Drabelig drengestreg

Der kunne godt være skåret en del i Quentin Tarantinos 152 minutter lange 'Inglourious Basterds', mener Ekstra Bladets anmelder

15:54 - 28. aug. 2009 | Henrik Queitsch

Quentin Tarantinos længe ventede 'Inglourious Basterds', der indeholder et alternativt udfald af Anden Verdenskrig, starter med en forrygende flot og intens åbningsscene: En flok nazister under ledelse af ’jødejægeren’ Hans Landa (Christoph Waltz) opsøger en fransk bonde, der angiveligt skjuler en jødisk familie.

Alene den scene retfærdiggør fuldt ud, at østrigeren Waltz løb med prisen for bedste mandlige skuespiller i Cannes.

Og det er også her, vi møder flygtningen Shosanne (Mélanie Laurent), som i finalen – hvor hun nu er biografejer i Paris – tager en spektakulær hævn over sin families skæbne.

Billedbegavelse
Inden for den rammefortælling har Tarantino så lagt en lang række sideordnede forløb, bl.a. det om titlens 'Inglourious Basterds' – en lille gruppe mænd under ledelse af Aldo Rainess (Brad Pitt), der opererer bag fjendens linjer i det okkuperede Frankrig. Deres fremmeste mål er at sprede død og ødelæggelse og tage så mange nazi-skalpe som muligt (bogstavelig talt).

Desværre lykkes det aldrig rigtig Tarantino at få flettet trådene til et samlet forløb. Han er hævet over enhver tvivl en original billedbegavelse med en encyklopædisk viden om filmhistorien, som han så også elsker at demonstrere både i tide og utide. Hvilket er både hans styrke og hans akilleshæl.

Lidt trættende
Han har det med at blive så opslugt af egne evner og virkemidler – af selve mediet som sådan – at det fuldstændig overskygger indholdssiden.

Det vil nogle så sikkert hævde er selve pointen med Tarantinos film. 'Pulp Fiction' handler jo ret beset heller ikke om noget. Men det bliver ærlig talt også lidt trættende i længden.

Og bortset fra uniformerne, Hitler, Goebbels og Göring er 'Inglourious Basterds' standard-Tarantino. Hvilket grundlæggende vil sige en række enkeltstående sketcher fulde af absurde dialoger afbrudt af udpenslet vold. Flere kunne med fordel være skåret fra eller ned. Der er intet her, som berettiger hele 152 minutters spilletid.

'Inglourious Basterds' har bestemt sin gyldne stunder, men man kan alligevel ikke lade være med at tage sig i at sidde og ønske, at den nu 46-årige instruktør ville bruge sit store talent på noget mere substantielt end endnu en kløgtig filmisk drengestreg.