Smertens barn

Titlen er ironisk: Den 17-årige, irakiske flygtning Bilal modtages absolut ikke med åbne arme i den nordfranske havneby Calais. Tværtimod. Den eneste, der hjælper staklen, er svømmelæreren Simon, og parrets spirende venskab er det omsorgsfulde omdrejningspunkt i dramaet ’Welcome’.

Når immigrationsproblemer debatteres på film, bliver det ofte gjort enormt sort/hvidt, men en af kvaliteterne her er, at karakterer og konflikter er nuancerede.

Torturofret Bilal vil gerne bo hos sin kæreste i London, men hans opførsel er ikke altid lige gennemtænkt. Simon døjer til gengæld med en skilsmisse og kan heller ikke hitte ud af, hvordan han skal gebærde sig.

Benhård intensitet
Filmens første kvarter er en benhård beskrivelse af det franske menneskesmuglermiljø, hvor instruktøren Philippe Lioret bruger en helt rå fortællestil uden musik eller lignende sakkarin.

Da Simon gør sin entré, bliver formsproget desværre mere og mere traditionelt, men selv om intensiteten daler, slipper vi gudskelov for sentimental strygersødsuppe.

Skuespillerne er dog i særklasse hele vejen. Vincent Lindon er efterhånden et kendt fjæs i fransk film og brillerer endnu en gang som Simon, mens debutanten Firat Ayverdi går helt i ét med Bilal i en gennemført troværdig præstation. Hele hans kropssprog virker knudret og presset, og man mærker vitterligt en dyb, dyb smerte tumle rundt i det arme barn.

Der er ingen tvivl: Alle med hang til velspillede skæbneskildringer og tankevækkende konfliktstof vil sætte pris på ’Welcome’. Ja, de vil ligefrem føle sig varmt velkomne i biografen.