Indlæser...

Seksstjernede seksløbere

Sergio Leones mesterværk 'Once upon a Time in the West' fremstår i ny kopi smukkere og mere betagende end nogensinde

14:32, 18. mar 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate
Sergio Leones mesterværk 'Once Upon a Time in the West'fra 1968 fremstår i ny kopi smukkere og mere betagende end nogensinde.(Foto: Cinemateket) Se stort billede | Del

Annonce

Once Upon a Time in the West

Instr. Sergio Leone. Medv.: Charles Bronson, Henry Fonda, Claudia Cardinale, Jason Robards m.fl. 165 min. Premiere i Cinemateket, København

Annonce
Efter en lidet bemærkelsesværdig debut med sandal og sværd-filmen ’The Colossus of Rhodes’ (1961) redefinerede den italienske instruktør Sergio Leone den ærkeamerikanske westerngenre med tre film optaget i Spanien og med en tv-stjerne – Clint Eastwood – i hovedrollen.

Samtiden døbte man dem lidt nedladende ’spagetti-westerns’, og toneangivende kritikere som Pauline Kael beskyldte dem ligefrem for at være fascistiske.

Stilskabende
Eftertiden har dog været mere end nådig ved Leone, som trods sine kun seks regulære spillefilm for længst har markeret sig som en af det 20. århundredes mest toneangivende og stilskabende instruktører.

Hvorfor kan man konstatere ved et frydefuldt (gen)syn i denne smukt restaurerede version af Leones måske bedste film (i skarp konkurrence med svanesangen ’Once Upon a Time in America’), der herhjemme også er kendt under den mere prosaiske titel ’Vestens hårde halse’.

Efter den førnævnte ’Dollars’-trilogi drog Leone til USA for at arbejde for Paramount Studios, der havde tilbudt ham et generøst budget og ikke mindst adgang til en af Leones yndlingsskuespillere, Henry Fonda.

Floppede i USA
Og Leone kvitterede for tilliden med at levere alt andet end det, de havde forventet. Ikke mindst blåøjede Fonda i en atypisk rolle som den gennemført sadistiske Frank og et mildest talt meget adstadigt – nærmest meditativt – tempo.

Den oprindeligt nedklippede version floppede da også i de amerikanske biografer.

Filmen er i dag obligatorisk på lister over ’verdens bedste’, og Quentin Tarantino har kaldt den ’en filmskole i sig selv’. Fuldt fortjent. Alt – og jeg mener alt – er udført til perfektion. Hvert eneste CinemaScope-billede i samtlige 165 minutter er et mesterværk i sig selv.

Den skal ses i biografen
Castingen er perfekt. Klipningen ligeså. Og Morricones lydspor – komponeret før filmen og spillet under optagelserne for at sætte stemningen – er en milepæl i sig selv. Som her oven i købet er remastered.

Der er med andre ord ikke så meget at betænke sig på, hvis man har blot det mindste tilovers for filmmediet. Også selv om man har set den utallige gange på dvd. Denne film SKAL ses i biografen. Nu!









Annonce