En mageløs præstation i uforglemmelig film

Jeg skal indrømme, at det var med både frygt og forventning, at jeg satte mig til at se 'The Road'.

Frygt, fordi Cormac McCarthys roman af samme navn, der danner forlæg for filmen, er en af de største læseoplevelser, jeg har haft de senere år. Og ens egne billeder er som oftest er de bedste – men også fordi bogens univers og tone umiddelbart syntes svært forenelige med Hollywoods flimrende drømmemaskine.

Men også med forventning, fordi brødrene Coen med 'No Country for Old Men' eftertrykkeligt beviste, at McCarthys eminente prosa godt kunne overføres til levende billeder uden at miste væsentligt i oversættelsen. Og fordi opgaven er lagt i hænderne på australieren John Hillcoat, der før har vist, at han tør være både konsekvent og kompromisløs.

Verdens ende
Historien er på en gang enkel og altomfattende. Civilisationen, som vi kender den, er slut. En ikke nærmere defineret katastrofe har udslettet næsten alt liv. Træerne er sorte, afpillede stammer. Himlen stålgrå af aske, og kulden altgennemtrængende.

Gennem dette trøstesløse landskab går en far (Viggo Mortensen) og en søn (Kodi Smith-McPhee) med alle deres ejendele i en indkøbsvogn mod den kyst, hvor håbet måske venter.

Men farerne lurer overalt i kraft af de få andre overlevende, som manglen på mad har fået til at ty til kannibalisme. Til at forsvare sig har de en pistol med to patroner. En til hver af dem selv.

Filmen er ganske tro mod bogen, men man har dog foretaget enkelte forståelige korrektioner. Flashbackene fra før ragnarok – med moderen Charlize Theron – fylder mere (for at skabe kontrast), mens kannibal-elementet er nedtonet (for at der ikke skal gå splatter i den).

Til gengæld føles Mortensens voice-over unødigt forklarende, og Nick Caves ellers fine soundtrack virker i længden også lidt følelsesmæssigt anmassende.

Det er dog mindre detaljer i en sjældent gennemført, hypnotiserende filmatisering. En mageløs præstation – intet mindre.