken

Den spanske instruktør Pedro Almodóvar fortsætter for fjerde gang sin (fuldt forståelige) filmiske kærlighedsaffære med Penélope Cruz, som senest slog gnister i den virtuose ’Volver’ (2006).

I denne ombæring spiller Cruz wannabe-skuespilleren Lena, der indleder en affære med instruktøren Mateo (Lluís Homar) og forlader sin stenrige mand Ernesto, som er den, der egentlig betaler for hendes filmdrømme.

Under Lena og Mateos flugt til Lanzarote omkommer hun i en bilulykke, som tillige gør Mateo blind.

Gemmer sig
Sorg og ydmygelse får Mateo til at gemme sig under identiteten Harry Caine, men da hans assistent i filmens nutid – der ligger 14 år efter Lenas død – kommer ud for en ulykke, begynder fortidens hændelser at trænge sig på igen ...

Almodóvar blander elegant flere handlingsforløb (der dog ikke alle syntes lige relevante), jonglerer sikkert med genrer som noir, komedie og romance, og ’Brudte favntag’ er en visuel lækkerbisken fra start til slut.

Lidt for dygtig
Ingen tvivl om, at Almodóvar er en knusende dygtig instruktør. Måske næsten for dygtig. For alle sine kvaliteter til trods kan ’Brudte favntag’ ikke sige sig fri for en bismag af det lidt selvsmagende, ligesom de talrige referencer og leg med film-i-filmen-i-filmen indimellem tangerer det prangende frem for det pointefyldte.

Hvilket gør ’Brudte favntag’ til en mere intellektuel end følelsesmæssigt engagerende oplevelse.