Enestående bryllupsoplevelse

Film centreret omkring et bryllup er ikke just nogen sjældenhed. Men sjældent har man haft en så intens oplevelse af selv at have været gæst ved festen som i Jonathan Demmes bittersøde drama ’Rachel Getting Married’.

Det skyldes en kombination af veteranen Demmes overlegne overblik over de mange karakterer og handlingstråde, fotografen Declan Quinns håndholdte kamera, der minder om en meget professionel hjemmevideo, debutanten Jenny Lumets indfølte manuskript samt brillante skuespil hele vejen rundt. Mange har kun enkelte scener at gøre godt med, men alle formår at gøre varigt indtryk.

Rachel (Rosemarie DeWitt) skal giftes med Sidney (Tunde Adebimpe fra rockgruppen TV on the Radio).

Familietragedien
Familie og venner samles et par dage i Connecticut. Deriblandt lillesøsteren Kym (Anne Hathaway, der fuldt fortjent fik en Oscar-nominering for indsatsen), der har fået udgangstilladelse fra den afvænningsklinik, hvor hun prøver at slippe ud af et årelangt misbrug. Og en ligeså årelang skyldfølelse over en familietragedie, der ikke skal røbes her.

Bryllupper og lignende skelsættende begivenheder har det med at få både det bedste og det værste frem i folk.

Tager ikke parti
Demme og co. har et nænsomt registrerende blik for begge sider. Og tager som sådan ikke parti for eller imod nogle af sine personer. Men viser dem, blot som de er – hvad de siger, og hvad de gør. Så må vi selv drage vores konklusioner.

’Rachel Getting Married’ formår på forbløffende vis at kombinere det nøgternt registrerende med en voldsom emotionel tyngde – eksempelvis burde opgørsscenen mellem Kym og hendes fraskilte mor (en forrygende Debra Winger) være fast pensum på enhver dramaskole – og resultatet er en fuldstændig uforglemmelig filmoplevelse.

Stor ros til Cinemateket for at sætte den op, når nu andre ikke ville.